Hvordan kan vi hjælpe min psykisk sårbare bror?

Hvordan hjælper man bedst et familiemedlem, som har psykiske problemer og derfor ikke kan arbejde og selv betale sin husleje? Læs svaret her.
Af: Bettina Post
En ung mand, der sidder i en sofa med den ene hånd foran ansigtet.
Min tanke er, at han skal udredes psykiatrisk og måske have et forløb, der på sigt ender ud i et fleksjob.
Foto: Nik Shuliahin/Unsplash
Annonce

Kære Bettina

Tak for en spændende og altid relevant brevkasse.

Min lillebror er desværre ramt af voldsomme psykiske udfordringer. Han har i en årrække boet i den anden ende af landet, hvor han gentagne gange har forsøgt at tage en uddannelse, men hver gang er knækket psykisk og blevet sygemeldt og endt med at miste sin studieplads.

Han har boet på kollegie og senest i en delelejlighed. Han er blevet henvist til psykiatrisk udredning og behandling, hvor han har ventet længe og nu endelig er kommet til.

Jeg er i tvivl om, hvor ærlig han har været overfor psykiatrien om hans udfordringer, og nu har han frasagt sig behandling og indset, at han ikke kan studere.

Han vil gerne flytte hjem, så han er tættere på familie. Han er på kontanthjælp. Hvordan kan vi bedst hjælpe ham?

Min bror er 40 år og bør som sådan kunne klare sig selv, men han har aldrig kunnet fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse og er aldrig blevet udredt ordentligt/færdigt.

Min far er folkepensionist og har et ekstra værelse i sin andelsbolig. Hvordan vil han blive modregnet i sin pension, hvis min bror flytter ind? Og vil min bror stadig kunne modtage kontanthjælp?

Hvilke krav kan og bør kommunen stille til at hjælpe min bror?

Min tanke er, at han skal udredes psykiatrisk og måske have et forløb, der på sigt ender ud i et fleksjob. Men er det realistisk, når han samtidigt flytter til en ny kommune, og kan man tvinge ham?

Eller er det muligt, at min far vil skulle forsørge min bror, hvis han flytter derhjem?

Vil det gøre en forskel, hvis min bror i stedet flytter til min mand og jeg? Vi bor i eget hus i en anden kommune og vil ikke blive modregnet noget. Vi har ingen hjemmeboende børn.

Jeg er ikke interesseret i at forsørge min bror, men hjælpe ham videre. Hvilke muligheder ser du for min familie?

Venlig hilsen Søster 

Kære Søster

Tak for din mail med de mange relevante spørgsmål vedrørende din brors situation. Det er så dejligt at læse, at du gerne vil hjælpe ham, og jeg skal forsøge at svare på det hele.

For det første er der ikke noget økonomisk problem forbundet med, at din bror flytter hjem til jeres far, så længe de holder deres økonomi helt adskilt.

Hvis de aftaler, at din bror skal betale lidt for at bo der, kan det dog få betydning for folkepensionen, da der er en grænse for, hvor meget din far må have i indtægt som pensionist uden, at det har betydning for hans pensionsudbetaling.

Hvis din far er enlig, må han således have en indkomst på 99.200 kroner, før der modregnes i hans pensionstillæg.

Det har heller ikke betydning for din brors udbetaling af kontanthjælp, at han lejer et værelse hos jeres far, da din bror jo er voksen. Og eftersom din fars forsørgerpligt over for din bror ophørte, da din bror fyldte 18 år, kan din far ikke blive pålagt at forsørge ham.

Med hensyn til kommunens indsats, så afhænger den af, hvordan man ser på ham der.

Hvis han vurderes at være arbejdsmarkedsparat, vil man insistere på, at han skal stå til rådighed fuld tid, og han kan risikere at blive sat i nytteindsats 37 timer om ugen.

Hvis man derimod anerkender, at der er nogle barirrer, som skal overvindes, før han muligvis kan komme i arbejde, er der nye regler på vej, som betyder, at der bliver færre krav til både sagsbehandlingen og til ham.

Som udgangspunkt vil kontanthjælpsmodtagere langt fra arbejdsmarkedet således få ret til en årlig afklaring, men hvis de ikke selv gør mere, har kommunen ikke pligt til mere end det.

Din tanke om en psykiatrisk udredning, som måske kan føre til et fleksjob, er fin og rigtig og vil være en mulighed også efter de nye regler, men det vil i høj grad afhænge af din brors motivation, om det iværksættes.

Det er i den sammenhæng muligt for kommunen at rekvirere en psykiatrisk speciallægeerklæring, som kan danne grundlag for den videre afklaring af din brors fremtidige forsørgelse.

Som nævnt vil det i høj grad være afhængigt af din brors motivation, om der kommer til at ske noget. Det skal I måske også have i tankerne, når i beslutter jer for, hvor han skal bo. Det har ingen betydning for hjælpen, at han skifter kommune.

De bedste hilsner Bettina

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.