Sød kærlighedsnovelle: Overboen

Novelle af Olivia Nybo Sørensen
Illustration: Mikkel Henssel

Kajsa ligger i sin seng, men hun sover ikke, selv om det næsten er midnat. Hun stirrer stift op i loftet, mens hendes hjerne er på overarbejde. Lange scenarier af hende selv, råbende som en frådende løve, frygt- og respektindgydende, udspiller sig for hendes indre blik.

I tankeforestillingen er hun modig, konfronterende og vanvittig. Sådan en person, hun selv ville være bange for at bo ved siden af, og som man burde melde til politiet for verbalt overgreb. Men hun ville opnå det, hun ønsker: Fred. Stilhed. Ro til at være i sit eget hjem.

Det er det modsatte af, hvad der foregår lige nu i Kajsas soveværelse. Eller faktisk er der i soveværelset ro, men ovenpå, i det hun antager er overboens soveværelse, bliver der set en eller anden film med overdrevne lydeffekter.

Hun har fået en ny overbo for godt en måned siden, og siden da har der indimellem været lige præcis denne lydsituation, som er allerværst, fordi den ikke er helt vanvittig og uden for nummer, men lige præcis generende nok til, at hun ikke kan sove.

Kajsa har endnu ikke været oppe og hilse på naboen. Hun har opsnappet, at det i hvert fald er en mand, måske lidt yngre end hende selv, måske lidt ældre, i hvert fald irriterende på sådan en ”jeg larmer, som det passer mig, uden at tage hensyn til, at der bor andre omkring mig”-måde.

Kajsa koger indeni og har vild og vanvittig hjertebanken. Hun havde sådan håbet at sove i sin seng i nat, men til sidst rejser hun sig, led og ked af det, samler sin hovedpude og dyne op og lægger sig ind på sofaen, hvor hun endelig kan slappe af og falde i søvn.

Næste morgen vågner hun i en dårlig stilling med ondt i den ene skulder. Hun sukker irriteret og fanger et glimt af sig selv i spejlet, da hun lægger sin dyne og pude tilbage i sengen. Hun ser ikke godt ud. Hun ligner en, der har sovet på sofaen og er sur på verden.

Kajsa tager et godtgørende bad og drikker bagefter sin kaffe på altanen iført skjorte, trusser og håndklæde på hovedet. Solen varmer allerede, og hun strækker sig veltilpas i stolen, men pludselig får hun et koldt chok, da en stribe vand drypper ned i hendes bluse.

– Hvad i alverden?! råber hun og flytter sig i tide, før mere vand løber ned over hendes hyggelige morgen-seance.

– Hov! siger en stemme over hende. – Det må du undskylde.

Kajsa stikker hovedet ud over sin altan og ser op mod altanen over hende. Der står han. Den hensynsløse overbo.

– Idiot, mumler hun for sig selv.

Kajsa fnyser og trækker hovedet til sig. – Det var dog utroligt. Nu er mine morgener ikke engang fredede.

Hun kan høre, at han forsøger at undskylde igen, men hun griber sin kop og går ind uden at svare ham.

Resten af dagen på kontoret bruger Kajsa sin irritation til at få færdiggjort så mange opgaver, som hun overhovedet kan, og da hun endelig cykler hjem, er hun igen i udmærket humør.

Solen skinner, folk sidder på fortovscaféerne og snakker, børn griner. Det er faktisk bare en rigtig dejlig eftermiddag.

Hun stiller sin cykel i cykelkælderen, og oppe i lejligheden åbner hun altandøren og lukker den friske efterårsluft ind i køkkenet.

Hun skal lige til at sætte sig ved spisebordet med en kop kaffe, da en gennemgribende bastone pludselig runger i hendes lejlighed og får bestikket i skuffen til at klirre mod hinanden.

Kajsas puls stiger med lynende hast, og snart har hun koldsved og vejrtrækningsbesvær. Det gode humør er forsvundet som dug for solen, og hun kan kun fokusere på musikken ovenfra.

