Hvorfor har vi travlt med at kommentere hinandens udseende?

Et lille hjertesuk fra en enlig kvinde i 70’erne: Flere i min bekendtskabskreds har så travlt med at kommentere mit hår.

Jeg er ganske almindelig med normal højde og drøjde, men mit hår er anderledes end flertallets, det er tykt, halvlangt, stridbart og farvet kastanjebrunt.

Når jeg går i byen, er manken tæmmet, og krøllerne er på plads. Alligevel får jeg bemærkninger som ”det klæder dig ikke med den vilde frisure”, ”skal du ikke snart klippes?”, ”det var pænere, hvis du satte det op”, og nogen går direkte hen og retter på mit hår, hvilket jeg finder meget uartigt og grænseoverskridende.

Det er altid kvinder, som kommer med kommentarer, mens mændene kommer med komplimenter.

Har du et råd til, hvordan jeg kan tackle det, for af og til går det mig på, mens jeg andre gange kommer med en frisk bemærkning.

Jeg kunne aldrig finde på at kritisere andres udseende, for jeg synes, det er en privatsag, hvordan man vil se ud.

Kan det virkelig passe, at vi er blevet en generation, som kritiserer andre, og som mener, at vi skal se ens ud? Og kan det passe, at man ikke må skille sig ud og gøre, som man har lyst til.

Det var rart, om vi kunne snakke om noget andet. Tiden kunne være blevet brugt på at tale om fælles interesse, om noget glædeligt og sjovt, som vi kunne dele med hinanden.

Jeg er godt klar over, at janteloven er i spil sammen med lidt jalousi over, at jeg ser anderledes ud end flertallet.

Mine børn roser mig for, at jeg gør noget ud af mit udseende og ikke ligner alle andre.

Jeg kan sagtens sætte mig i dit sted. Gennem de 30 år, jeg har været i fjernsynet, har jeg næsten dagligt mødt mennesker, der lige kommenterede et eller andet. Mine skiftende frisurer. Min skiftende vægt. Mit farvestrålende tøj eller hvad som helst andet omkring min person, de lige finder vigtigt at dele med mig.

Hvis jeg går ind i en butik, kan jeg komme ud med en kommentar om et eller andet, folk enten godt kan lide eller slet ikke bryder sig om. Så jeg kender din problematik ganske godt.

Jeg kan desværre ikke love dig, at du bliver mere ligeglad og hårdhudet med tiden, sådan er det i hvert fald ikke gået for mig, men jeg synes, man lærer at stå ved sig selv.

Jeg ved faktisk ikke, hvad den gode kommentar er, når du bliver mødt af bemærkninger om dit hår, men måske kunne du helt åbent spørge: “Hvad vil du opnå med det, du siger om mit hår?” eller sige “jeg er ret glad for mit hår. Vi kan godt tale mere om det, hvis det er vigtigt for dig, men jeg har egentlig ikke behov for at fortsætte samtalen om min frisure“. Så sender du bemærkningen tilbage, og på den måde kan hun/han måske høre, hvor dumt det lyder.

Jeg synes, at den unge generation har bedre styr på det med ikke bare ud af det blå at kommentere hinanden. Unge har i hvert fald rettet fokus på ikke at kommentere vægt og forskelligheder hos hinanden, og de er i gang med en stor samtale om andre spilleregler. Det er godt.

Behold dit viltre hår. Bær det, som du føler, er dejligt, og stå ved, hvem du er.

Tak for at bringe et godt emne på banen. Der er mange, der kommenterer andres udseende. Særligt på de sociale medier. Det kan vi godt skrue lidt ned for.