Molly Dinesen på sporet: "Tyveriet på julemarkedet" - del 1:4

Hele sommeren havde Molly levet som i en drøm. Langt ind i efteråret fortsatte det på samme måde.

Der var faktisk sket så ufattelig meget i hendes liv, at hun indimellem måtte knibe sig i armen for rigtigt at forstå, at det var hende, der befandt sig midt i det hele.

Efter at have levet alene i mange år var det, som om skæbnen havde bestemt, at nu var tiden som helt alene et overstået kapitel. Nogle år tidligere havde hun fået kat.

Charlie blev hurtigt en uvurderlig ven, der tydeligt viste, at den satte pris på Molly. Charlie var overvægtig og utrolig doven.

Molly var også overvægtig, godt og vel overvægtig endda, men hun var bestemt ikke doven. Foruden sit job som lærer i folkeskolen arbejdede hun som organist i kirken.

− Og nu er det mandag, hviskede Molly ud i soveværelsets mørke. − Mandag den 13. november.

En lille gysen fór igennem hende. Hun havde aldrig haft det rigtigt godt med tallet 13.

Hun gik heller ikke under en stige, og hvis en sort kat løb over vejen, spyttede hun over skulderen. Ikke fordi hun var overtroisk, men bare for en sikkerheds skyld.

Hun sukkede lidt. Så gled et lille smil over hendes ansigt. Charlie burde ligge i sin kurv, men den frække kat lå tungt hen over hendes ene ben.

Hun burde skubbe ham ned og endnu en gang fortælle ham, at han skulle holde sig fra hendes domæne, men hun nænnede det ikke. Hun kunne også godt blive liggende lidt og ruste sig til den kommende uge.

Hun regnede nu ikke med, at der ville ske noget ud over det sædvanlige. Selv om det kriblede i hende efter at begynde at pynte til jul, var det lige tidligt nok.

Der var ligesom et dødt punkt fra sommerens overvældende blomsterpragt i gårdhavens krukker, til hun kunne kaste sig ud i de vildeste juleforberedelser.

I år ville det blive ganske vidunderligt at fejre jul. Hun og Charlie var ikke længere alene i byhuset. I det ene værelse på første sal boede Frederik. Frække Frederik, som han stadig blev kaldt af hendes kollegaer på skolen.

Molly kunne godt forstå dem. Frederik var på vagt over for alle autoriteter. Bag det frække smil bankede imidlertid et hjerte af guld – det var bare ikke alle, der fik den del af drengen at se.

Frederik gik nu i 10. klasse, og Molly var sikker på, at han nok skulle klare sig i fremtiden.

Svend var også kommet tilbage i hendes liv. 30 år tidligere havde Svend været hendes kæreste. Nu var de … Molly havde faktisk lidt svært ved at sætte ord på, hvad Svend og hun betød for hinanden. De var meget gode venner og en lille smule kærester.

− Kan man sige det på den måde? mumlede hun frem for sig. − Nej, nu går det ikke længere. Jeg må op.

Hun skubbede let til Charlie og svingede de fyldige ben ud af sengen. Charlie åbnede det ene øje og så bebrejdende på hende, men da det gik op for ham, at en ny dag for alvor var begyndt, sprang han ned på gulvet og fulgte efter Molly ud på badeværelset.

Molly var ved at koge æg, da hun hørte Frederik på trappen. Hun smilede til drengen, der kort efter slog sig ned ved køkkenbordet.

Frederik var blevet den søn, hun aldrig selv havde fået, men hun skulle nok vare sig for at sige det højt. Selv om hun kunne mærke, at Frederik holdt af hende, trak han sig ind i sig selv, hvis hun blev for rørstrømsk.

I det store hele klarede han da også sig selv. Han var ikke længere avisbud, men tjente penge ved at hjælpe til med forefaldende arbejde i den lokale brugs.

Desuden hjalp han et par yngre elever med matematik. To elever, der begge kom fra rigtigt gode kår og havde hjemme i hver sin herskabelige villa på Klintevej.

