
Når efteråret banker på, finder vi de lune trøjer frem, tænder stearinlysene og rykker tættere sammen indendørs. Det er en tid fyldt med hygge og eftertænksomhed – men også en tid, hvor de forskellige luftvejsinfektioner for alvor begynder at brede sig.
For de fleste er det heldigvis en kortvarig gene, der går over med ro og egenomsorg. Men er du over 60 år, lever med en kronisk sygdom eller har et svækket immunforsvar, kan infektionerne udvikle sig alvorligt. Derfor er det vigtigt både at kende symptomerne – og at tænke forebyggelse ind i hverdagen.
Hvad er luftvejsinfektioner?
Luftvejsinfektioner er sygdomme, der angriber næse, hals, luftrør og lunger. De kan være milde som en forkølelse eller udvikle sig til mere alvorlige sygdomme som lungebetændelse.
I efterårs- og vintersæsonen er det især fire infektioner, der fylder: RS-virus, lungebetændelse, herunder pneumokok lungebetændelse, influenza og COVID-19. For mange er de ganske ufarlige, men tilhører du en risikogruppe, kan de have alvorlige konsekvenser.
Er du usikker på, om du selv hører til en risikogruppe, kan du tage en test her.
Kend forskel på symptomerne
Når først du bliver ramt af en luftvejsinfektion, kan det være svært at vide, hvad der egentlig er på spil. Hoste, feber og træthed går igen i mange af sygdommene, og de kan derfor ligne hinanden til forveksling. Men der er vigtige forskelle – og de er gode at kende, så du lettere kan vurdere, hvad kroppen prøver at fortælle dig, og hvad du skal være særligt opmærksom på.
RS-virus
Mange forbinder RS-virus med små børn, men voksne kan også blive syge. Ofte ligner det en sej forkølelse: tilstoppet næse, ondt i halsen og hoste. Hos nogle udvikler det sig til åndenød – især hvis lungerne i forvejen er sårbare. RS smitter let, både gennem host og nys, men også via hænder og overflader.
Pneumokok-lungebetændelse
Pneumokokker er bakterier, som kan give alt fra bihule- og øreinfektioner til lungebetændelse. Her er det ofte et brat sygdomsforløb: høj feber, kulderystelser, smerter i brystet og en hoste, der kan føles helt nede i lungerne. Smitten spreder sig via dråber i luften, når vi hoster, nyser eller taler. Er du 65+ eller har et svækket immunforsvar, er der større risiko for et alvorligt forløb. Det er derfor vigtigt at reagere i tide.
Influenza
Her taler vi ofte om et lynhurtigt sygdomsforløb: fra den ene dag til den anden ligger du måske med høj feber, ømme muskler, hovedpine og en udtalt sygdomsfornemmelse. Virussen ændrer sig fra år til år, og derfor kan man godt få influenza flere gange i livet. For ældre og personer i visse risikogrupper kan influenza give komplikationer og i værste fald kræve indlæggelse.
COVID-19
Symptomerne på COVID-19 spænder vidt. Hos nogle minder det om en mild forkølelse med snue og træthed, mens andre oplever feber, tør hoste, ondt i halsen og ændret smags- og lugtesans. Virussen ændrer sig over tid, og derfor kan sygdomsbilledet variere fra bølge til bølge. For personer i visse risikogrupper kan sygdommen udvikle sig hurtigt og føre til vejrtrækningsbesvær. Oplever du tiltagende åndenød, brystsmerter eller vedvarende høj feber, bør du kontakte læge.
Sådan kan du forebygge og passe godt på dig selv
Noget er ude af vores hænder – men meget kan vi faktisk selv gøre for at styrke kroppen og mindske risikoen for at blive ramt. Det handler først og fremmest om at passe godt på sig selv i hverdagen.
Start med de små ting: Vask hænder grundigt, og brug håndsprit, når du er på farten. Luft ud et par gange om dagen, og husk at komme ud i den friske luft – også når himlen er grå. Sørg for at få nok søvn og rolige pauser, så kroppen kan restituere. Spis mad, der giver energi, og bevæg dig lidt hver dag; en kort gåtur eller nogle enkle øvelser gør mere for helbredet, end man tror.
Sidst, men ikke mindst, kan det være en god idé at tage en snak med din læge om, hvordan du bedst forebygger. For nogle kan det indebære vaccination som én af flere muligheder – hvad der er relevant, afhænger af alder, helbred og hverdag.
Vil du vide mere om RS-virus, pneumokok-lungebetændelse, influenza og COVID-19 – og om, hvordan du kan forebygge dem i hverdagen? På forebygsmitte.dk kan du læse mere om de mest udbredte luftvejsinfektioner og få gode råd til, hvordan du kan passe på dig selv og dem, du holder af.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.