Min venindes nærighed ødelagde vores venskab - del 1:2

Jeg mødte Anne, da jeg arbejdede på en café i mit sabbatår. Vi var jævnaldrende, og hun havde et blik, der fangede mig. Det var sådan et klogt og anerkendende blik, der på én gang lovede eventyr og problemer. Anne var rastløs og drømmende, men mest af alt var hun ude på sjov, og hold op, hvor havde vi det sjovt.

Der var ingen, jeg kunne grine med, som jeg kunne grine med Anne. Det var så jeg fik ondt i maven og var ved at tisse i bukserne, og selv om jeg aldrig har gjort mig i bedste veninder, så var det tæt på med Anne. Vi kunne lige så godt have haft en halskæde med knækhjerte, for lige fra begyndelsen var hun noget særligt for mig.

Vores vennekredse voksede sammen over årene, hendes veninder blev mine veninder og omvendt. Vi forandrede os i takt med, at vores liv ændrede sig, og vores venskab blev på én gang dybere og mere etableret, samtidig med at det ofte måtte vige pladsen for vores familier. Jeg blev gift og fik børn, og det samme gjorde Anne, men vi sås ofte, og tit var det bare os kvinder, der mødtes på caféer og restauranter for at få et par timers pause fra små børn.

Jeg elskede det afbræk, elskede at have muligheden for at tale uforstyrret med mine veninder, drikke et glas vin og se lidt pæn ud imens. Det samme gjaldt for Anne, og hun var god til at tage initiativ, god til at sende datoer og adresser afsted i gruppechatten, og så kunne folk dukke op, hvis det passede dem. Det passede ofte os alle.

Man kunne tro, at vi, fordi vi mødtes så ofte, havde en fast rutine omkring, hvordan vi splittede regningen, men det havde vi ikke. Det blev altid lidt af et cirkus, hvor vi sommetider betalte tjeneren hver for sig, men oftest var der en af os, der betalte det hele, og så overførte de andre efterfølgende. Det var dog aldrig Anne, der tog regningen. Aldrig nogensinde.

Det var, fordi hendes MobilePay ikke virkede, sagde hun, men hun kunne godt overføre sin andel til en af vores veninder, der så tog hele regningen. Det studsede jeg over.

Andre gange var hun netop gået på toilettet, da regningen kom, eller også fik hun en vigtig sms, så hun var nødt til at gå fra bordet et øjeblik.

Jeg tror, vi alle var nogenlunde enige om, hvad der foregik. Anne var af en eller anden årsag bange for, at hun ikke ville få pengene, hvis hun lagde ud. Det var lidt underligt, for vores veninder overførte altid med det samme. Faktisk var det kun Anne, som jeg over årene havde været nødt til at inddrive gæld fra. Sommetider glemte hun, hvad hun skyldte, men når jeg fortalte hende det, sendte hun pengene uden brok.

Egentlig havde jeg sluttet fred med, at Anne var lidt underlig på det punkt. Hun var jo stadig sjov og initiativrig, og vi havde vel alle vores særheder. Måske var Anne bange for at blive snydt.

Det var først, da jeg opdagede, hvor nøjeregnende hun faktisk var, at jeg for alvor begyndte at studse over det.

En dag mødtes vi på en fransk café, hvor vi alle spiste salat niçoise, bortset fra Anne, der kom direkte fra træningscenteret og erklærede, at hun kunne æde en hel ko. Det gjorde hun ikke helt, men hun fik en dobbelt portion tatar, og da vi skulle betale, foreslog hun, at vi bare delte regningen ligeligt, fordi det var lettest.

På det tidspunkt var jeg ligeglad, for jeg tænkte, at det ville jævne sig. Vi spiste jo tit sammen, og en anden gang var det måske Anne, der havde spist salat, og os andre, der havde valgt en dyr hovedret. Men sådan gik det ikke, for det, jeg opdagede, var, at Anne kun ville dele regningen lige over, når det kunne svare sig for hende. Når hun var den, der spiste mindst, ville hun hives helt ud af regningen og betale separat. Hun ville aldrig betale for os andre på samme måde, som vi betalte for hende.

Til at begynde med sagde jeg ingenting. Måske fordi jeg selv følte mig nøjeregnende, idet jeg havde opdaget det. Hvorfor var det så vigtigt for mig?

