Vores hus var hjemsøgt - del 1:3

Afsnit 1:3

I min barndom stod det at eje sit eget hus med have og meget plads som noget af det mest vidunderlige. Jeg kom til verden i 1975 og voksede op i en beskeden treværelseslejlighed, hvor der var et værelse til mig, ét til min mor og en lille stue, hvor køkkenet også var. De fleste af mine skoleveninder kom fra kernefamilier og boede i parcelhuse, og jeg misundte dem i al hemmelighed begge dele.

Men egentlig havde jeg ikke noget at være utilfreds med, for min mor var – og er – et kærligt, søgende væsen og et lidt flagrende gemyt, som kun ønskede at gøre det bedste for sit eneste barn.

Hun forsørgede os ved at arbejde som rengøringsdame på blandt andet skoler og virksomheder, så hun stod uhyre tidligt op, og jeg lærte at klare mig selv om morgenen fra en ung alder. Men der var altid en madpakke til mig i køleskabet, og på køkkenbordet lå en lille seddel med en morgenhilsen og en sød eller sjov tegning, for mor besad en kunstnerisk åre. Den havde jeg ikke arvet, og mor sagde gerne, at jeg lignede min far mest.

Han havde nærmest kun været på gennemtræk i mors liv, og det må virkelig have været to modsætninger, der mødtes. Min far var revisor, og han havde på tidspunktet for mors og hans tilfældige møde forladt sin hustru og ville søge skilsmisse fra hende. I den korte tid, mine forældre var sammen, blev jeg skabt, men det vidste mor endnu dårligt nok, da min far og hans kone besluttede at give ægteskabet en chance til. Mor var 38 år dengang, og hun var lykkelig for at være blevet gravid og ville først ikke fortælle min far noget om det. Han havde voksne børn. Han fandt nu alligevel ud af det, og hans navn kom til at stå på min fødselsattest.

Jeg traf ham et antal gange gennem min opvækst, men selv om han altid var venlig, var det temmelig akavet, og jeg var ikke specielt ked af det, da det gled ud. Meget typisk min mor afstod hun fra bidrag fra ham, men set i bakspejlet manglede vi intet, og jeg vil absolut betegne min barndom som god.

Jeg delte aldrig mors interesse for horoskoper eller håndlæsning, og mine evner gik klart i retning af noget med tal frem for noget med bogstaver og sprog. Jeg udviklede fra de tidlige teenageår et stærkt behov for orden og gennemskuelighed, og mine ben var solidt plantet på jorden. Det kunne godt resultere i diskussioner og konflikter med mor, som mente, at det var vigtigere at bruge penge på at overholde en aftale om en seance med en clairvoyant, end det var at betale strømregningen.

Vores tiltagende skænderier gjorde, at jeg flyttede hjemmefra allerede i gymnasiet, mens jeg kun var 17. Jeg fik flere timer i mit fritidsjob i en biograf, så jeg klarede mig fint økonomisk og kunne i min lille ungdomsbolig opretholde den grad af orden, som jeg trivedes bedst med. Jeg boede tæt på mor, og vores indbyrdes forhold blev stærkt forbedret, efter at jeg var flyttet. Jeg var altid glad for at besøge hende, men jeg var også glad for at komme hjem til mig selv igen.

I gymnasiet var jeg kendt som lidt af en slider, og det var kun få fester, jeg deltog i. Men vi var et par stykker, der holdt sammen, så jeg følte mig aldrig ensom. Allerede dengang begyndte jeg at dyrke løb, ofte sammen med en veninde.

Jeg afsluttede min matematiske studentereksamen med et flot resultat og fik kort efter en elevplads i en bank. Igennem de næste år passerede et par søde mænd gennem mit liv, men det gled også ud igen uden den store sorg fra hverken min eller deres side.

