Vi har taget jul på januar: Må stjernen lede os på rette vej

Jeg har sagt farvel til en del i det forgangne år.

Både arbejde og mennesker, der stod mig nær.

Store omvæltninger, der har vendt mit liv på hovedet.

Naturen er i hvile, og forberedelsestiden til forårets vækst er lang.

Her i begyndelsen af det nye år ved jeg faktisk ikke rigtigt, hvor jeg er på vej hen.

Sådan har utallige haft det før mig.

Peter Plys og Ninka Ninus for eksempel.

De farer vild i en skov og ender igen og igen ved den samme sandgrav.

"Nu ved jeg, hvor vi er", siger Ninus hver gang. "Det gør jeg også", svarer Plys bedrøvet.

Sådan kan livet føles, når alt er vendt på hovedet.

Man ved ikke, hvor man skal gå.

Det gamle er væk, og det nye er skjult i tåge.

Men så sker der noget.

Peter Plys får en idé: "Hvis vi leder efter sandgraven, finder vi den aldrig, og så finder vi måske noget andet i stedet. Noget, vi slet ikke vidste, vi ledte efter".

Det lyder som vrøvl.

Men Plys har ret.

For når han holder op med at prøve at finde den rigtige vej, kan han pludselig høre sine honningkrukker kalde hjemmefra.

Og sådan finder han hjem.

Måske er det sådan, livet virker.

At vi finder det, når vi holder op med at lede desperat.

At vejen åbner sig, når vi tør gå, selv om vi ikke kan se, hvor vejen fører hen.

Astrid Lindgren levede efter ordene "denne dag, et liv".

Grib dagen.

Nyd den.

Brug den – uanset hvad den bringer.

Det gjorde forfatteren, både når livet var let, og når det var hårdt.

For det er jo dét, vi skal:

Tage de dage, vi får.

Bruge dem, selv om vi ikke ved hvordan.

Turde gå, selv om vejen er tåget.

Vi har i kirken netop hørt om de tre vise mænd, der fulgte en stjerne gennem ørkenen.

De forventede et palads, men fik en stald.

Alt var anderledes, end mændene havde forestillet sig.

Men de havde fulgt stjernen.

Og det viste sig at være det rigtige.

Jeg står som de vise mænd ved indgangen til noget ukendt.

Med et liv, der ikke ser ud, som jeg troede.

Men måske er det netop dér, det nye begynder.

Dagen i dag er det eneste, vi virkelig har.

Ikke det forgangne år.

Ikke det kommende.

Men dagen i dag.

Det er lidt som Peter Plys’ honningkrukker.

De kaldte, og han fulgte lyden hjem.

Vi har alle noget, der kalder.

Noget, der viser retning, selv når vi er faret vild.

Måske er det nok at følge det, skridt for skridt.

For livet er sjældent den lige vej.

Der skal omveje, tåge og usikkerhed til.

Ellers bliver det aldrig til noget.