Molly kendte de to elevers mødre. Begge havde de gået et par klasser under hende, da de selv gik i folkeskolen. Den ene – faktisk den mest velhavende – var et helt utroligt rart og venligt menneske. Den anden havde som barn og ung været noget hovskisnovski, og det var hun endnu.

Frederik var ligeglad. Han tjente penge ved at proppe noget matematik ind i deres børns hoveder, og det var det. Omgivelserne var han ligeglad med. Da Molly lidt nyfigent havde spurgt ham, om de boede flot, havde han rystet på hovedet ad hende.

− Hvis det er flot med store, grimme malerier og møbler, som de knap nok nænner at pille prisen af, for så kan ingen se, hvad de har kostet, så er det vel … flot. Jeg har ikke tænkt nærmere over det, og det er i hvert fald ikke noget, jeg falder på røven over.

− Jeg håber, dit sprog er lidt pænere, når du bevæger dig rundt på Klintevej, havde Molly sagt.

− Mit sprog? Frederik havde set på hende med oprigtig forbløffelse. Så havde han igen rystet på hovedet ad hende. − Jeg er, som jeg er. Jeg orker ikke at lave mig om, bare fordi jeg kommer de såkaldte fine steder.

Tanken om den lille ordveksling fik Mollys hjerte til at svulme af stolthed. Frederik var vokset op på livets skyggeside.

Han havde været ved at udvikle sig til en værre rod, da Molly mødte ham, men han havde uden besvær valgt en anden vej, og selv om hans sprog indimellem fik alt i hende til at stritte, så var han en aldeles pragtfuld dreng.

− I går snakkede jeg forresten med det gamle spøgelse, der er flyttet ind i huset overfor, brød Frederiks stemme ind i hendes tanker. − Hun talte om dig, Molly. Helt ærligt, hun så helt ondskabsfuld ud, da hun nævnte dit navn.

− Er det Kamma Nørregaard, du mener?

− Hvis den magre madamme hedder det, så er det vel Kamma Nørregaard. Frederik blinkede muntert til Molly. − Hun fortalte mig, at du er tyk. Sikke noget at sige, det kan enhver jo se. Hun sagde også, at hun havde været din lærerinde i skolen. Er det sandt?

− Det er det, Molly smilede lidt. − Fru Nørregaard var ikke særlig vellidt. I hvert fald ikke af mig. Jeg havde hende til håndarbejde, og det var jeg en klovn til. Mine fingre svedte, når jeg fik fat i et par strikkepinde. Jeg kunne knap nok trække maskerne af pindene, der også blev våde. Så kom fru Nørregaard og bankede mig oven i hovedet med knoerne.

− Sikke da en heks, sagde Frederik forarget.

− Det kaldte jeg hende også dengang, men det skal du ikke gøre, Frederik. Hun har sikkert forandret sig. Man skal i det hele taget ikke dømme folk ud fra deres udseende.

Frederik forlod huset før Molly. Han havde lovet at hjælpe til med at indrette skolens nedlagte fysiklokale til det årlige julemarked.

Da Molly en halv time senere sagde farvel til Charlie, tænkte hun også på det julemarked, der skulle løbe af stablen sidst på måneden. Hun ville lave et par af sine overdådige juledekorationer. De plejede at være meget efterspurgte.

Hun tog sin varme frakke på, stak fødderne i de varme vinterstøvler og huskede på hue og vanter.

Så låste hun sig ud. Charlie sad i vindueskarmen og kiggede efter hende, og hun kunne ikke lade være med at stikke ansigtet helt hen til ruden og kigge ind på ham.

− Nu vælter du ikke blomsterne ned, Charlie-dreng, råbte hun dæmpet.

− Sig mig engang, Molly Dinesen, står du her midt på gaden og taler højlydt med en kat?

Molly rettede sig op. Hendes gamle lærer stod foran hende, Kamma Nørregaard i egen høje skikkelse.

− Jamen, fru Nørregaard, du er sandelig tidligt på færde. Det er ikke engang blevet lyst endnu.

Den gamle dame kneb øjnene let sammen.