Jeg var efterhånden blevet 34 år og følte mig mere end klar til at få en familie. Jeg havde nu en betroet stilling i den bank, hvor jeg i sin tid begyndte som elev, og jeg havde boet sammen med Bo i tre år. Han var fem år ældre end jeg. Vi mødte hinanden på et kursus og havde meget til fælles. Vores hverdag var travl, men god, og vi løbetrænede sammen og havde deltaget i et par halvmaratoner. Bo havde allerede ved vores møde ejet den store, lækre lejlighed, som vi nu boede i, men vi havde længe været enige om på sigt at købe hus.

Min mor satte pris på Bo og omvendt, men når jeg tænker tilbage, gav hun faktisk aldrig udtryk for, at hun anså ham for sin svigersøn for resten af livet og som far til sine børnebørn.

I banken blev de kvindelige medarbejdere gravide på stribe, og det samme gjorde de veninder, jeg holdt kontakten med. Jeg følte mig endnu ikke presset på tid eller alder, men jeg begyndte at tjekke internettets sider med boliger til salg flittigere end tidligere. For min plan var, at det med huset skulle være på plads, før børnene kom.

I en frokostpause fandt jeg mit drømmehus. Det var lige kommet til salg, og det så utrolig charmerende ud. Prisen var i overkanten, men jeg blev alligevel en smule elektrisk og sendte Bo et link til ejendomsmæglersiden og sms’ede også om, at jeg syntes, vi skulle se det udefra samme aften.

Han svarede ikke straks, så jeg tænkte, at han sad i møde. Jeg var stadig fyr og flamme, da vi mødtes derhjemme om aftenen, og jeg havde taget sushi med hjem, så vi kunne spise hurtigt og derefter køre ud for at danne os et indtryk af huset og omgivelserne, inden vi traf aftale med mægleren om en fremvisning.

Bo var ligesom lidt stille, og han mumlede også noget om, at det vist blev regn, og at prisen på huset var sat for højt. Men jeg overhørte hans indvendinger, og jeg sad ved rattet, da vi efter gps’ens anvisninger kørte afsted. Huset var beboet, så vi parkerede diskret på den anden side af den stille villavej, og jeg sagde til Bo, at jeg glædede mig til at se det indvendigt.

Det var faktisk begyndt at regne, så bilruderne duggede lidt. Jeg vil aldrig glemme, da han tavs lagde sin hånd på min skulder. Jeg drejede hovedet og opdagede, at hans ansigtsudtryk var dybt alvorligt. Tanken om, at han måske fejlede noget, flaksede gennem mit hoved, for egentlig havde han været lidt tavs eller eftertænksom den sidste tid.

– Malene, begyndte han og gjorde en synkebevægelse. – Jeg er nødt til at sige til dig, at vi ikke skal købe det hus sammen. Eller være sammen mere.

Med brudt stemme fortsatte han med at fortælle, at han havde mødt en anden kvinde og i nogen tid havde villet gøre det forbi med mig, men at det havde været enormt svært at få sagt. Jeg sad stum, mens regnen hamrede på taget af bilen.

– Men du må da have haft en anelse? kom det nærmest bedende fra ham. Jeg rystede på hovedet, for det havde jeg slet, slet ikke. Jeg havde indtil nu troet på vores forhold og på en fælles fremtid, men den regnvejrsdag blev tæppet virkelig revet væk under mine fødder.

Bos og mit brud var pænt og ordentligt, og vi kom hurtigt overens omkring delingen af vores fælles ejendele og det økonomiske. Han tilbød storsindet, at jeg kunne blive boende i hans ejerlejlighed i en periode, men jeg fandt gennem kontakter i banken hurtigt et lille rækkehus til fremleje i to år, mens ejerne var udstationeret i Grønland.

