Syg og dårlig? Sig det med kamillete, kokossmør eller rødvinstoddy

Det er den kolde, mørke og våde tid, og forleden kunne jeg for alvor mærke vinteren krybe ind på mig med kriller i halsen og let tilstoppet næse, da jeg stod ud af bilen.

Allerede på vej op ad trappen kunne jeg høre min mors stemme i mit hoved:

Kamillete! Lav en kop kamillete.

Min mor troede på kamillete med en religiøs overbevisning, som ville gøre selv paven misundelig.

Hos os var kamillete ikke bare en drik – det var løsningen på alt.

Feber? Kamillete. Mavepine? Kamillete. Brækket arm? Prøv med kamillete.

Min mor nærmest messede: "Kamillete klarer alt," når hun sænkede tebrevet ned i et krus kogende vand.

Selv er jeg ikke nogen stor fan af drikken og har aldrig været det.

Det er muligt, den kurerer alt, men hold nu fast, hvor er den kedelig!

Af samme grund har jeg faktisk min mor mistænkt for at bruge kamilleteen som test, når vi som børn klagede over noget.

Hvis vi sagde ja til kedelig kamillete, var vi faktisk syge.

Hvis ikke, var det nok bare spil for galleriet.

Min mor troede på kamillete hele sit liv, og da jeg flyttede hjemmefra, fortsatte hun ufortrødent sin missionering over telefonen:

Har du prøvet med kamillete?

Heldigvis var min mor ikke mere religiøs, end at man godt måtte gøre grin med hende.

Så det gjorde jeg i den tro, at ingen andre på den måde sværgede til en enkelt fødevares helbredende kraft.

Men jeg skulle blive klogere.

For så mødte jeg min haitianske mand.

Han er sort og smører sig – som det åbenbart er tradition for – ind i kokossmør for ikke at blive grå i huden.

Men han bruger ikke kun kokossmør som fugtighedscreme.

Han smører det på alt fra myggestik og udslæt til hold i nakken og knyster.

Min mand er lige i hælene på min mor, når han i alle sammenhænge foreslår kokossmør som første og bedste løsning.

Og fuldstændig som med min mor føler jeg trang til at gøre lidt grin med troen på vidundermidlet.

For jeg er jo langt mere fornuftig og benytter mig naturligvis kun af midler anbefalet af lægevidenskaben.

Troede jeg.

For sidste gang, min mand klagede over kriller i halsen og begyndende forkølelse, foreslog jeg hverken Panodil eller Ipren.

Nej, jeg hørte mig selv sige:

– Lad mig lave dig en rødvinstoddy.

Varm rødvin, citron og sukker.

Dét kurerer alt!

Og selv om jeg ikke er på helt samme missionerende niveau som min mand og min mor, må jeg til en vis grad erkende, at jeg er med på vognen.

Jeg er overbevist om, at de fleste vinterudfordringer kan løses med en rødvinstoddy og en god nats søvn.

Sådan tilbyder vi hinanden ting, som vi tror hjælper.

Og det er i virkeligheden ikke selve midlet, det handler om – det er omsorgen.

Og den siger det samme hos os alle tre:

Jeg vil gerne have, du får det bedre.