Hun sidder i et øjeblik og overvejer sine muligheder: Skal hun flytte? Skal hun skrige højlydt ud i gården? Skal hun græde?

Nej! Det kan ikke være rigtigt! Kajsa tager en dyb indånding og river sin hoveddør op, hvorefter hun tramper op ad trapperne, op til overboens dør og banker hårdt på den med rystende hænder.

Hun kan næsten ikke være i sig selv, mens hun venter, men snart bliver der slukket for musikken, og hun kan høre fodtrin. Skal hun løbe? For sent. Døren går op, og foran hende står om muligt den mest indtagende mand, hun længe har set. Han er tæt bygget og har varme øjne bag et par mørke briller. Han er højst sandsynligt på Kajsas alder og står nu og smiler spørgende til hende.

Kajsa rømmer sig og fnyser irriteret: – Hej!

– Hejsa, siger manden.

– Det er meget højt, din musik.

Hans ansigtsudtryk skifter til at være bekymret. – Åh. Det må du undskylde, jeg havde slet ikke tænkt over det.

– Nej, men vi er ligesom andre, der også bor her. Og derudover er det også meget generende, at du ser film så højlydt om aftenen. Jeg har måttet sove på min sofa flere gange!

Kajsa har fundet sin kampgejst frem igen. Hvem tror han egentlig, han er? Sådan at ignorere, at han har naboer.

– Ja klart, du har ret. Jeg skal selvfølgelig nok skrue ned ... også for mine film om aftenen.

Manden nikker og ser oprigtigt ked ud af det: – Vi plejede at bo i noget nybyg, hvor man intet kan høre. Men jeg vil selvfølgelig tilpasse mig, vi skal jo alle kunne være her.

Vi? Bor de to derinde? Kajsa mærker en ærgrelse brede sig i maven som sur mælk. Hvorfor betyder det noget for hende, om han bor sammen med en?

– Okay så ... tak. Hav det godt.

Kajsa skal til at vende rundt, men manden træder ud ad døren, og hun stopper op.

– Jeg hedder Teis. Jeg er lige flyttet ind. Er du min underbo?

Kajsa bliver varm i kinderne: – Øhm, jeg hedder Kajsa. Og jeg er din underbo, ja.

De giver hinanden hånden. Bare han ikke lægger mærke til, hvor meget hun sveder lige pludselig.

– Det er godt at møde dig. På trods af min lidt uheldige adfærd til at starte med. Vi skruer ned.

Der var det ”vi” igen.

– Ej, så var det heller ikke værre.

Kajsa må væk, før hun trækker det hele i land: – Men det er godt, at du nu er klar over, at her er meget lydt. Hav det godt!

Hun vender om på hælen og næsten løber ned ad trapperne. Hun kan høre Teis’ dør lukke sig kort efter hendes egen.

Øv altså. Det var ikke meningen, at han skulle være sød.

Den nat er der stille i soveværelset. Kajsa sukker lykkeligt og lægger sig godt til rette i sin store seng. Vinduet er åbent, og en kølig brise kildrer hende på kinden.

Hun vågner efter det, der skulle have været en vidunderlig nats søvn, med en tung fornemmelse om hjertet. Scener fra hendes drømme dukker hele morgenen op i hendes bevidsthed. Hun har drømt om Teis. Sin irriterende og smukke overbo.

Han var hendes redningsmand i nattens drømme. Først reddede han hende fra et synkende skib, derefter kom han med vand, da hun sad fast i en ørken, og til slut fik han hende til at grine så meget, at hun var ved at tisse i bukserne.

Kajsa spiser sin morgenmad i frustration og klæder sig på uden at være rigtig til stede, så hun knapper skjorten forkert to gange.

Da hun endelig er klar til at gå, når hun kun lige ud ad døren, før hun taber sin åbne taske, og alt indhold triller ud på reposen og ned ad trapperne. – Ej altså! jamrer hun.