− Jeg har altid været et A-menneske, sagde hun. Hun tog stokken, hun havde anbragt i sin rollators kurv, og pegede på Molly. − Jeg mindes ikke, at du og jeg er blevet dus, men sådan er det vel i dag. Alle dusser hinanden.

Sådan har det været de sidste 40 år eller mere, tænkte Molly, men hun sagde det ikke højt. Hun tog sig selv i at være lige ved at knikse for sin gamle lærer, og hun kunne ikke lade være med at smile.

Til hendes overraskelse gengældte fru Nørregaard hendes smil. Det ville hun ikke have gjort i gamle dage. Da ville hun have sagt, at Molly skulle tørre det fjogede grin af sit ansigt.

− Jeg må videre, fru Nørregaard. Jeg er lærer på skolen.

− Det ved jeg sandelig godt. Jeg ved også, at du har et plejebarn. Den unge Frederik. Jeg skal sige dig, jeg besøger jævnligt Andrea Toft, og Frederik kommer jo og underviser Andreas søn i matematik. Ja, Andrea blev jo gift med en Toft. Du blev aldrig gift, gjorde du, Molly?

− Nej! Og heldigvis for det, var Molly lige ved at sige, men hun nåede at bide ordene i sig.

− Nej, men det er der vel ikke noget at sige til. Kamma Nørregaard smilede stadig. Måske var hun ikke helt klar over, at hun netop havde sendt en giftpil af sted, men Molly mærkede det, og til hendes overraskelse var hun på nippet til at grine højt.

Fru Nørregaards giftpil gjorde ikke ondt. Den fik hende såmænd kun til at tænke på, hvor glad hun var for det liv, der var blevet hendes.

Hvis hun havde fået Svend dengang, havde de sikkert slidt hinanden op og var skiltes som fjender. Sådan gik det ikke. Nu var han tilbage i hendes liv, og alt var nyt og dejligt uforpligtende mellem dem.

Hun nikkede til den gamle dame og kantede sig forsigtigt uden om hende.

I næste nu mærkede hun, hvor glat fortovet var, og før hun fik set sig om, forsvandt benene under hende, og hun satte sig med et klask på fortovets kolde belægningssten.

Det kan godt være, Frederik ikke falder på røven over noget, men det gør jeg, tænkte hun, da hun lidt klodset fik vendt sig rundt, så hun lå på hænder og knæ. Hun så op på fru Nørregaard, der sukkede dybt, inden hun trippede videre.

Molly kom på benene og gik forsigtigt videre. Hun ville ringe til Svend og høre, om han ikke kunne komme og smide vejsalt på hendes del af fortovet.

Inden hun nåede frem til skolen, faldt de første snefnug.

Efter skoletid var Molly lige nede i det nedlagte fysiklokale. Skolen var blevet udvidet med en mindre tilbygning, der blandt andet indeholdt et helt nyt og meget moderne fysiklokale. Når julen var overstået, var det meningen, at det gamle lokale skulle bruges til de elever, der gerne ville spille musik. Molly syntes, det var en glimrende idé.

Der var sat lange borde op i rummet. Alle sammen var dækket af røde velourduge, og der var også hængt lidt julepynt op rundt omkring.

Det her bliver rigtigt godt. Molly gned sig i hænderne. Hun havde allerede fået idéer til, hvordan hendes juledekorationer skulle se ud.

Da hun forlod skolen, så hun, at der var faldet en del sne i løbet af dagen.

Hvis det bliver ved sådan, drukner vi i sne, og det bliver en lang og hård vinter, tænkte hun mismodigt. Så klarede hun op i et smil. Det kunne nu blive meget hyggeligt. Det var faktisk så sjældent, at der lå sne en hel vinter.

Hun nynnede lidt. Hvis der ikke havde været så mange mennesker på gaden, ville hun have taget et par dansetrin. Hun holdt sig i skindet og besluttede at gå ind i Brugsen for at se, hvad de havde i delikatessen.

Hun havde lige købt et par lækre salater, da hun igen hørte Kamma Nørregaards stemme.

