Anbragt uden for hjemmet: Kommunens pres gør pigen mere syg

Jeg vil gerne have denne historie ud i offentligheden og høre andres menig om den.

Man tror, at ens kommune er til for at hjælpe, men ikke i dette tilfælde, hvor kommunen har tvangsfjernet en ‘frisk’ ung pige på 15 år.

Kommunens pres på pigen gør hende endnu mere syg, og det gør det ikke bedre, at de tager hendes mor fra hende.

Kommunen beskylder moren for at gøre skade på sin datter og vælger derfor at anbringe pigen langt væk fra alt og alle.

Det resulterer i, at pigen stikker af fra bostedet for at søge tilbage til tryghed og ro, men hver gang er hun blevet kørt tilbage til bostedet igen.

På seks dage er pigen stukket af syv gange. Hun har forsøgt selvmord to gange i løbet af en uge, da hun efter at have været indlagt på psykiatrisk afdeling en nat, blev kørt tilbage til bostedet.

Hun er både blevet hentet af politiet ved en motorvejsbro, de har hentet hende siddende tæt på togskinnerne, og de har hentet hende gående på togskinnerne.

Jeg er meget bange for, at hun vil lykkes med at tage sit eget liv. Det er et stort råb om hjælp, men kommunen lytter ikke.

Tak for din mail og for at dele den ulykkelige historie. Jeg har redigeret og forkortet den lidt af hensyn til pigens anonymitet.

Du skriver ikke, hvad din relation til pigen er, men det lyder som om, du er en ven af familien. Dermed har du næppe adgang til alle oplysninger i sagen og kan kun reagere på det, der umiddelbart foregår.

Og set udefra forstår jeg godt, at du undrer dig over, hvad den højere mening med sagsbehandlingen er. Men der foregår rigtig meget bag de lukkede døre, som er omfattet af tavshedspligten, og som du derfor ikke har indblik i.

I sager om anbringelse uden samtykke har der næsten altid været et langvarigt forløb, hvor der har været iværksat en række støttende indsatser, som ikke har haft den fornødne effekt.

Det er på den baggrund, kommunen er nået til konklusionen om, at barnet har brug for en støtte, som ikke kan sikres i hjemmet.

Det er kommunens Børne- og ungeudvalg, som træffer afgørelsen. Det består af en dommer, to kommunalbestyrelsesmedlemmer og to pædagogisk-psykologisk sagkyndige.

Forud for, at sagen forelægges udvalget, har kommunen inddraget både forældrene og barnet i deres overvejelser og forsøgt at opnå samtykke til en anbringelse.

Børn over 10 år og forældrene har desuden ret til hver sin advokat, som får adgang til alle sagens akter, og som deltager i mødet med børne- og ungeudvalget.

Advokaterne har både selv taletid, ligesom de kan hjælpe barnet og forældrene med at få sagt, hvad de mener om det hele, inden der træffes afgørelse.

I den sag, du fortæller om, har altså både pigen og forældrene fået hjælp af advokater til at fremhæve deres argumenter imod en anbringelse.

Både pigen og forældrene har desuden kunnet klage til Ankestyrelsen over afgørelsen (børn har selvstændig klageret, fra de er 10 år).

Det går jeg ud fra, at de har gjort. Dermed er pigen blevet hørt igen, eftersom Ankestyrelsens afgørelse skal afspejle, at de har forholdt sig til barnets og forældrenes udtalelser.

Det er dog ikke det samme som, at man gør, som pigen siger. Hun kan i sin tilstand og situation måske heller ikke se klart, hvad der er det bedste for hende, og så må myndighederne tage ansvar for beslutningerne.

Det hænder, at der sker graverende fejl i disse yderst komplicerede sager, hvor der er mange følelser, interesser og overvejelser i spil, og måske er det tilfældet i denne ulykkelige sag.

Jeg håber dog, at mit svar kan give dig en fornemmelse af, at anbringelsen af pigen formentlig er baseret på grundige overvejelser om, hvad der er bedst for hende.