30-årige Lea Frandzen var lykkelig, da hun fandt ud af, at hun og manden Alex ventede tvillinger. Men deres familieliv kom langt fra til at gå som forventet. Allerede tre måneder inden termin, vågnede Lea en onsdag morgen med veer.
Samme aften fødte hun drengene Laust og Marius. Hun hørte små klynk fra dem begge på fødestuen, ligesom hun hørte lægens ord: ”Nu er de ude.” Selv så hun ikke sine børn, fordi de med det sammen blev taget med til akutafdelingen, mens Lea blev kørt til opvågning.
Jeg har to børn, der lever
- Jeg har fået to børn, der lever. Så længe ingen kommer og siger noget andet, har jeg to børn, der lever, blev Lea ved med at sige til sig selv. Men da døren til opvågningsstuen gik op, forstod hun godt, at det var kritisk. Personalet tilbød at køre hendes seng op til akut-stuen, så hun kunne se sine børn hurtigst muligt.
Da hun kom ind til sine to drenge første gang, stod der en enkelt sygeplejerske med et roligt ansigtsudtryk ved Marius’ kuvøse. Drengen havde det godt. Lausts kuvøse var der i mod omringet af to læger og to sygeplejersker. De kæmpede alle fire.
Ikke mere håb
Sidst på natten var der ikke mere håb tilbage for Laust. Han kunne ikke reddes og havde kun minutter tilbage.
- Hvis du vil have ham over, skal det være nu, sagde børnelægen.
Lea fik Laust i sin favn. Drengen løftede sin lille hånd og holdt om sin egen arm, mens Lea sang ”Solen er så rød mor”. Så sluttede det.
Fra det øjeblik var Lea og manden Alex’ liv så langt fra deres forestillinger og drømme, at det ikke helt var til at forstå.
I denne uge fortæller Lea, hvordan det er at leve med både sorgen og glæden. Læs familie Journalen nummer 24.