Det var dog utroligt, tænkte Molly. Nu har min gamle lærer boet i samme gade som jeg siden 1. november, og jeg har ikke set skyggen af hende før i dag. Nu løber jeg åbenbart på hende hele tiden. Nå, det er trods alt også den 13.

Hun fik sine salater pakket ind med prismærker på, så hun kunne betale ved kassen. Da hun vendte indkøbsvognen for at komme videre, så hun, at Kamma Nørregaard stod sammen med Andrea Toft.

− Der skal være julemarked på vores gamle skole, sagde fru Nørregaard så højt, at alle i nærheden vendte sig og kiggede. − Jeg har selvfølgelig doneret nogle af mine fine lysestager. Det var og er en god skole. Friskolen har aldrig kunnet måle sig med vores skole. Dine børn går da også i folkeskolen, gør de ikke, lille Andrea?

− Jo, Kamma, det fortalte jeg dig, da du var på besøg.

− Det er sandt, det gjorde du også. Fru Nørregaard lo kaglende, og Molly kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det samme gjorde Andrea, der i det samme mødte Mollys blik.

Hvis Molly blev forbavset over, at den lidt vigtige Andrea Toft pludselig smilede til hende, fik hun kort efter forklaringen. Andrea kom hen til hende sammen med fru Nørregaard.

− Jeg kan forstå på vores gamle, søde lærer, at …

− Lærerinde, rettede Kamma Nørregaard automatisk.

− … at hun er flyttet ned i Præstegade og bor lige over for dig, fortsatte Andrea uanfægtet. − Måske kan jeg overtale dig til at følges med fru Nørregaard hjem? Jeg har lidt halvtravlt.

Andrea ventede ikke på Mollys svar. Hun snurrede bare rundt på hælen og forsvandt mellem hylderne.

− Hvor blev hun af? Fru Nørregaard så sig forvirret omkring.

− Det ved jeg ikke, sagde Molly. − Men så kan vi to da følges hjem.

Et øjeblik målte den gamle dame hende med øjnene, så nikkede hun.

− Det kan vi vel. Når det nu ikke kan være anderledes.

Da de var kommet gennem kassen, var de ved at blive løbet ned af Joakim Bjørnson, der kom ud fra Brugsens café med en af de ansatte i hælene.

− Næste gang bliver du meldt til politiet, Joakim! råbte den unge kvinde. − Du skal ikke komme her mere. Du kan ikke sidde og spise og så bagefter fortælle, at du ikke har nogen penge.

Joakim Bjørnson løftede sin fedtede kasket fra sit lige så fedtede hår og så først på Molly og derefter på fru Nørregaard.

− De damer, sagde han og bukkede belevent for dem. − Det kan jo gå lidt ned ad bakke for enhver, tilføjede han, inden han skyndte sig videre.

− Var det ikke Herluf Bjørnsons knægt? spurgte Kamma Nørregaard. − Han så mig noget snusket ud. Jeg kan huske, at … Hendes stemme døde hen. Så trak hun på skuldrene og skyndte sig videre.

Så blev Joakim til en knægt, tænkte Molly. Ja, ja, det er han måske i fru Nørregaards øjne, men manden er, så vidt jeg ved, mindst ti år ældre end mig.

Hun mærkede et stik af medlidenhed. Engang havde Herluf Bjørnson været én af byens spidser, en mand, hvis ord der blev lyttet til. Han var jo fabrikant og ejede et savværk. Så var det begyndt at gå ned ad bakke med virksomheden. Da Joakim overtog savværket, gik det endnu hurtigere. Joakim formøblede hurtigt det sidste af den før så gode virksomhedsformue, hvorefter han forlod byen. I årenes løb havde Molly et par gange set hans navn i avisen. Først som iværksætter og siden som en mand, der blev fængslet for bedrageri.

Han havde så sandelig ret i, at det kunne gå ned ad bakke for enhver. Hun burde prise sig lykkelig over, at det gik hende selv så godt, tænkte hun.

