Pinligt: Jeg har ikke råd til det samme som veninderne

Jeg har været i tvivl, om jeg skulle sende dig brevet, for jeg synes, det er pinligt, og jeg vil helst ikke blive genkendt.

Men nu prøver jeg: Vi er fem veninder, der har mødt hinanden gennem et fællesskab, som vi alle dyrker. Vi er ikke alle jævnaldrende, har ikke samme livsbetingelser – og overhovedet ikke samme økonomi.

Jeg er – og det er det pinlige – den fattigste i gruppen. Jeg arbejder på deltid, livet har været lidt hård ved mig, men jeg klarer den da. Vi klikker og er faldet godt i hak via vores fælles interesse, og for et års tid siden begyndte vi også at ses privat.

Vi laver forskellige ting sammen og skiftes til at arrangere. Men som du nok allerede har regnet ud, har jeg svært ved at følge med økonomisk, for de ting, vi laver, er kostbare aktiviteter som at gå i teateret eller ud at spise eller lignende, hvor man skal have dankortet frem.

Jeg har simpelthen ikke råd. Og med de aktuelle priser i supermarkedet, når der skal købes ind, bliver budgettet hurtigt stramt. Men jeg føler mig som en taber, hvis jeg skal sige det.

Somme tider melder jeg mig syg, eller også lyver jeg og siger, at jeg har en anden aftale, når de andre skal afsted, men det er ikke helt holdbart. En gang, hvor de skulle på restaurant, havde jeg løjet mig syg, og da jeg gik en aftentur, kom en af de andre selvfølgelig kørende forbi og rullede bilvinduet ned og spurgte, om jeg ikke var syg? Det var så pinligt at fremstamme, at jo, men jeg havde det lidt bedre, og samtidig var jeg ved at krybe ned i mine egne lommer.

Jeg vil bare gerne være med i fællesskabet, men endnu engang står jeg udenfor, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at løse det.

Tak, Puk, jeg er spændt på, hvad du svarer mig.

Du rammer noget meget essentielt. Vi mennesker, ikke bare i Danmark, men på denne klode, har forskellige levevilkår. Nogen har rigtig meget, og andre har temmelig lidt. Men vi har alle lige ret til at være her.

Livet byder os forskellige udfordringer, og du har åbenbart haft dit at slås med, og hvad det så end er, du har kæmpet med, skal du være stolt af, at du stadig står og ovenikøbet kan bestride et job og skabe en venskabskreds. Der er IKKE noget pinligt her. Du er sej!

Mit største ønske for dig er, at du holder op med at dukke nakken. Sig det, som det er. Stå ved, hvem du er. Og du er ikke alene. Antallet af danskere, der stiller sig i kø og modtager overskudsmad, er stødt stigende, og rigtig mange er bekymrede for deres budgetter, som de ikke kan få til at hænge sammen. Det gør os altså ikke til dårligere mennesker, at vi ikke kan bruge mange penge.

Dit brev er meget vigtigt. Vi er blevet enormt gode til at fortælle om vores andre sårbarheder som diagnoser og fysiske og mentale udfordringer, men vi mangler stadig at kunne tale om vores økonomi uden at føle os forkerte.

Du skal saftsuseme ikke gemme dig, fordi du ikke har penge til at spise på restaurant. Du skal rettet ryggen og introducere nogle gratis og mindre kostbare muligheder. Det er fedt at gå en lang tur i skoven. Det er dejligt med sammenskudsmiddage, hvor alle bidrager. Man kan holde bog- eller krea-aftner eller køre ud i det blå med madkurv. Og så kan man en gang imellem fyre den af og spare sammen til en teaterforestilling eller lignende.

Jeg er glad for, at du skrev, og jeg ved, at mange kan genkende din problematik. Jeg håber, du bliver stolt af dit brev, når du læser det her på siderne.