En læser fortæller: Min kæreste slap ikke sin eks 1-2

Afsnit 1:2

Jeg mødte Kasper, da jeg var i starten af 40’erne. Det var kærlighed ved første blik, og det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg sad på en café og arbejdede, da den dejligste mand trådte ind ad døren, og det var fuldstændig ligesom på film: Døren gik op, vinden tog i hans hår, hans øjne glimtede i efterårssolen, vi fik øjenkontakt, og han smilede stort.

– Hej, sagde han, som om vi kendte hinanden.
Det gjorde vi ikke, ikke endnu, og da vi efterfølgende talte om vores første møde, var vi begge helt forvirrede over det. Det var, som om sol og måne stod rigtigt, og de forbehold, jeg normalt ville have i sådan en situation, havde jeg ikke over for Kasper. Jeg vidste med det samme, at han var et godt menneske og samtidig en mand, jeg var meget tiltrukket af.

Vi begyndte at date, og jeg fandt ud af, at Kasper var 10 år ældre end mig, han var blevet skilt fra sin ekskone, Anette, året inden, og at han var far til to teenagepiger, Alma og Emma, på 15 og 17 år.
Skilsmissen havde været udramatisk, sagde han. De var simpelthen bare vokset fra hinanden og blevet venner i stedet for kærester, men deres døtre havde taget det tungt. Det løfte kunne jeg ikke holde, forklarede Kasper med skylden malet ud over sit ansigt.

Selv om jeg ikke selv havde børn, kunne jeg forestille mig, hvor svært det måtte være at skuffe dem på den måde. Jeg blev kun endnu mere glad for ham, fordi jeg mærkede, hvor vigtigt det var for ham at være en god far. Han gik op i sine døtres trivsel mere end noget andet, og det betød også, at de aftaler, jeg lavede med ham, ofte blev aflyst eller rykket, fordi Alma eller Emma havde brug for ham.

Det generede mig egentlig ikke, for jeg var indforstået med, at de var det vigtigste for ham. Sommetider havde jeg dog fornemmelsen af, at det ikke var børnenes behov, han tilgodeså, men derimod sin ekskones opfattelse af, hvad børnenes behov var.

Jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan hun brugte deres døtre til at styre Kasper. Vi var blevet kærester, og det havde han fortalt Anette, men det passede hende altid dårligt at møde mig. I stedet fik jeg hilst på hende i forbifarten, da vi på et tidspunkt kørte hans ældste, Emma, hjem fra en fest inde i byen. Anette gav mig hånden.
– Goddag med dig, sagde hun uden at kigge mig i øjnene, og efterfølgende spekulerede jeg på, om hun mon var jaloux.

Måske var de ikke helt så enige om den skilsmisse, som Kasper troede. Eller måske kunne hun bare ikke lide mig. Men hun kendte mig jo ikke.
Jeg kunne roligt regne med, at hvis Kasper og jeg skulle ud at spise, og Anette fik nys om det, så ville der altid ske noget, der besværliggjorde det. Det kunne være en krise med Alma, som gik i 9. klasse og efter sigende var skoletræt og ugidelig eller et forældremøde på Emmas gymnasium, som det pludselig var vigtigt, de begge deltog i.

Jeg sagde ikke noget til det, for jeg følte kun, jeg kunne tabe, hvis jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hans prioriteringer, som jo på overfladen handlede om hans børn. Alligevel tænkte jeg meget over, hvordan jeg skulle forholde mig til det.

Kasper og jeg flyttede sammen i min lejlighed, da vi havde kendt hinanden i et år. Han havde indtil da boet i en lejelejlighed ikke langt fra Anette og pigerne.

Alma og Emma boede primært hos deres mor, men de havde haft et stort, fælles værelse hos Kasper, som altid stod klar til dem, hvis de fik lyst til at overnatte hos deres far. Nu havde vi i stedet indrettet mit kontor med en stor sovesofa og et nyt Ikea-skab, så der var plads til hans døtre i vores fælles hjem.
Jeg var enormt glad, for det var et stort skridt for mig at flytte sammen med en kæreste, og det var et skridt, jeg følte mig helt tryg ved at tage sammen med Kasper. Jeg elskede ham, og han elskede også mig. Det sagde han ofte, og vigtigst af alt viste han det hver eneste dag.
– Lad os købe noget sammen, hviskede han til mig en aften, hvor vi lå på sofaen og så film.
Jeg kiggede overrasket op på ham.
– Jeg elsker din lejlighed, og at du har givet pigerne kontoret, men du har brug for dit kontor. Du har brug for plads, fortsatte Kasper. – Vi kunne købe en fireværelses sammen, når Anette køber mig ud af huset.

