Signe Amtoft tog på eventyr i Island: Det er et privilegium at få lov at være nysgerrig

Onsdag, 26. april 2023
Af Anne Bruhn Jørgensen. Foto: Kaspar Wenstrup og privat
Da den 31-årige journalist Signe Amtoft sidste sommer satte sig for at besøge Island på egen hånd, var hendes forventning, at hun skulle opleve en ualmindelig storslået natur. Det gjorde hun også, men frem for alt vendte hun hjem som et mere helt menneske. Nu fortæller hun om sin rejse i bogen “Det ordner sig”.

Knap to timer før det aftalte mødetidspunkt tikker der en besked ind fra Signe Amtoft.

“Vi er enige om, det er om to timer, vi skal mødes, ikke? Ingen ure siger det samme lige nu.”

Jo, det er netop om små to timer, men hun er nu lovlig undskyldt. For det første har urene netop skiftet til sommertid. De ure, der stiller sig selv vel at mærke, og det gør uret på Signes ovn altså ikke.

For at gøre tiden så at sige endnu mindre håndgribelig er Signe halvandet døgn forinden vendt hjem fra Gran Canaria, hvor de i forvejen er en time bagefter Danmark. Så med en hjemkomst midt i vinter-sommertidsskiftet er Signes døgnrytme blevet flyttet to timer i forhold til, hvad hun den seneste uges tid har været vant til, så hvad er klokken egentlig?

– Og var jeg egentlig kommet for tidligt eller for sent, hvis jeg ikke havde spurgt? Det kan jeg slet ikke lige gennemskue, griner Signe, da hun dukker op til den aftalte mødetid.

Det bliver hurtigt tydeligt, at rejselysten i høj grad præger hendes tilværelse, men altså også det at rejse uden andet selskab end sit eget. Faktisk har Signe praktiseret den rejseform, siden hun som nybagt student for snart mange år siden rejste alene til New York i tre måneder.

Siden har hun rejst i en række lande, både i længere og kortere perioder, og på et tidspunkt skabte hun sin egen tradition, hvor hun rejste til Stokholm lige efter nytår. Her satte hun telefonen på flytilstand i fire dage, og så vadede hun ellers bare rundt i gaderne, læste lidt bøger, hørte podcasts og trak vejret – alene med sine tanker.

En fælles fortid

2021 var det, Signe kalder for et træls år. Både fordi hun, som alle andre danskere, oplevede et år, hvor store dele af verden fortsat var lukket ned som konsekvens af coronapandemien, men også, fordi hun kæmpede med nogle personlige ting.

Derfor besluttede hun at tage på en rejse, kun med sig selv, og den skulle vare en måned. Det var kriterierne. Dog skulle det være et sted, som var relativt sikkert for en solorejsende ung kvinde.

– Så er der jo nogle steder, man ikke har lyst til at rejse hen, men Island er et af de steder med allerlavest kriminalitet, der er ingen farlige dyr, og der er sådan set heller ikke specielt mange mennesker.

Egentlig havde hun ikke noget særligt forhold til Island, og foruden en enkelt researchweekend i foråret havde hun endnu til gode at besøge det smukke land, som hun følte trang til at lære at kende.

– Jeg synes, det er vigtigt at lære noget om et land, vi har en fælles fortid med, og de lærer jo om Danmark hele tiden og bliver undervist i dansk i skolerne, men Island har i hvert fald ikke fyldt ret meget i min skolegang.

Det ordner sig

Inden sin rejse havde Signe været i kontakt med den danske ambassade i Island samt flere bekendtes bekendte, som gerne ville have hende boende, ligesom hun også havde aftalt et møde med den islandske præsident.

– Jeg blev flere gange drillet med at være i “dansker-god tid”, når jeg forsøgte at planlægge noget en uge frem. Der er islændinge klart mere afslappede.