Det hele blev afviklet ret hurtigt, og gode venner hjalp mig med at flytte ind. Mor var også med på sidelinjen, og hun virkede ikke så overrasket. I løbet af en weekend var alt på plads, og jeg kunne tage hul på en ny epoke i mit liv. Mentalt følte jeg mig dog lettere forslået. Til min næste fødselsdag ville jeg fylde 35, og jeg blev jo ikke yngre, så hvad nu med de børn, jeg ønskede mig? Jeg havde været så sikker på, at Bo skulle være far til dem, men nu var den drøm endegyldigt bristet. Selvfølgelig kunne jeg prøve at finde en anden mand, men at etablere en familie er jo ikke det første, man foreslår en ny kæreste.

I forbindelse med min flytning og bruddet med Bo følte jeg trang til at finde en ny hobby, og jeg kastede mig derfor ud i orienteringsløb. Det var egentlig lidt tilfældigt, at jeg var på torvet i vores store provinsby og købe ind en lørdag formiddag, hvor der ud over de sædvanlige torvehandlende var små boder, hvor byens frivillige organisationer eller sportsforeninger stod klar til at fortælle om sig selv og hverve nye medlemmer.

Jeg havde på det tidspunkt været single i et halvt år, og i begyndelsen sagde den engagerede og venlige, men lidt anonymt udseende mand fra den lokale orienteringsklub mig ikke noget særligt. Men han fik alligevel lokket mig til først at snakke og derefter til at dukke op til klubbens næste arrangement.

Han præsenterede sig som Esben og nævnte også sit efternavn, og måske sprang der allerede en lillebitte gnist mellem os den lørdag formiddag. I hvert fald blev han ved at pusle i mine tanker, og samme eftermiddag tastede jeg hans navn ind på internettet og trykkede på ”søg”. På den måde erfarede jeg, at han var selvstændig og ejede en fabrik, der fremstillede dele til varmepumper. Han beskæftigede en håndfuld mennesker i Danmark og tre gange så mange i Letland, hvor produktionen lå. Med andre ord var han en driftig mand, men han var ikke kunde i min bank, ellers ville jeg have hørt om ham.

Da jeg som aftalt dukkede op til mit første, spæde forsøg som orienteringsløber, lyste han op og gik mig straks i møde. Den dag fortalte han, at han var 35, ugift og barnløs.

– Arbejdet har fyldt meget for mig, forklarede han med et skævt smil. – Det har kostet et par forhold, men jeg har taget ved lære af det.

Jeg syntes bedre og bedre om ham, og jeg blev faktisk også bidt af orienteringsløb allerede den dag og vidste, at jeg ville fortsætte med det. Esben fortsatte jeg også med. Han inviterede mig nemlig ud til middag et par uger senere, og jeg takkede ja.
Det blev en meget vellykket date, og som aftenen skred frem, kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke straks havde set, at han var en flot fyr. For det var han. Der var masser af liv i hans øjne, og jeg lod mig charmere af hans begejstrede tilgang til tilværelsen. Hans tydelige omsorg og interesse for medarbejderne på fabrikken i Letland gjorde også sit, og allerede den aften inviterede han mig med, når han næste gang aflagde besøg på den.

Vi skiltes med et varmt knus og et prøvende kys, og jeg havde svært ved at falde i søvn, da jeg lå alene og kiggede ud i mørket. Esben kunne godt være den rette til at fortsætte mine midlertidigt kuldsejlede fremtidsplaner med, og han lagde ikke skjul på, at han absolut også var romantisk interesseret i mig.

Næste morgen lå der tre søde sms’er fra ham på min mobiltelefon, og derfra gik det stærkt for os. Orienteringsløb blev min nye passion, og Esben og jeg sprang ud som par både over for de øvrige medlemmer i klubben og for resten af verden i løbet af fire-fem måneder.

– Hvorfor skulle vi vente? lo han og kyssede mig. – Vi er perfekte for hinanden, og jeg er vild med dig!

Esbens forældre var begge gået bort, men min mor pressede på for at se den nye mand i mit liv, da hun opdagede, at der fandtes sådan én. Hun blev vildt begejstret for Esben med det samme og hviskede mig i øret ude i hendes lille, trange køkken, at han havde en pragtfuld, varm udstråling og en stærk karisma. Og da Esben og jeg efter det meget vellykkede besøg kørte hjem, sagde han, at min mor var et vidunderligt, morsomt og meget levende menneske.

