En læser fortæller: Min veninde spurgte aldrig ind til mig

Jeg havde kendt Jytte, siden vi begge arbejdede i skattevæsnet i 1980’erne. Dengang var jeg netop blevet færdig med min kontoruddannelse, jeg var i begyndelsen af 20’erne, og Jytte var fem år ældre end mig, hvilket føltes af meget dengang.

Hun blev som en storesøster for mig og var et fast holdepunkt på kontorpladsen ved siden af mig. Med sin røde pude på den skramlede kontorstol, den sorte kaffe i koppen med skattevæsnets logo på og den slags velvillige attitude, som jeg siden har spejdet efter, hver gang jeg er havnet et nyt sted, både professionelt og privat, var Jytte trygheden selv. En tryg base i et ukendt land af forventninger, dagsordener og ambitioner, som jeg til at begynde med havde vanskeligt ved at navigere i.

Jeg kom skam efter det. Efter et halvt års tid havde jeg forstået hierarkierne og de sociale koder på en arbejdsplads fyldt med ”rigtige” voksne, men Jyttes rolle forblev den samme. Hun var min skatte-storesøster, og det kaldte jeg hende tit og kærligt.

Der gik lang tid, mange år faktisk, før jeg begyndte at blive træt af vores dynamik. Det var ikke ofte, men af og til syntes jeg, det var trættende, at hun forklarede mig ting, jeg ikke havde bedt hende om at forklare mig. Hendes tone kunne være ret belærende og hendes facon lidt nedladende.

Når man går op og ned ad hinanden hver dag, så slider man selvfølgelig på hinanden, og jeg tror egentlig ikke, at det kan undgås. Der findes vel næppe et menneske, der ikke har et eller andet irriterende personlighedstræk, og det gælder naturligvis også for mig selv. Der er dem, der taler enormt højt i telefon, dem, der kun går i bad en gang om ugen, og dem, der vil have vinduet stående på klem dagen lang i frostvejr. Endnu værre findes der kolleger, der ikke lytter til en eller taler grimt, og set i det lys følte jeg, at jeg havde vundet i lotteriet med Jytte.

Da jeg godt og vel 10 år senere skiftede job, beholdt jeg Jytte i mit liv. Hun var blevet meget mere end en god kollega, og da jeg i samme periode blev både gift og mor til en lille datter, Sofia, der havde kolik, var Jytte på pletten med støtte og gode råd, som jeg rent faktisk havde bedt om.

Jytte selv havde store børn på det tidspunkt, for hun og hendes mand, Peter, var allerede blevet gift som 20-årige og forældre få år senere. Hun var et omvandrende leksikon, når det kom til småbørn, og det var guld værd for mig dengang i slutningen af 1990’erne, hvor man ikke bare kunne google alting.
– Hvornår må børn få grød? Hvornår kan vi skippe den tredje lur? Bør vi gå en størrelse op i bleer?

Ofte var det hurtigere at ringe til Jytte end at slå op i min babybog, og på den måde forblev hun i sin erfarne storesøsterrolle, og vores dynamik fortsatte med at være lidt skæv.

Jytte kunne godt lide at blive spurgt. Hun svarede altid beredvilligt, både når jeg behandlede hende som et opslagsværk, men også når jeg spurgte til hende. Når jeg spurgte, hvordan hun havde det, eller hvordan det gik på hendes arbejde, som jeg jo kendte bedre end de fleste, svarede Jytte ivrigt og udførligt, men hun spurgte kun meget sjældent mig om noget.

Jeg forklarede det med, at skattevæsnet jo i mange år havde været vores fælles referenceramme, og derfor var det vel kun naturligt, at samtalerne kredsede om kolleger, vi begge kendte, men samtidig var jeg altid bevidst om, at Jytte sjældent viste interesse for mig.

Hver gang, jeg tænkte den tanke til ende, fik jeg dårlig samvittighed, for hvad var det egentlig for en utaknemmelig påstand? Jytte stillede altid op, og hvis Sofia var syg, kunne jeg stole på, at Jytte ville gå ned i sin kælder efter de medicinske opslagsværker, som hun havde gemt fra dengang, hun troede, hun ville være sygeplejerske. Hurtigt havde hun en diagnose klar, som stort set altid var identisk med den, vores praktiserende læge stillede dagen efter.

Da jeg var i slutningen af 40’erne, blev Jytte og Peter skilt. Det var ikke noget pænt brud, for Peter havde fundet en anden, og Jytte var sønderknust og ikke mindst vred. Det var helt forståeligt, for hendes verden blev pludselig vendt på hovedet, og jeg forsøgte at være en god veninde og lægge øre til hendes frustrationer, samtidig med jeg kæmpede min egen kamp.

Jeg havde i lang tid været presset i mit arbejdsliv og forsøgt at få ender til at mødes, som ikke kunne mødes. I stedet for søvn holdt jeg mig kørende med stærk kaffe og energidrik, som gav mig hjertebanken, jeg havde ingen appetit, var svimmel, og en dag besvimede jeg midt i et møde med min chef.
Så blev jeg sygemeldt og sad derhjemme og tænkte katastrofetanker såsom, at jeg aldrig ville kunne passe min hverdag igen, ikke forsørge mit barn og resten af mit liv aldrig være andet end en byrde.

