Hvorfor svigter vennerne mig efter forfærdelig tid?

For to år siden skete der noget frygteligt i min lille familie. Uden at komme nærmere ind på det omhandlede det mine børn, som heldigvis er hjemme igen i dag. Mens det hele stod på, valgte min mand og jeg, hvem vi fortalte det til, og vi valgte dem, vi følte, vi kunne stole på og som ville være der for os.

Man siger, at man kender sine sande venner i hårde tider. Det gjorde vi også, men nu hvor der er faldet ro på, ser vi ingen af vores venner længere. Især jeg, som er sygemeldt, har brug for at være social, og det er ikke nok at hilse på bekendte hos købmanden, eller når jeg henter børn.

Jeg kan lide at invitere til sammenkomster – og det gør jeg stadig, men folk aflyser. Og så orker man ikke blive ved at prøve. Ud over at opleve det værste, en mor kan opleve, blev jeg også smidt ud af min uddannelse pga. fravær, jeg mistede min læreplads, og min mand og jeg valgte at gå fra hinanden.

Så nu kan jeg mærke, at jeg bliver mere og mere ensom. Jeg bliver også bitter, fuld af bebrejdelse, selvmedlidenhed og spekulationer og har lyst til at spørge mine såkaldte venner, hvorfor de har stoppet kontakten?

Jeg skriver en gang imellem til mine veninder og spørger, om vi skal drikke kaffe, men ofte har de ikke tid. Jeg har også skrevet, at jeg nu var klar til at snakke om andet end mig og min familie, hvis de var trætte af at høre på det, det var sket, men får kun afslag eller ”kan vi finde en anden dag?”.

Jeg er for nyligt blevet diagnosticeret med autisme, hvilket giver god mening, og jeg har læst meget om det og prøver virkelig at interessere mig for andre.

Misforstå mig ikke, jeg er et meget kærligt menneske, familiemenneske og mor med stort M, men jeg har måske været egoistisk og fyldt meget i samtaler med andre. Det prøver jeg at rette op på, for jeg har måske glemt at spørge mere ind til, hvordan det går i deres liv.

De har muligvis travlt, men hvis der er en anden grund, vil jeg ønske, de sagde det, så man ikke spekulerer sig tosset.

Jeg har meldt mig i en app for ensomme for at lære nye at kende, men jeg fik/får ingen svar. Hvad gør man egentlig for at lære nye mennesker at kende? Jeg er sygemeldt, og økonomien er ikke til motion/hold, og så er jeg traumatiseret af det, der skete for et par år siden.

Det lyder, som om du er i gang med at begynde helt forfra, og som om du er kommet frem til nogle erkendelser omkring dit tidligere liv og din egen personlighed. Det er et stort skridt.

At bygge livet op på ny tager tid. De venner, du havde før, og det liv, du levede før, har også være længe undervejs. En omgangskreds kommer over tid.

Jeg tror, du har ret i, at dine venner ikke fortæller dig hele sandheden.

Jeg ved ikke, hvad der skete, og hvilke hændelser der satte skub i det hele, men det virker, som om det har været for voldsomt for dine venner og bekendte, og at de ikke helt ved, hvad de skal stille op og derfor tager afstand. Men ud fra dit brev virker det også, som om de ikke tør sige det direkte. Det kan også være virkelig svært for dine venner at finde mod til at gøre det.

Det bedste råd, jeg kan give dig, er at se i øjnene, at du er begyndt forfra. Du er en ny version, og du skal bygge det hele op igen. Mere fri af de forfærdelige ting, du har oplevet, og med en personlighed der er mere åben og mere klar til at være der for andre også.

Får du professionel hjælp? Traumer, selvbebrejdelse, bitterhed og det andet, du beskriver, som fylder hos dig, ville måske have godt af at få en runde hos professionelle behandlere? Ud fra den måde, du skriver og fortæller om dig selv, tror jeg, du har en del resurser. Du beskriver klart og tydeligt og har et blik på dig selv og verden, som fortæller om et overskud.

Du må blive ved med at prøve at finde fællesskaber. Men en stor omgangskreds vil tage tid. Én ven ad gangen. Ét møde ad gangen. Ét smil og én samtale ad gangen. Du skal se de små ting som en sejr også. Overvejer du at flytte til en anden by og få en helt frisk start? Det kunne måske også være en mulighed.

Jeg leder lidt efter ordene her i mit svar, også fordi jeg ikke ved, hvad der er sket for dig og dine børn, men jeg føler altså, at det bedste, jeg kan sige til dig, er, at du må holde fast i en ny begyndelse og indse ,at selv om du er utålmodig, tager det tid at træde ud i verden på en ny måde og lære sig selv at kende og bygge nye relationer. Blive ved med at være nysgerrig og søgende.

Og tak for dit brev. Det er også bevis på, at du er god til at række ud. Skriv igen, hvis du får lyst.