

Jeg har nogle gladiolus - nogle er nye, andre fra tidligere år - stående i haven. De er blevet brune i bladene, og der kommer også kun dårlige blomster på planterne.
Jeg har ikke oplevet det før. Ved du, hvad det kan skyldes? For lidt vanding fra start, eller er jorden måske for dårlig?
Jorden er blevet blandet med muld fra genbrugspladsen.
Nu har jeg gravet løgene op. Skal jeg smide dem ud, eller kan det betale sig at gemme dem til næste år?
Tak for dine gode svar i bladet.
Hilsen Jette
Det kunne godt ligne et angreb af trips, muligvis kombineret med udtørring.
Det ligner ikke svampeangreb, og det betyder, at du godt kan gemme knoldene til næste år.
Her kan du forsøge dig med at bekæmpe tripsene med insektsæbe. Fjern eventuelle angrebne blade. Du kan også bruge gule limplader til at fange de små insekter.
Med venlig hilsen Frank
Frank Kirkegaard Hansen er havearkitekt og hjælper Familie Journals læsere med gode råd til alt, hvad der har med haven at gøre.
Har du spørgsmål om have og planter, så skriv til Frank på haven@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.