Det blev min mand, der gradvist fik mig trukket op af det hul.
– Lige nu kan du ikke noget, og sådan må man gerne have det. Det er ligesom, at man ikke kan løbe et motionsløb, når man har Roskildesyge, sagde han, og det billede holdt jeg fast i, selv om det var lidt ulækkert.

Noget andet, jeg holdt fast i, var mit venskab med Jytte. Jeg prøvede at sørge for, at vi så hinanden en gang om ugen, for jeg var ikke blind for, at hun ligeledes var i krise, og at hun ikke længere havde sin mand at støtte sig op ad. Tværtimod var han årsagen til hendes sorg og bitterhed. Jytte kom ofte hjem til mig, og jeg kunne se det på hende allerede, når jeg åbnede døren; alle de ord, der ventede lige på den anden side af hendes læber. Jeg lavede te, fandt småkager frem til os, og så spurgte jeg, hvordan hun havde det.

Hun sukkede højt, og så fortalte hun, hvordan Peter på nye måder havde gjort livet surt for hende. Jeg var helt på hendes side og dybt engageret i det, hun fortalte mig. Samtidig var det en lettelse for mig at blive tvunget til at forholde mig til noget andet end mig selv, og det var kærkomment. Men efterhånden, som jeg fik det bedre, lagde jeg mærke til, at det nok næppe var betænksomhed, der afholdt Jytte fra at spørge, hvordan jeg havde det. Det virkede tværtimod til, at Jytte mest havde blik for sig selv.

Årene gik, og vi fik begge vores kriser på afstand. Jytte fik en ny kæreste, jeg fik et nyt job, og det var, som om jeg pludselig så vores venskab med nye øjne. De aspekter af vores venskab, som jeg egentlig altid havde været bevidst om, men samtidig aldrig forholdt mig til, føltes nu så dominerende, at det var svært for mig fortsat at vende det blinde øje til. Det var den samme dynamik, som altid havde været mellem os, men som siden Jyttes skilsmisse fyldte mere og mere.

Jeg havde fornemmelsen af, at hun udelukkende så mig for at læsse af. Hun kunne finde på at spørge, om vi skulle tage en tur ind til byen og få en kop kaffe, og så ville jeg vide, at så snart, vi havde sat os ved cafébordet, ville hun begynde sin enetale.

Det var faktisk ikke engang rigtigt en enetale, for Jytte forventede, at jeg bød ind, at jeg forholdt mig til det, hun sagde, og det kunne jeg jo godt forstå. Det må man gerne forvente af venner. Problemet var, at jeg ikke forventede det af hende, for Jytte virkede helt uinteresseret i mig og mit liv.

Sommetider fik hun dog over sine læber at spørge: ”Hvordan har du det?”, men hvis jeg tillod mig at svare med mere end et par sætninger, kunne jeg se, at Jytte tunede ud. Hun blev fjern i blikket, greb efter sin telefon i lommen eller undskyldte sig med, at hun skulle på toilettet. Når hun kom tilbage, var det altid med et nyt emne. Et emne, der vedrørte hende.

En dag kunne jeg ikke længere holde det ud.
– Jeg føler, at du snakker på mig, prøvede jeg at forklare og slog ud med armene.
Jeg håbede, at hun ville forstå, hvad jeg mente, men jeg frygtede, at hun ikke ville.
– Hvad mener du? spurgte Jytte, og det gik op for mig, at det var det første spørgsmål, hun havde stillet mig i flere måneder.
Det sagde jeg til hende, og da det først var gjort, var der ingen vej tilbage. Jeg havde aldrig sagt fra før, og nu gik det op for mig hvorfor. For Jytte kunne ikke lide kritik. Det kan de færreste vel, men jeg vidste, at Jytte havde brudt med andre mennesker, andre veninder og endda sin egen kusine, da de vovede at kritisere hendes facon. Jeg havde ikke sagt fra før, for jeg havde været bange for at miste vores venskab.

Jytte blev tavs og kiggede ned på sine hænder. Der var helt stille mellem os i hvad, der føltes som en evighed. Så tog hun sin telefon, der lå på mit sofabord foran os, rejste sig og tog sit overtøj på. Derefter gik hun uden et ord.

Jeg håber og tror, at jeg selv er bedre til at håndtere kritik, men jeg hader konflikter, og derfor var jeg også den første til efterfølgende at række ud. Jeg sms’ede Jytte, at jeg gerne ville tale om det, men hun var stejl. Hun syntes, jeg skyldte hende en undskyldning for at overfuse hende, og måske en tidligere version af mig havde givet hende den.

Men noget i mig strittede imod. Det ville være som at tisse i bukserne, og jeg havde jo ikke overfuset hende. Jeg havde sagt fra. Hvis vi ikke kunne tale om det, hvad skulle det så nytte?

Det var som at bryde med en kæreste, for mit og Jyttes venskab havde varet hele mit voksenliv, og i lang tid var jeg meget ked af vores brud. I dag er jeg dog afklaret med, at det var sådan, det var nødt til at være. Da jeg var yngre, var det okay, at hun fyldte mest, men som årene gik, stod det klart, at jeg havde brug for mere balance i vores relation. En søster, ikke en storesøster. Jeg havde brug for en veninde, der også gav plads til mig.