– Men I ligner ikke hinanden ret meget, tilføjede han.

Vores fem dage i Letland måneden efter blev en skøn oplevelse for mig, og da lærte vi hinanden endnu bedre at kende.

Esben arbejdede meget, det samme gjorde jeg, og vores fælles sport skulle også passes. Men vi var sammen, når det kunne lade sig gøre, enten i mit lejede rækkehus eller i hans lejlighed, som lå på fjerde sal i en gammel byejendom og var mere atmosfærefyldt end praktisk.

En søndag morgen fik jeg en mail fra ejerne af mit fremlejede rækkehus, som forsigtigt forhørte sig om, om jeg havde planer om at flytte ud. Deres ophold i Grønland var ikke spændt af som forventet, og de ville gerne tilbage. De understregede, at de selvfølgelig respekterede vores kontrakt, og at det kun var en forespørgsel. Samme dag deltog Esben og jeg i et orienteringsløb i nabobyen, og undervejs i bilen fortalte jeg ham om mailen. Han var hurtig til at tilbyde mig at flytte ind hos ham.

– Men vi kunne også købe et hus sammen, sagde han og tilkastede mig et spørgende blik.

Sådan gik det til, at vi allerede den aften sad tæt sammen med hver et glas vin og studerede ejendomsmæglerboligsider på vores computere. Det var underforstået, at det skulle være et hus, hvor vi kunne etablere en familie. Det var Esben, der fandt det flotte landlige hus kun seks kilometer uden for byen, og han talte så varmt for det, at jeg overgav mig og gav slip på mine forestillinger om en praktisk indrettet, nyere villa.

Huset stammede fra 1881, stod der i salgsteksten, men var renoveret og fremstod nu indvendig og udvendig som fuldt funktionelt.

– Vi skal da se det, ikke? spurgte Esben og var allerede i gang med at sende en mail til ejendomsmægleren.

I det øjeblik var der en lille stemme inden i mig, der advarede mig om, at nu gik det hele vist lovlig hurtigt. Men jeg bragte den til tavshed, for var det ikke det her, jeg ville med mit liv?

Tre dage senere fik vi fremvist ejendommen. Ejerne var fraflyttet, og huset var næsten tømt. Esben mente, at det var en fordel, for møbler kunne skjule meget. Hånd i hånd gik vi over den lille, brostensbelagte gårdsplads og gennem stuerne, som ville have været lyse på en solskinsdag, men som nu virkede lidt mørke, fordi himlen var tung og blygrå. Mægleren fulgte diskret med i baggrunden og oplyste os om det ene og andet.

Esben og mægleren stod midt på gulvet i den største af stuerne og talte om muligheden for at etablere pillefyr, mens jeg for anden gang fortsatte ud i køkkenet. Her var efterladt nogle få ting, og jeg lod en finger glide over bordpladen og tænkte, at det lidt traditionelle køkken var et godt valg til huset. Så skete der noget, som jeg aldrig vil glemme. Ud ad øjenkrogen fangede jeg en bevægelse henne ved køkkenvasken. Det gav et lille gib i mig, og tanken om mus på køkkenbordet flaksede gennem mit hoved.

Men det var ikke en mus. Det var en skåret kop med et gammeldags blomstermønster, der fuldstændig af egen kraft bevægede sig hen over bordet.

Jeg fik gåsehud og kunne næsten ikke tro mine øjne. Men samtidig vidste jeg med usvigelig sikkerhed, hvad jeg netop havde set.

I næste nu trådte Esben ud i køkkenet, lagde armene om mig og sagde kærligt i mit øre: – Skal vi ikke kaste os ud i det og give et bud?

Læs afsnit 2 af "Vores hus var hjemsøgt" søndag den 18. januar kl. 21.00