– Yeees! Tilskuerne kommer med ophidsede tilråb, da det står klart, at det danske hold vinder eftermiddagens turnering. Vi er ikke til fodboldkamp, men om
bord på flodskibet MS Renoir, hvor Elisabeth Hermansen fra Egå netop har scoret det afgørende point i hollandsk billard. Det slanke flodskib er på vej ad Seinen fra Paris til Normandiet, og vi er godt en snes gæve jyder, der allerede har lært hinanden lidt at kende i bussen fra Nordjylland til Paris. Nu er vi så her i skibets salon, hvor Edith Piafs vemodige
stemme lyder ud af højtalerne, og hvor nogle af os allerede har skiftet til pænt tøj før middagen. Andre befinder sig stadig på soldækket, hvor de slænger sig i solsengene, deltager i dagens aerobic-undervisning eller blot nyder synet af den franske flodbred: små bondehuse med skodder spredt i det grønne landskab og gamle slotte og kirker hugget ud af de klippesider, de ligger på.
Havde ondt i maven
Fællesskabet er det, der gør, at Elisabeth Hermansen foretrækker grupperejser. Hun er en af flere enlige kvinder blandt rejsens deltagere, som ikke kender andre end dem, hun møderundervejs. Men i dag elsker hun at møde nye mennesker. Sådan har det ikke altid været.
– Første gang, jeg tog alene afsted, var jeg så bange for, at de andre skulle tro, at jeg bare var ude efter en mand. Jeg havde helt ondt i maven, husker Elisabeth,
der dog hurtigt fandt ud af, at der var mange andre som hende.
Den første solorejse var for Elisabeth også begyndelsen på et nyt, selvstændigt liv på den anden side af de 60. Hun var blevet skilt efter
27 års ægteskab og havde været tæt på at dø under en fejloperation, som blev efterfulgt af et svært sygdomsforløb. Oveni kom moderens død, som blev Elisabeths wake-up call.
– Pludselig var der ingen, jeg skulle tage mig af. Jeg har lært, at livet ikke er en selvfølge, så nu sørger jeg for at opleve så meget, som jeg kan. Nu er det min tur!
Og Elisabeth har ikke spildt tiden. Rusland, USA, Malta, Spanien, Italien, Grækenland, Island, Færøerne, Nordkap og Østrig har hun besøgt.
– Livet kan simpelthen ikke blive bedre, og selv om jeg er alene, føler jeg mig aldrig ensom. Min datter og mine veninder spørger, hvordan jeg tør rejse alene, men sandheden er, at jeg ikke tør lade være, ler den 62-årige kvinde, som ofte er blandt de første på skibets dansegulv.
– Og hvis nogen får sure opstød, fordi jeg danser med 17 forskellige mænd, så er det deres problem, tilføjer hun og ler igen.
Sang i bussen
Elisabeth har helt ret i, at man let møder nye mennesker på en rejse som denne. Hyggen begynder allerede i bussen på vej til Paris, hvor skibet venter. Snakken går lystigt, kun afbrudt af, at rejselederen Jaques deler sanghæfter ud.
– Kan man ikke synge, ja, så må man brumme, siger han. Ogefter sangen plejer vi halsen, da chaufføren Mogens holder ind på en rasteplads og åbner ”barskabet”.
Jaques og Mogens fortæller anekdoter, mens der bliver varmet kakao, og en flaske rom findes frem som supplement.
– De to minder mig om Kjeld og Dirch, udbryder 85-årige Ane-Grete Marckmann fra Sydals om de to humørspredende herrer. Sammen med ægtemanden Anton på 91 er de gruppens alderspræsidenter. Der går et kollektivt suk igennem selskabet, da Jaques senere meddeler, at vi ikke kommer til at sejle igennem Paris på denne tur. Vandstanden i Seinen er efter heftige regnskyl for høj. I stedet stiger vi om bord nord for den franske hovedstad og sejler direkte mod Normandiet i landets nordvestlige hjørne. Normandiet beskrives ofte som Paris’ spisekammer, og det spisekammer må være fyldt med æbler. I hvert fald kører vi på første udflugt fra skibet igennem den ene æbleplantage efter den anden. Chaufføren Mogens og bussen følger nemlig med os på landsiden hele vejen.
Vi besøger destilleriet La Maison Busnel, hvor den søde, alkoholiske drik calvados brygges efter traditionelle metoder. Og alene luften her mellem over 900 tønder, hvori drikken lagres i op til 40 år, kan gøre én en smule bedugget. Alle bliver naturligvis budt et lille glas, hvorefter æblepromillerne spadseres væk hjemme hos Claude Monet, der levede det meste af sit liv i Normandiet. Hans landhus i Giverny står, som han forlod det, men det helt store trækplaster er de omkringliggende blomsterhaver. Arm i arm følges Anton og Ane-Grete mellem de farvestrålende bede hen til den berømte åkandedam, som de kan genkende fra kunstnerens berømte malerier.
Salsa og sømil
Det er ikke til at sige, om det er de daglige traveture gennem landsbyer med brostensbelagte stræder eller de forrige afteners udskejelser for fuld salsa-skrue
på dansegulvet, der har fået has på Poul Christensens ankel. I hvert fald ligger den 81-årige pensionist fra Frederikshavn med is på foden i en af skibets magelige sofaer. En flink matros
lægger en let forbinding og forsikrer Pouls’ kone, Lene, om, at gemalen nok vil være danseklar igen om et par timer.
– Det var sørme godt, siger hun, for hun har lovet ham væk til flere af turens enlige damer, og så går det jo ikke, at han bare ligger dér! Og Poul selv er langtfra
tilfreds.
– Jo, jeg må godt danse bare én lille dans! protesterer han, og ikke længe efter hvirvler parret rundt til alle de gode, gamle hits.
Da ”Dancing Queen” kommer på, er alle – inklusiv mandskabet – på benene, og godt nok er der ikke meget bølgegang på et flodkrydstogt, men jeg skal da love for, at det gynger her på dansegulvet! Imens aften bliver til nat, danser vi, og skibet flyder stille videre på Seinen. Og knap er det morgen, før kaptajnen meddeler over højtaleranlægget,
at vi er fremme i en ny by, hvor et nyt, lille eventyr kan begynde.
Vil du også på flodkrydstogt?
Familie Journal var på flodkrydstogt på Seinen med Nilles Rejser. Skibet har plads til 158 passagerer, har to dæk og soldæk, all inclusive bar, lounge med dansegulv og restaurant.
Læs mere på nilles.as, eller ring til Nilles på telefon 70216022.
