Vores hus var hjemsøgt - del 3:3

Jeg var ulykkelig over, at jeg endnu ikke var blevet gravid. Samtidig begyndte alle de mystiske ting, som skete i huset, at slide på vores forhold. Da Esben bagatelliserede en særlig dramatisk episode, blev jeg både stødt og vred…

Af: Andrea Bak

Jeg havde efterhånden mistet enhver form for lyst til at bo på landstedet, og for mig selv tænkte jeg, at når eller hvis jeg blev gravid, ville jeg sætte alt ind på at overtale Esben til, at vi skulle flytte.
Illustration: Morten Svendsen

Del på Facebook

Del på email

Annonce

Den torsdag aften, hvor vores køkkenlåger smækkede i af sig selv, spiste Esben og jeg uden den store appetit et sent måltid i stuen, og vi fulgtes ad ud i køkkenet.

Da jeg senere i lang tid havde ligget søvnløs og kigget ud i soveværelsets halvmørke, mens Esben trak vejret regelmæssigt ved siden af mig, tænkte jeg på, at det måske var meget godt, jeg endnu ikke var blevet gravid, selv om vi målrettet havde arbejdet på sagen i mere end halvandet år.