Forandring fryder og bekymrer

Tirsdag, 15. september 2009
af Redaktion
Familie Journal skal stadig være det hyggeligste, mest praktiske og anvendelige ugeblad i Danmark
Foto: Jette M. Vesterager
Foto: Jette M. Vesterager

I løbet af de sidste uger har vi lavet lidt om på Familie Journal. Ikke så meget, men nok til at nogen af jer har reageret, både i telefonen hos mig og her på familiejournal.dk. Nogle er glade for det nye, andre vil helst have, at der ikke sker så meget nyt.
Hvis man ser tilbage på bladet for bare to år siden, så er det forandret rigtig meget. Fornyelsen af Familie Journal har været i gang altid, lige siden bladet kom til verden i 1877.
Lige nu har vi nok bare sat forandringstempoet lidt i vejret. Men vi laver ikke bladet grundlæggende om, slet ikke.
Familie Journal skal stadig være det hyggeligste, mest praktiske og anvendelige ugeblad i Danmark.

Årlig undersøgelse
Nogle af jer har spurgt til den undersøgelse, vi har fået lavet af vores læseres vaner. Det er en undersøgelse, der laves på de fleste ugeblade en gang om året.
Der vælges et antal læsere, der kender bladet godt og køber det ofte. En anden gruppe kender bladet lidt og køber det ikke så tit. Og de to grupper spørges så om, hvad de læser hver gang, hvad de læser sjældent, og hvad der får dem til at købe bladet.

Tilsat sund fornuft
Det er en undersøgelse, som vi ser på med stor interesse, for vi, der laver bladet, har god brug for tilbagemeldinger på vores arbejde. Er vi på rette spor? Eller er der noget, vi mangler?
Omvendt bruger vi selvfølgelig også vores egen sunde fornuft, når vi skal redigere bladet og er ikke kun styret af undersøgelser.

Kender bladets sjæl
Jeg har som chef på Familie Journal den store glæde, at mine medarbejdere har været her længe og har bladets sjæl helt oppe under neglene. Indenfor de forskellige stofområder som mad, håndarbejde, have, antik, forbrug, sundhed og fiktion sidder nogle af de dygtigste 'bladskræddere' i Danmark. De taler med læsere i telefonen dagligt, og de ved om nogen, hvad bladet betyder for jer, der køber det.
Jeg har kun været med ombord i knap ni måneder. Det er nogenlunde lige så lang tid, som det tager at lave et barn! Og efterhånden føler jeg også, at Familie Journal er mit barn, og jeg skal nok passe godt på det.
Men omvendt vil jeg også love, at bladet ikke får lov til at gå i stå og ikke følge med tiden. Det er nemlig mit ansvar.