Historisk togtur gennem det grønne Irland

Det er en solrig eftermiddag, da jeg trækker min kuffert langs floden Liffey, der gennemløber den irske hovedstad Dublin.

Jeg ruller forbi byens populære pubkvarter, Temple Bar, og forbi det berømte Guinness-bryggeri, som leverer ”brændstof” til kvarterets mange beværtninger.

Målet er den travle banegård Heuston, hvor jeg sætter mig til rette i toget mod landets andenstørste by, Cork. Mange turister når ikke uden for Dublins bygrænse, og jeg er spændt på, hvad der gemmer sig.

Toget ruller sydpå gennem tunge industrikvarterer, men snart erstattes udsigten af marker med græssende køer og får. De grønnere nuancer stiger stødt i intensitet og understreger, hvorfor Irland er kendt som den smaragdgrønne ø.

Fra tid til anden stiger uniformsklædte skolebørn på og af, og efter to en halv times behagelig togrejse kan jeg selv stige af i Cork nær den irske sydkyst.

Træk proppen af Cork

Cork er Republikken Irlands andenstørste by og den tredjestørste på den irske ø, hvis man medregner Belfast i Nordirland.

Her bor 223.000 mennesker, så størrelsesmæssigt rammer byen et sted mellem Odense og Aarhus.

Cork nævnes i kendte rejsemedier blandt de venligste byer i Europa, og jeg føler mig også velkommen, da jeg næste morgen tager på en guidet tur med den pensionerede journalist Noel Welch, der i over 40 år skrev for den lokale avis.

Cork skæres igennem af floden Lee, der deler sig i to omkring byens centrum og på den måde danner en ø.

Efter Noels medlevende fortælling om Corks historie går jeg selv på opdagelse i byens populære madmekka, The English Market.

Markedet åbnede i 1788 og huser i dag 130 stande, der bugner af alt fra lokale oste til frugt og grønt, konditorkager samt fisk og skaldyr.

Markedet regnes blandt de bedste overdækkede markeder i Storbritannien og Irland, og selv Dronning Elizabeth har lagt vejen forbi under et statsbesøg i 2011.

Jeg snupper en sandwich, inden jeg møder en anden Elizabeth, nemlig byens fæstning Elizabeth Fort, der giver en fornem udsigt over byens tage.

Og da mørket sænker sig, smyger jeg mig ind på den tætpakkede, toetagers pub Sin É, hvor vægge og lofter beklædes med alt fra plakater til flag og fotografier.

En gruppe irske folkemusikere har indtaget et snævert hjørne, hvorfra de lader tonerne flyde i takt med ølhanerne.

Den seværdige togtur fra Cork til havnebyen Cobh tager blot 26 minutter med udsigt til floden Lee og søen Lough Mahon undervejs.

Cobh hed Queenstown fra 1849 til 1921, og 11. april 1912 var byen sidste stop for Titanic, kun fire dage før det prægtige skib forsvandt i Atlanterhavets dyb. 123 passagerer steg på her, men blot 44 af dem over­levede forliset.

Denne og andre historier om byen som afgangspunkt for millioner af irske emigranter får jeg fortalt af min imødekommende guide Michael Martin, der har en uddannelse som historiker og en lang karriere i den irske flåde.

Han har udbudt sine guidede ture siden 1998, og han forklarer, hvordan meget af myten om Titanic bygger på filmudgaven.

Jeg kigger også ind hos den interaktive attraktion Titanic Experience, som huses i selvsamme bygning, hvor White Star Line-rederiet førhen udstedte billetter til Titanic.

I havnen nærved vugger små fiskerbåde, og over dem troner byens himmelstræbende katedral. Jeg kigger indenfor, inden jeg trasker ned ad den stejle gade West View, hvor rækken af pangfarvede byhuse kaldes Deck of Cards – kortspillet.

Markedsdag i Limerick

Da jeg næste dag tager toget til Limerick stik nord for Cork, kræver det et enkelt togskift, og efter halvanden times rejse triller jeg ind på Limericks Colbert Station.

Limerick blev såmænd grundlagt af skandinaviske bosættere i år 812 under vikingetiden.

Centrum breder sig omkring floden Shannon og har ikke umiddelbart samme turisttække som Cork og Cobh, men byder alligevel på en række spændende attraktioner.

Jeg starter min rundtur hos The Milk Market – ”mælkemarkedet” – hvor boderne findes under en cirkuslignende teltdug.

Søndag er der genbrugsguld og antikviteter, og jeg spotter alt fra frimærker til gamle fodboldprogrammer, porcelæn, og ufarlige håndgranater.

Markedet er åbent fra fredag til søndag, og lørdagens madmarked skulle efter sigende være højdepunktet.

Jeg nøjes med en kop kaffe, inden jeg besøger The Hunt Museum, der trods navnet ikke udstiller jagtgeværer og udstoppede fasaner, men i stedet Hunt­familiens overdådige samling af kunstværker og antikviteter.

Ikke langt fra museet danner floderne Shannon og Abbey øen King’s Island, hvor jeg bliver klogere på Limericks historie bag murene hos King John’s Castle. En velbevaret middelalderborg, der blev opført på ordre fra den engelske kong John i 1200-tallet. Fra borgens tårne er udsigten over de omkringliggende landskaber formidabel.

Jeg runder Limerick af med endnu et pubbesøg; denne gang hos den legendarisk Dolan’s Pub lidt uden for centrum, hvor en duo af to aldrende musikanter underholder en busfuld franske turister.

Den vilde vestkyst

Den irske vestkyst lokker, og fra Limerick tager jeg et direkte tog til kystbyen Galway. En tur på omkring to timer, inden jeg kan slentre gennem byparken Eyre Square og ned ad Galways hovedstrøg.

Galway er beliggende ved Galway Bugten ud mod Atlanterhavet, og klinger navnet bekendt, så har du formentlig hørt sangen ”Galway Girl” – enten af amerikanske Steve Earle eller af engelske Ed Sheeran.

Romantikken blomstrer i de fyldte og farverige blomsterkasser ved de mange pubfacader, og pubberne er netop hoved­attraktionen.

Jeg kigger ind bag den koboltblå facade hos Tigh Neachtain, der åbnede dørene i 1894. Pubben er som en labyrint af små, hyggelige båse, hvor væggene beriges af malerier og kulturplakater.

Gå heller ikke glip af et besøg i Charlie Byrne’s Book-shop, som er et overflødighedshorn af nye og brugte bøger. Og så gemmer Galway på en række fine forretninger med lækre uldprodukter fra Aranøerne og omegn.

Netop Aranøerne har jeg udset mig på min sidste dag i Irland. Derfor skifter jeg skinnerne ud med en bustur til havnebyen Rossaveel, hvorfra jeg tager den lille passagerfærge til Inis Mór, en af de tre Aranøer i Atlanterhavet ud for Galway Bugten.

Efter 40 minutters sejlads føler jeg mig på kanten af Europa – ikke mindst ved det historiske stenfort Dún Aonghasa, der ligger på en tårnhøj klippe med frit fald til de brusende bølger.

Herude på Inis Mór bor omkring 800 mennesker, der mestendels lever af turismen, og min egen guide tager mig med til både bølgeombruste klippeformationer, forfaldne stenkirker og en sælkoloni, hvor jeg beundrer de vilde gråsæler.