Jeg har altid haft pæne ben. Nu er jeg tæt på de 80 og har fået et, for mig, stort problem. Mine ankler hæver meget op, er varme og gør ondt. Lægen siger, det skyldes åreknuder og fedtvæv, og at jeg blot skal bruge støttestrømper, og det er her, problemet opstår.
Mine fødder kan ikke li’ at være pakket ind. Tværtimod går jeg helst i sandaler, og om natten ligger jeg konsekvent med fødderne uden for dynen.
Kan der virkelig ikke gøres andet? Jeg laver venepumpeøvelser flere gange om dagen. Findes der ikke strømper, man kan have på om natten i stedet, så man er fri for støttestrømper om dagen?
Mvh. G
Tak for hjælpen.
Støttestrømper er altså en ualmindelig god behandling mod hævede ben, men får man det meget varmt, kan det selvfølgelig være et problem.
Det er godt, du laver venepumpeøvelser. Måske skal dette intensiveres, og så skal du huske at sidde med benene oppe så tit som muligt. Du kan også lægge noget under sengen, så benene på den måde også er løftede om natten.
Er det ikke nok, må du bide i det sure æble, bruge strømperne eller udholde, at dine ben hæver op. Andet er der desværre ikke at gøre.
Lægen kan dog vælge at behandle med vanddrivende medicin, men det er ikke altid en god idé, hvis problemet kan løses uden medicin. Medicin har jo som regel bivirkninger, som i nogle tilfælde kan være alvorlige.
Jeg vil anbefale, at du tager en ny snak med lægen, og så må I løse det bedst muligt sammen.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.