Jeg har ofte læst om det med svigerdøtre og deres (underlige) forhold til deres kærestes eller mands mor.
Jeg havde selv et rigtig godt forhold til mine svigerforældre, og vi kom næsten mere hos dem end hos mine egne forældre. Det hang nok sammen med, at de var en kæmpe familie, og der var altid anledninger til at samles. Men jeg kørte også forbi dem med vores børn – uden min mand.
Jeg synes, det er trist at læse breve og beretninger fra farmødre, der har et svært forhold til svigerdatteren. Jeg kan forstå det, hvis farmor og farfar blander sig i opdragelse m.m., men det skal da ikke være sådan, at de ikke må se deres børnebørn. Og manden bliver vel “lagt på is”, hvis han forsøger at gennemføre besøg hos sine forældre.
Men nu er det vel sådan, at han bare kan tage sine børn og besøge sine forældre – uden den der sære svigerdatter, som jo må blive hjemme og være sær for sig selv.
Jeg kunne godt tænke mig at høre fra de svigerdøtre, som på en eller anden måde har et meget skævt, kedeligt billede af, hvordan man behandler farmor og farfar (altså svigermor og svigerfar).
Charlotte
Jamen, der er hermed åbent i brevkassen for indlæg og input, der forklarer, hvorfor det er svært med svigerdatter og svigermor.
Jeg vil meget gerne høre jeres fortællinger. Og jeg er nu ikke så skråsikker på, at ”skylden” altid ligger hos svigerdatteren. Og jeg vil heller ikke gå med på den med at kalde svigerdøtrene de ”sære”, som du skriver.
Jeg vil til gengæld gerne høre, hvordan og hvornår det går skævt. Og jeg vil også rigtig gerne høre, hvad I har gjort, når det er gået godt.
Forholdet mellem svigermor og svigerdatter er nærmest et mytisk emne, og det fylder meget hos mange.
Personligt tror jeg, at det er besværliggjort af usikkerhed. Ofte når en kvinde bliver mor, rykker hun tættere på sin egen mor, og så blive svigermor usikker på, hvad hendes plads er. Så rykker svigermor måske endnu tættere på sin egen søn, og så begynder prioriteterne at kvæle den kærlighed, der ellers bare skal gives til hinanden og det lille nye barn.
Hvis I har lyst, så del jeres erfaringer.
Varme hilsner fra Puk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.