Din guide til Kosterøerne i Sverige: Et (næsten) bilfrit ø-paradis

Det er en ganske særlig, forventningsfuld fornemmelse at komme sejlende til en ø, hvor den rød-hvide færge er livlinje, og hvor lokale står på kajen med deres uundværlige trehjulede ladknallerter klar til at hente gæster, kasser med købmandsvarer, et nyt køleskab og hvad der ellers måtte være med fra fastlandet.

Det er bare en halv time siden, vi er gået ombord i Strömstad og er sejlet ud gennem den gudesmukke skærgård i det nordlige Bohuslän, hvor de nøgne klippeskær er slebet runde og bløde som Roger Moore-skulpturer af årtusinders vind og vejr.

Ud i Kos­terhavet, hvor to store øer, Nordkoster og Sydkoster, spreder sig omgivet af en sværm af mindre øer og skær. Ikke mærkeligt, at øerne har øerne udviklet sig til et paradis for natur­elskere.

På sin vej passerer færgen en sprække i havbunden, der på sit dybeste sted måler 450 meter.

Den begynder langt nordpå i Atlanterhavet og fører køligere saltvand med ind i Kosterhavet, hvilket giver grobund for et liv, der ellers ikke ville være muligt. Bl.a. af koldtvandskoraller, som kun findes her i hele landet.

Det er også en af de væsentlige grunde til, at Kosterhavet i 2009 blev udnævnt til nationalpark. Sveriges eneste af marin art.

Alt det har jeg i baghovedet, da færge nummer 899 efter først at have lagt til i to andre havne når det lille fiskerleje Ekenes på den nordøstlige side af Sydkoster.

Her bliver vi hentet i en minipickup af Martin Nilsson, der er kok, medejer og altså lige nu chauffør på Kläpp­hägen B&B Boutique Hotel, der skal være vores base de næste tre dage.

Bæredygtig luksus

Kläpphagen er bygget op omkring resterne af en 150 år gammel bondegård. Den var meget forfalden, da Martin Nilsson sammen med hustruen Marika og makkeren Johan Sköld overtog i 2019.

Til gengæld er den nye bygning, der rummer restaurant med åbent køkken, bar og lille butik, opført næsten udelukkende af genbrugsmaterialer fra de oprindelige bygninger.

Parret havde ellers drevet restaurant i Strömstad, men er altid kommet på Kosterøerne, så da Kläpphagen kom til salg, slog de til.

– Vi ville skabe noget mere end ”bare” en restaurant. Give dem, der vil have en gin-tonic en lige så god oplevelse som dem, der vil have en middag. Og skabe noget særligt – og bæredygtigt – for overnattende gæster, fortæller Martin Nilsson, da han viser rundt i haven, hvor alting kan spises og i øvrigt bliver vandet af regnvand samlet fra tagrenderne. Ferskvand er immervæk en sparsom ressource på Kosterøerne.

Min mand og jeg er indkvarteret i en hvid trævilla, hvis fire suiter er indrettet med luksuriøse tekstiler i varme farver og har egen terrasse med udsigt over marker og enge.

Hver morgen serveres morgenmaden i en kurv pakket sirligt med kaffe og nybagt brød, røræg med sprød bacon, stegte kantareller og andet godt.

Om aftenen spiser vi i den højloftede restaurant, hvor alt tilberedes over åben ild. Menukortet følger sæsonen, og alle råvarer kommer fra nabolaget.

At dét ikke bare er smart marketing, beviser aftenens menu:

Først en appetizer med gravad makrel, fanget af svogeren, der bor på nabogården. Forretten er kantareller samlet omkring Strömstad af moren til en af de ansatte. Torsken, bagt i den brændefyrede ovn, er leveret af den lokale fis­ker, som altid ringer, når han kommer i land med fangst.

Det smagte himmelsk.

Øen rundt på cykel

Min mand og jeg besøger Kosterøerne i september. Alting er allerede gået i et lavere gear efter sommersæsonen, hvor befolkningen svulmer fra de normale cirka 300 til mellem 4.000 og 6.000. Plus dagsturister i tusindvis.

De fleste turister er svenskere og nordmænd, danskerne synes endnu ikke at have opdaget ø-paradiset nær den norske grænse.

Vi er dog ikke de eneste turister. Der er andre som os i aldersklassen 60+ med forkærlighed for at vandre og cykle øen rundt.

På nær enkelte biler, der tilhører de fastboende, er Kosterøerne nemlig bilfrie. Ergo udforsker vi den otte kvadratkilometer store Sydkoster på robuste cykler, der klarer både landevej og skovsti.

Øen er et mini-Sverige med landsbyer, hvor træhuse i lyse pastelfarver afløses af gamle kulturlandskaber med stendiger omkring marker med græssende køer og får. Med små skove, høje klippeknolde og – overraskende nok – også fine sandstrande.

Første stop på rundturen er Naturum på havnen i Ekenes. Bare fem minutter fra hotellet.

De røde træbygninger fungerer som en art hovedindgang til nationalparken og giver en rigtig god introduktion til Kosterhavet National Park.

Herfra cykler vi sydover mod fiskerlejet Kyrkesund. Tager en afstikker mod vandrestien til Ramnefjäll, en af øens højeste toppe. Vi stiller cyklerne, følger markeringerne op på klippen og belønnes af en eventyrlig udsigt over den sydlige skærgård.

Næste dag kører vi igen til Ekenes. Men kun for at hoppe på færgen til Västra Brygga på Nordkoster. Cyklerne lader vi blive stående.

Den mere dramatiske natur på den blot fire kvadratkilometer store Nordkoster opleves bedst til fods. Altså går vi op gennem landsbyen og følger en af de markerede ruter op til Högen, en høj klippe med to hvide fyr, der er øens højeste punkt.

Konturerne af Norge rejser sig langt mod nord, mens nationalparkens øer og skær står for udsigten mod vest og syd. Det er som om, jeg ikke kan få nok.

Heller ikke da vi når ned til den lille sandstrand, der spreder sig mellem lave bløde klipper foran mørkeblåt hav og lysende blå himmel. Her er utvivlsomt også dårende dejligt om sommeren.