Spjald velkomstgruppe: Her skal alle trives og have det godt

Ro og frisk luft, et foreningsliv uden ventelister og en dejlig lav kvadratmeterpris.

På papiret er der mange ting, som burde lokke stressede storbyboer til de små byer i provinsen, men drømmen om det gode liv på landet bliver ofte punkteret af afstanden til job, indkøb, skoler og børnepasning samt frygten for ensomhed og kedsomhed.

Sidstnævnte har en gruppe mennesker i den lille vestjyske by Spjald forsøgt at gøre noget ved. De har dannet ”Spjald velkomstgruppe”, der byder nye indbyggere velkommen til byen og guider dem til lokale sportsforeninger og andre sociale aktiviteter, der kan gøre det nemmere at falde til.

Spjald har nemlig kun omkring 1.350 indbyggere, så selv om der er både en SuperBrugsen, en børnehave, en skole og flere store arbejdspladser, er det vigtigt med et godt, socialt fællesskab, så ikke de nye i byen får lyst til at flytte igen.

Ikke blot påhæng

Det kan 31-årige Caroline Byg Ejstrup skrive under på. Hun er selv tilflytter i byen og har valgt at blive en del af velkomstgruppen.

For få år siden boede hun, hendes mand, Nikolaj, og deres to små børn, Tue og Petra, på en gård på landet, men valgte at flytte til Spjald, fordi de var trætte af at køre frem og tilbage til børnehaven hver dag.

− Vi drømte om at bygge et stort hus i udkanten af byen, og som midlertidig løsning købte vi dette lille hus på 101 kvadratmeter. Nu er vi dog blevet så glade for at bo her, at vi har besluttet os for at blive, siger Caroline og fortæller, at der siden er kommet datteren Søs til.

De fem familiemedlemmer og deres livlige jagthund, Sofus, fylder pladsen godt ud i parcelhuset. Men hvor der hjerterum, er der husrum, og for Caroline vægter de nære ting højere end de manglende kvadratmeter.

− Vi har jordens bedste naboer. Nikolajs søster bor lige ved siden af, mine svigerforældre bor to huse længere væk, og der er 16 børn på vejen, så der er altid nogen at lege med. Nikolaj og jeg er desuden meget sociale og ægte foreningsmennesker. Rundt om hjørnet ligger det lokale stadion og hallen, hvor børnene går til fodbold, håndbold og gymnastik, så vi bor bare tæt på det hele.

Nikolaj er opvokset i Spjald og arbejder som murer i byen, mens Caroline, der er fra Hvide Sande, arbejder som købstadschef i Ringkøbing Handelsforening.

Hun kendte kun få mennesker i Spjald, da hun flyttede til byen, og det var svært blot at være ”Nikolajs påhæng”, så hun ville gerne selv ud at lære nogen at kende. Det kom hun til, da hun under sin barsel tog initiativ til at starte en legestue for alle forældre og børn i byen.

− Vi var rigtig mange tilflyttere, som lærte hinanden at kende på kryds og tværs, og legestuen gav mig mange nye veninder. Det fik mig til at indse, hvor vigtigt det er at blive budt velkommen, når man er flyttet til en ny by, og så besluttede jeg mig for at være med i velkomstgruppen, forklarer Caroline.

Frivilligt arbejde?

Der flytter mellem cirka 60 og 80 nye indbyggere til Spjald hvert år, og velkomstgruppen tager ud og besøger dem alle sammen. Helt uden at ringe og spørge om lov i forvejen.

− Det er måske lidt grænseoverskridende og Jehovas Vidner-agtigt, griner Caroline og fortsætter:

− Men vi siger med det samme, at vi ikke skal indenfor, men bare vil byde dem velkommen til byen. Vi spørger aldrig, om folk har børn, for man kender jo ikke deres situation, og måske er det et ulykkeligt par, som ikke kan.

− Vi spørger heller ikke om, hvad de arbejder med, for det kan jo være, at de er arbejdsløse. I stedet spørger vi dem blot om, hvorfor de er flyttet til Spjald, og om de har nogen fritidsinteresser, for så kan vi måske hjælpe dem med information om, hvad der foregår i byen. Det får oftest snakken i gang, og vi får folk klædt godt på, hvis de ønsker at tage del i de forskellige aktiviteter.

Og dem er der mange af i Spjald. Foruden sportsarrangementer afholder byen bl.a. sommerfester, herreaftener og den første mandag i hver måned fællesmiddage, hvor unge og ældre mødes og spiser sammen helt uformelt.

− Hvis ikke man har små børn, kan det være svært at falde til i en lille by. Der er f.eks. pensionister, som flytter hertil, fordi de er blevet alene og vil være tættere på deres børnebørn, og de kan have svært ved at finde ud af, hvad de skal give sig til. De er typisk for unge til at deltage i aktiviteter på plejehjemmet, så derfor spørger jeg dem ofte, om ikke de har lyst til at arbejde frivilligt i byen, for så får de lært en masse at kende.

− Det er der heldigvis mange, der takker ja til, og jeg ser dem ofte grine og have det sjovt sammen, når de har barvagter til byfesten. Det er bare megafedt, siger Caroline.

Udlændinge falder også til

Langt de fleste tilflyttere i Spjald er dog børnefamilier, så hun mener, det er vigtigt, at netop hendes generation er med til at tage godt imod de nye indbyggere.

− Når man er ung, vil man hellere bydes velkommen af en, der er under 40 end af en, der er over 65 år, for vi har mere tilfælles.

Når det så er sagt, understreger Caroline, at alder for hende ikke betyder det store. Hun har selv fået to veninder i byen på hhv. 45 og 52 år, og hun elsker at lære nye mennesker at kende.

− Jeg er typen, som altid spørger nye folk, om ikke de vil være med til de aktiviteter, der er i byen. Jeg kan simpelthen ikke lade være, for tanken om, at der måske er nogen, der føler sig ensomme, er ikke til at holde ud. Her skal alle trives og have det godt.

Mens vi taler med Caroline, er fem andre fra velkomstgruppen dukket op.

De er otte i alt og mødes hvert kvartal for at tale om, hvordan det er gået siden sidst, og om der er tilflyttere, de skal gøre noget særligt for. Det kan f.eks. være ældre enlige, som har brug for hjælp til at købe billetter til fællesspisningen, eller udlændinge, som har fået job i landbruget, men som savner et socialt liv i byen og lige skal tages i hånden for at komme ud og møde nogen.

− De udlændinge, vi har i byen, er mest ukrainske flygtninge, og det er min oplevelse, at dem, der falder bedst til, er dem, som dukker op til fællesaktiviteterne i byen, så de betyder virkelig noget for fællesskabet, understreger Caroline og tilføjer:

− Jeg vil så gerne have, at folk vælger at blive i byen ligesom os. Nikolaj og jeg skal i hvert fald bæres herfra.