De to damer nåede hjem i Præstegade, men selv om Molly var taknemlig for sit liv, havde hun ikke overskud til at invitere sin gamle lærer med hjem i dag. I stedet for fulgte hun Kamma Nørregaard hjem og ventede på, at hun låste sig ind.

− Kommer der nogen og hjælper dig med maden? spurgte hun.

− Nej da. Så affældig er jeg ikke endnu. Jeg klarer mig selv. Hver dag får jeg godt nok et varmt måltid mad bragt ud fra kommunen, men det er nu, fordi jeg ikke gider lave mad.

Fru Nørregaard så op og ned ad Molly.

− Du er god til at lave mad, kan jeg se.

Inden Molly nåede at svare, havde Kamma Nørregaard låst døren op og var kommet ind.

− Du er sådan en flink pige, Molly. I fremtiden må du gerne kalde mig Kamma.

− Jamen … tak for det … Kamma, stammede Molly. Hun var ikke helt klar over, om den gamle dame havde hørt hende, for hun havde allerede lukket døren.

Dagen efter lå sneen højt i gaderne. Frederik var ude at skovle fortovet rent, inden han rødmosset og glad kom ind for at spise morgenmad.

− Williams mor har lovet at finde en hel del ting frem til vores julemarked, sagde han. − Ikke bare nogle juleting, men … ja, alt muligt arvelort.

− Arvelort, hvad er nu det for et sprog? Molly så strengt på ham.

− Undskyld, Molly, det er bare … Andrea sagde selv, det var noget, hun havde arvet, og du skulle have set hendes ansigt, da hun tog det frem. Hun så virkelig ud, som om det var noget lort, også selv om hun sagde, det var kostbart. Det var nogle lysestager og nogle krukker. Jeg tænker, at hvis der bliver hængt lidt jule-tingeltangel på, så kan det godt gå til et julemarked.

− Det kan det uden tvivl, sagde Molly.

Hele ugen kom der ting ind til markedet. Frederik og de andre i 10. klasse gned sig i hænderne. En del af markedets overskud skulle gå til en skoletur for deres klasse.

I weekenden var der åbent hus i det gamle fysiklokale. Folk kunne komme og lade sig friste, inden markedet blev åbnet sidst på ugen.

Molly havde fået lavet to juledekorationer, men ud fra interessen for dem kunne hun se, at hun roligt kunne lave nogle flere og donere dem til skolen. Hun ville også lave et par adventskranse.

Man skulle tro, at hele byen havde klemt sig ind for at kigge på varerne, tænkte Molly. Om det så var Joakim Bjørnson, stod han henne ved et af bordene og klogede sig, som om de mange ting allerede var til salg.

Hvis der bare kom en tiendedel så mange i kirken, tænkte Molly videre, så var der noget ved det for vores præst.

Frederik kom hen til hende.

− Hold da kæft, hvor folk er nysgerrige, hviskede han. − Vi må håbe, at de tager penge med i næste uge. Hvis det hele bliver solgt, så … Der er snart for en formue.

Molly klappede ham på skulderen.

− I dag har jeg tænkt mig at pynte op derhjemme, sagde hun. − Hvad siger du til at give mig en hånd?

− Det er i orden. Jeg tænker, jeg har ikke så meget forstand på det, men måske vil naboens Asta også give en hånd.

− Jeg spørger hende, lovede Molly, der udmærket vidste, at Frederik sværmede for naboens unge datter, men at han på det sidste ikke havde set meget til hende.

Bare Asta ikke havde fundet sig en kæreste. Tanken gjorde Molly bekymret. Hun havde det ikke godt med, at Frederik kunne risikere at blive såret og ked af det.

Den aften fandt Molly kassen med julepynt frem. Hun skulle lige til at kigge i den, da hendes mobil ringede. Det var skolelederen.

− Jeg er ked af at fortælle det, men jeg ringer til alle jer, der har med julemarkedet at gøre. Nogle af de ret så kostbare lysestager, som blev skænket af Andrea Toft, er forsvundet i dagens løb. Det var Andrea selv, der opdagede det.

Fortsættes d. 20. december