En jul, jeg aldrig glemmer: Jesper Vollmers perfekte pattegris

Min kone, Annette Heick, og jeg boede i Sverige i 17 år.

Da vi fik børn, besluttede vi, at fra nu af ville vi gerne være den familie, der holdt jul for alle hvert år, i stedet for at skulle skiftes til at holde jul med hendes familie det ene år og min store familie, hvor der altid er en masse logistiske problemer, det andet år.

Det var en fin beslutning, for i mit barndomshjem havde det også altid været sådan, at det kun var hos os, man holdt juleaften.

Et af årene, mens jeg arbejdede for kongehuset, var det mig, der stod for at finde præmien til den årlige julefrokost for hoffet.

Jeg tog til slagteren og købte en hel pattegris, som jeg pyntede med et rødt æble i munden og en rød sløjfe om halsen, så den lignede en marcipangris. Det, syntes jeg selv, var mægtig sjovt.

Men skæbnen ville, at jeg selv vandt pattegrisen, og så måtte jeg jo tage den med hjem til Sverige og fortælle, at vi nu skulle have and og pattegris i stedet for and og flæskesteg.

Det var egentlig fint nok. Vi havde i køkkenet en stor indbygget ovn, så pattegrisen kunne sagtens ligge og stege der uden problemer.

Men da hele familien så ankom klokken 16 til ”Disneys juleshow”, gløgg og kage, så min mor pattegrisen og panikkede fuldstændig.

Hun var helt ude af den af skræk og hvinede op om, at det var så synd for den lille gris, og så sagde hun, at hun altså nægtede at spise den.

Jeg havde selvfølgelig tilberedt pattegrisen, så den var helt perfekt mør og saftig, men da jeg serverede den hel på et fad på bordet, så min mor meget bange ud.

Alligevel tog hun en lille bid af kødet og konstaterede så med glæde, at det smagte rigtig godt.

En bid blev til flere, og det endte med, at min mor spiste hele den ene side af pattegrisen. Det svarer næsten til en hel flæskesteg!

Det grinte vi meget af den jul − og gør det stadig den dag i dag, når talen falder på julemad.

Men vi har ikke gentaget succesen.