Når der går synshal og rutiner i hverdagen

Forleden var jeg i synshallen med min bil.

Den har, som jeg, nået en alder, hvor de vigtigste funktioner skal tjekkes regelmæssigt.

Så det sørger jeg for.

Jeg er nemlig en ansvarlig voksen, der både går på arbejde, betaler skat og holder øje med, hvornår elprisen er lav nok til at sætte vaskemaskinen i gang.

Mens jeg står og venter sammen med andre ansvarlige voksne og drikker en kop ualmindelig trist automatkaffe, kommer tonerne af Gnags pludselig ud af højtaleren i synshallen.

Og på et sekund ændrer alt sig.

"Vi’ de vilde kaniner med meget lange ører", synger Gnags – og jeg er en af dem.

De vilde kaniner altså.

Jeg er 16 år og danser til en klubfest med en dreng, der er lidt ældre og meget spændende.

"Alt, hvad I hvisker og siger, kan vi hør", nynner jeg og ryster på hovedet, som Peter A.G. på de store scener.

Jeg kan mærke de farvede lys i ansigtet og mine stramme, røde satinbukser, som minder om dem, Olivia Newton-John havde på som Sandy i "Grease".

Først da synsmanden står helt op i ansigtet på mig og fortæller, at bilen er klar, vender jeg tilbage til nutiden.

Lidt pinligt berørt betaler jeg og skynder mig ud.

Allerede ved afkørselsrampen er alt igen normalt, radioen indstillet på P1 og en debat om noget, som i hvert fald ikke er vilde kaniner.

Det er hverdag.

Det er rutine.

Men det også helt forkert.

Mit lille dansebreak i synshallen har sat gang i noget, og pludselig synes jeg, der er for lidt musik og for meget debat i mit liv.

Så midt på den triste hovedvej holder jeg ind til siden og fyrer op for Shu-bi-duas samlede værker.

Jeg mærker glæden ved at synge med, blandet med en undren over, at jeg faktisk stadig kan alle deres tekster.

Min hjerne må have vidst, at jeg på et tidspunkt ville forstå, hvor meget godt teksterne gør for humøret, og har derfor beholdt dem.

Vel hjemme går jeg i gang med at sammensætte en spilleliste med alle de sange, der bringer minder – og dét er mange!

Jeg finder Stevie Wonder, som minder om det første orkester, jeg var forsanger i. Rugsted & Kreutzfelt og sangen "Jeg ved det godt", som minder om teenageårenes hjertesorger, og Aretha Franklin, som minder om en dame, jeg engang så i New York for længe siden.

Hun kom forbi den fortovscafé, hvor jeg drak kaffe, og spillede "Respect" fra en rullekuffert, så det rungede mellem husblokkene.

Dét var hendes soundtrack.

Vi har allesammen et soundtrack med minder.

Sange, der gør os glade, får os til at danse eller sætter gang i tårekanalerne, hvis det er det, vi trænger til.

Mit minde var skubbet i baggrunden af hverdagen og voksenlivet.

Men nu har jeg altså fremstillet en spilleliste, og jeg opfordrer dig til at gøre det samme.

For musikken sætter farver på hverdagen, og danser vi til, slipper vi for at tage os selv alt for seriøst.