Når Anette købte ham ud … Jeg bed mig i tungen, for det var mere end to år siden, de blev skilt, og han ejede stadig villaen sammen med sin ekskone. Det ville han gøre, indtil han besluttede at gøre noget ved det. Indtil da var det bare snak, bare tanker, og det gik mig på, at han stillede mig noget i udsigt, samtidig med at han overhovedet ikke handlede på det.
– Hvornår gør hun det? spurgte jeg, og Kasper trak på skuldrene.
– Jeg ved det ikke. Jeg prøver hele tiden at presse på, men jeg har ikke lyst til, at det skal blive en konflikt.

Han kiggede ned på mig. Jeg kunne se på hans blik, at han bad om min forståelse.
– For pigernes skyld, tilføjede han.
Vi boede jo også fint i min lejlighed, sagde jeg til mig selv, og det var sandt, for det var ikke vores boligsituation, der var problemet. Problemet var, at mit liv og kærlighedsliv blev dikteret af Anette, og at Kasper tillod det. Han var passiv og konfliktsky, og han var fortsat viklet ind i en anden kvinde. Økonomisk, praktisk, og måske også følelsesmæssigt.

Det var den mistanke, jeg havde bagerst i mit sind, for hvorfor ellers tillade, at Anette på den måde styrede hans liv? Kasper forklarede det med forholdet til børnene, som, han frygtede, ville blive påvirket, hvis han sagde fra. Men de var jo så store nu. Emma var myndig, og hun var en fornuftig, ung kvinde, der sagtens kunne tænke selv.

– Jeg kan ikke komme med til din fars fødselsdag, sagde Kasper til mig en torsdag aften.

Fødselsdagen var den følgende lørdag.
– Anette har booket turen til Malmø med pigerne. Det er Almas fødselsdagsgave, som vi gav i sommer. Kan du huske det? spurgte han.
Hans blik var på én gang bønfaldende og stædigt. Vi stod i køkkenet, kun ham og mig, og vi havde netop spist aftensmad sammen. Vi havde talt om stort og småt, og han havde ikke turde sig det. Det forstod jeg nu.
– Nu har Anette booket det, og hun fortalte mig det først her til eftermiddag. Jeg er virkelig ked af det, men jeg er nødt til at tage med. For Almas skyld.

Det var min fars 80-års fødselsdag, og vi var blevet inviteret flere måneder forinden. Det var ikke okay, det, Kasper gjorde, og det vidste han, for han var et ordentligt menneske. Ikke desto mindre stod vi nu her, og jeg var så rasende, at jeg bad ham skride.

Det var også hans hjem, og egentlig burde det nok være mig, der tog min jakke og gik en tur, men nu blev det altså ham.

Han glemte sin telefon på køkkenbordet, og jeg kiggede ned på den. Jeg vidste, at jeg på den telefon kunne finde ud af, hvordan Kasper kommunikerede med Anette. Passede det, når han sagde, at han forsøgte at vikle sig ud af hende? Var det sandt, at han prøvede at få hende til at købe ham ud af villaen? Var det rigtigt, at hun havde booket deres fælles gave med kun to dages varsel? Var hun virkelig så stort et røvhul, eller var der også noget andet på spil?

Jeg samlede telefonen op fra køkkenbordet, gættede koden, som var hans fødselsdato, og trykkede mig ind i hans indbakke. Det, jeg fandt, var ikke det, man normalt frygter at finde på sin kærestes telefon. Der var hverken nøgenbilleder eller frække sms’er, og det var tydeligt for mig, at Kasper ikke havde nogen romantisk interesse i sin ekskone.

Ikke desto mindre kunne jeg se, at han havde løjet for mig gennem hele vores forhold. Han havde ikke sagt fra over for Anette, og han havde ikke talt med hende om at blive købt ud af villaen. Tværtimod understregede han i beskederne, at det slet ikke hastede. Samtidig kunne jeg se, at hun allerede havde nævnt Malmø-turen måneden før.

Det gik op for mig, mens jeg læste Kaspers mails, at han ville gøre alt for at holde sig ude af konflikter med Anette, inden de overhovedet var opstået. Og faktisk i en sådan grad at han fuldstændig glemte mig.

Min mistanke var blevet bekræftet. Kasper var ikke ærlig over for mig, og jeg var i tvivl om, hvad jeg nu skulle stille op med den viden. Jeg elskede ham af hele mit hjerte, men ville han nogensinde frigøre sig fra sin ekskone?

Fortsættes i næste uge…