– Lad mig hjælpe!

Kajsa ser chokeret op i ansigtet på nattens helt i skysovs.

– Nej! ryger det ud af hende.

Teis ser bestyrtet ud. – Nej?

– Nej, altså jeg mener, det behøver du virkelig ikke.

Men Teis er allerede i gang med at samle nøgler og læbestift og sammenkrøllet slikpapir op fra gulvet.

Kajsa snupper hurtigt tingene fra ham med brændende kinder og takker næsten uhørligt, mens hun løber ned ad trappen. Teis bliver heldigvis stående, indtil hun er ude af døren, og hun kan læsse alt op i cykelkurven og skynde sig væk.

Det er en varm dag på kontoret, og i virkeligheden kan Kajsa godt tage tidligt hjem på altanen, men hver gang hendes hjerne ikke er travlt beskæftiget med en opgave, får hun flashbacks til sit stunt i opgangen.

Hun har nu krydset alle opgaver af for resten af ugen, selv om det kun er onsdag, og bevæger sig modvilligt ned ad den solbeskinnede gade. Det er åbenbart alles date-aften, for overalt ser hun par, der går hånd i hånd, sidder med hovederne tæt sammen i en solstråle, skåler i vin eller er i omfavnelse ved et lyskryds.

Kajsas hjerte vånder sig i brystet.

Hun standser ved et supermarked og står længe og glaner tomt over udvalget af frugt og grønt. Hun samler et stort løg op. Hvad kan man bruge sådan et til i det hele taget? Hun lægger løget fra sig og går i stedet videre gennem butikken og finder en flaske vin og en bøtte chokoladeis. Det er ikke engang den gode slags med chokoladestykker i, for frysedisken er stort set tømt.

Før hun går mod kassen, tager hun en pakke toiletpapir.

Hun har netop sat cyklen i kælderen, da døren går op bag hende. Kajsa kan fornemme ydmygelsen allerede, før hun har set ham.

– Hej igen, siger Teis med et smil. Han ser på fangsten i hendes arme. – Får du gæster?

– Nææh ... eller jo. Jo, det gør jeg. Jeg får veninder på besøg!

– Hvor hyggeligt. Så håber jeg ikke, I bliver ved til for sent. Det er jo en hverdag, siger Teis og blinker. Kajsa griner tørt, mens hendes kinder brænder.

– Vi skal nok slutte i god tid.

Hvad havde hun dog tænkt sig med den løgn? Hvorfor føler hun trang til at imponere en mand, som hun intet ved om, og som for resten taler om et ”vi”?

Hun skælder ud på sig selv, mens hun lukker sig ind i lejligheden. Sætningen ”magnetisk tiltrækning”, der pludselig former sig i hendes hjerne, vifter hun væk som en irriterende flue.

Ovenpå kan hun høre Teis låse sig ind.

Han forventer vel, at han om lidt kan høre hendes gæster. Kajsa sætter varerne fra sig på køkkenbordet og ser sig perplekst om i lejligheden. Hun tænder for sin højtaler i stuen og skruer op for noget popmusik, som hun ville lytte til sammen med sine veninder, hvis de var her.

Så hælder hun vin op til sig selv og skænker en god mængde is op i en skål. Hun skal lige til at sætte sig ud på altanen, men kommer i tanker om, at hvis Teis læner sig ud over sin altan, kan han se, at hun er alene. Så selv om vejret er perfekt, sætter Kajsa sig i sin varme stue og drikker vin og spiser is uden nogen form for glæde ved nogen af delene.

Hun sidder og nynner med på en sang, da hun pludselig lægger mærke til en høj bippende lyd. Det er da ikke sådan, sangen normalt lyder? Kajsa rejser sig op og slukker for musikken, men den høje bippen bliver ved, og nu kan hun høre, at det er en brandalarm.