Noget tid senere var vi ude og drikke et glas vin med vores fælles veninder, og efterfølgende tog vi på bar, hvor vi skiftedes til at hente øl til bordet. Alle undtagen Anne. Hun brød sig ikke om at stå i en bar, fortalte hun med en mine, som om det forklarede alt. Hun blev stædigt siddende ved bordet, og det stod ikke klart, hvad det var ved en bardisk, der gjorde hende utilpas. Selv havde jeg fået to glas vin og en øl på det tidspunkt, og nu kunne jeg ikke holde mund længere.

– Hvorfor betaler du ikke bare din del? spurgte jeg ligeud, mens vores veninder begav sig mod baren.

Jeg lænede mig ind over bordet og kiggede hende i øjnene med det blik, hun plejede at give mig. Jeg ville ikke slås, jeg ville bare forstå, hvad det handlede om, så jeg smilede til hende, men hun kiggede uforstående på mig.

– Det gør jeg da også, svarede hun hurtigt og fortørnet.

Vi nåede at begynde en diskussion, der var bekymrende tæt på at blive et skænderi, inden vores veninder kom tilbage til bordet med øl. Anne kaldte mig privilegeret, og hun sagde, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan det var at vende hver en krone.

Jeg købte ikke hendes argumenter. Dels fordi Anne og jeg havde præcis samme middelklassebaggrund, dels fordi det jo var Anne, der tog initiativ til, at vi mødtes ude i byen hver gang. Hvis pengene var små, kunne hun jo også foreslå, at vi spiste hjemme hos en af os. Økonomi var ikke et tabu imellem os, og det ville have været fuldstændig acceptabelt, hvis hun havde sagt det.

Ingen arme, ingen småkager. Det plejede Anne selv at sige, men det virkede til, at hun brugte sine veninders arme til at proppe sin mund med småkager, og nu var hun sur over, at jeg pointerede det.

Den aften gik jeg hjem uden at vide, hvor vi stod. Vi var ikke uvenner, men det var alligevel som om der var en sten i skoen på vores venskab. Der var noget, der skurrede, men kunne jeg ikke bare lade det ligge? Var det virkelig så vigtigt? Herregud, det var jo bare penge, sagde jeg til mig selv, men så blev jeg syg.

Det begyndte med synsudfald. Jeg sad i stuen og så tegnefilm med min yngste, da underteksterne pludselig forsvandt. Der var ligesom bare et hul der, hvor de burde være. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, og det var enormt skræmmende, men efter en times tid var mit syn normalt igen. Da jeg samtidig blev ramt af en voldsom hovedpine, gik jeg til lægen og fik en akut tid på hospitalet til MR-scanning.

Skrækscenariet var, at jeg havde en tumor i hjernen. Min læge nævnte det, og bagefter sagde hun også noget om migræne og en masse beroligende ord, som jeg ikke kunne koncentrere mig om. Med mine følelser hørte jeg kun det med tumoren, og jeg blev bange. Helt vildt bange.

Jeg forestillede mig alle de ting, man normalt kan skubbe fra sig: at jeg var dødssyg, at jeg ville dø fra mine børn, og at det var for sent at gøre noget ved det.

Folk omkring mig forsøgte at berolige mig. Min mand sagde alt det, han havde hørt ville hjælpe. Han betonede, at skrækscenariet var usandsynligt, men han kunne jo ikke love mig noget. Det kunne ingen, så det, jeg havde brug for, var at blive distraheret indtil MR-scanningen ugen efter. Mine veninder greb mig. De smed, hvad de havde i hænderne for at være der med ord, tid og opmuntring. Alle undtagen Anne.

Jeg havde skrevet i gruppechatten, hvad der var sket, men jeg hørte ikke fra Anne overhovedet. Det var ikke, fordi jeg havde en forventning om, at hun skulle sætte himmel og hav i bevægelse, fordi jeg havde dødsangst. Jeg ville blot have sat pris på, at hun i det mindste svarede mig. At hun forholdt sig til mig og var der bare en lille smule.

Men det var hun ikke, og måske havde hun egentlig aldrig været den slags veninde. Anne var mange ting, men det gik op for mig, at hun ikke var generøs på nogen måde, og fordi jeg var et så sårbart sted, fik det mig til at tænke tanker, jeg ellers ikke brød mig om at tænke.

Jeg var bange for at dø, og det fik mig til at overveje, hvordan jeg levede, og hvilke mennesker jeg ønskede i mit liv. Det gjaldt især mit forhold til Anne, som havde skrantet længe. Generøsitet og betænksomhed var vigtige værdier for mig, men det var de tilsyneladende ikke for Anne. Kunne vores venskab overleve?