Kajsa løber ud i opgangen. Lyden kommer oppe fra Teis. Hvad nu?

Hun tager trappen i få, hurtige spring og banker hårdt på døren. Teis må have glemt at smække den, så den går op af sig selv. Indenfor er der tåget af hvid røg, og hyletonen er næsten øredøvende.

– Hallo! Teis?!

Kajsa bevæger sig ud mod køkkenet, hvorfra der kommer en masse banden og svovlen og lyde af pander og gryder, der falder.

Kajsa åbner døren og bliver mødt af endnu mere røg.

– Teis!

– Ja! Jeg har styr på det, bare rolig, råber Teis og slår med et viskestykke på en pande, hvorfra høje blå flammer slikker mod loftet.

– Hvor er dine grydelåg!? råber Kajsa. Teis river en skuffe op, og hun griber hurtigt et låg, skubber ham til side og kaster det på den brændende pande.

Så åbner hun vinduerne, tager en taburet og finder stopknappen på brandalarmen.

– Pyh.

Hun ånder lettet op, da larmen stopper.

– Shit.

Teis ser forpustet og flov ud med røde kinder og svedig pande. Han tager sig til hovedet og kaster det svedne viskestykke i vasken. – Tak for hjælpen. Hvordan kender du det trick med låget?

– Det tror jeg er nogenlunde basal viden.

Kajsa smiler undskyldende.

Teis griner og gnider sig i øjnene: – Årh. Øv. Jeg plejer altså at være ok i et køkken.

– Jeg tror, du skal øve dig lidt mere, før du inviterer mig på middag.

Kajsa bider sig med det samme i læben, da ordene har forladt hendes mund.

– Øhm! Jeg skal også videre. Godt vores bygning ikke brændte. Bestil noget på Wolt, eller måske skal I nøjes med rugbrød i aften. Okay hej hej.

Alt dette får hun sagt, imens hun bakker ud ad lejligheden og til sidst lukker døren bag sig. Teis får ikke et ord indført.

Kajsa har droppet musikken og sidder nu med et lunkent glas vin og stirrer ud i luften. Hun forestiller sig, hvordan hun og Teis kunne slå deres lejligheder sammen, og hun ville være brandslukkeren, og han hendes venlige klippe. De ville se irriterende larmende film sammen og gå hånd i hånd på en onsdag aften. Kajsa sukker.

Men der er intet hold i de idéer, de er bare fantasi. For der er en anden. En person, hun bare ikke har mødt endnu. Han blev ved med at omtale et ”vi” i går aftes, så drop det! siger hun til sig selv og synker længere ned i puderne.

Hun bliver brat hevet ud af sine tanker, da det banker på døren. Kan det være ham?

Det kan det.

Da hun ser ham stå på dørmåtten med røde kinder og et skævt smil, bliver hun blød i knæene.

Så skifter hans ansigtsudtryk: – Nåh nej, du har jo gæster!

Kajsa mærker endnu en gang varmen bølge over kinderne, men hun ser ham i øjnene alligevel og beslutter sig for at sige sandheden: – Nej, det er bare mig.

Der breder sig igen et stort smil på Teis’ ansigt: – Det er jeg glad for. Jeg har givet maden et skud alligevel, så hvis du tør, vil jeg invitere dig på middag i din egen lejlighed.

– Men ... synes din kæreste ikke, det er lidt underligt, at du laver middag til mig?

Teis ser mærkelig ud i hovedet: – Kæreste? Hvorfor tror du, jeg har en kæreste?

– Du blev ved med at sige ”vi”, da jeg bankede på i går. At I havde boet i nybyg.

Teis smiler igen: – Åh! Det var mig og min bror, der plejede at bo sammen. Han var bare på besøg i går. Jeg har ingen kæreste ... endnu.

Kajsa har lyst til at fnise, men holder sig alligevel lidt tilbage. Så åbner hun døren på vid gab.