Da Signe i foråret var på lynvisit for at planlægge sin kommende rejse, blev hun introduceret for udtrykket thetta reddast. Det er sjovt nok islandsk og betyder groft oversat ”det ordner sig”. Det er sidenhen blevet titlen på Signes bog, måske fordi hun på rejsen stort set spurgte alle, hun mødte, hvilken betydning de tillægger udtrykket.

– Jeg lærte hurtigt, at det fortolkes forskelligt, men grundlæggende handler det om at tage tingene, som de kommer og hjælpes ad. Den mentalitet tiltaler mig virkelig, og udtrykket endte nok også med at handle mere om mig end om dem, for det er noget, man gør, og ikke noget, man siger. Det vigtige er at mærke det og have det i baghovedet mere end at tale om det.

De sjove personager

Signe er vokset op i Rungsted med sine forældre og sin storebror. Moren var læge på Rigshospitalet, mens faren var journalist på Børsen. Foruden Hørsholm Skøjtehal, hvor Signe grundet storebrorens ishockeyhobby tilbragte mange timer med at sælge slik fra klublokalet og passe uret under kampene, er det at rejse noget, hun virkelig forbinder med sin opvækst.

Men det var ikke som veninderne, der fløj på charterferier med deres familier til de klassiske feriedestinationer i syden. Derimod satte Signes familie sig ind i deres bil og kørte til en drypstenshule i Sydtyskland eller til Frankrig for at observere vilde flamingoer – for blot at nævne nogle få destinationer.

– Vi boede næsten altid privat hos lokale, som åbnede deres hjem for os. Det at besøge folk i deres hjem og møde de her sommetider lidt sjove personager giver et helt andet indblik i området og kulturen. Det er en fed måde at lære verden at kende på, og den oplevelse og indsigt får man ikke på samme måde ved at bo på et hotel fyldt med turister, for vi brugte ferierne på at lære ting.

En hyldest til mor og far

Blandt andet derfor er bogen, som netop hylder det at rejse, dedikeret til Signes forældre, som i dag begge er pensionerede. De har altid støttet hende i at rejse ud og opleve verden på egen hånd, og samtidig også taget imod hende med åbne arme, når hun vendte hjem igen.

– Der er mange ting, jeg er dem taknemmelig for. Som voksen er det gået op for mig, hvor stort et privilegium det er at få lov at være nysgerrig, både i forhold til hvad der er uden for ens egen lille bygrænse, men også i forhold til, hvilke retninger man kan bevæge sig i. Mine forældre har givet mig et udgangspunkt, hvorfra jeg har haft overskud til at være nysgerrig og følge mine nysgerrigheder, og det, har jeg indset, er ikke alle forundt.

Selv om Signe holdt af de mange timer i den lokale skøjtehal, var hun aldrig selv særlig sporty. Derimod fandt hun allerede i en tidlig alder en stor ro og glæde i at læse, og hun tilbragte mange timer på Hørsholm bibliotek, hvor hun også fik deltidsjob som ung.

Ikke overraskende valgte hun senere at læse litteraturvidenskab på universitetet, dog først efter et lille år på Journalisthøjskolen i Aarhus efterfulgt af to år på DR’s talenthold, som er et internt uddannelsesforløb, hvorfra Signe blev radiovært.

Gennem årene har hun været radiovært på både P2, P3 og P8-jazz samt tv-vært på flere fodboldprogrammer. I 2019 udgav hun desuden bogen ”Noter om angst”, hvori hun blandt andet delte sine personlige erfaringer.

– Jeg har altid godt kunnet lide at fortælle og formidle, men jeg har aldrig drømt om at vælte en minister. Så jeg kunne ret hurtigt mærke, at Journalisthøjskolen ikke var det rette sted for mig.

Derfor læste hun efter sit forløb hos DR en bachelor i litteraturvidenskab.

– Jeg ville bare gerne læse litteratur og tekster og diskutere dem og lære, hvad skønlitteraturen kan give verden.

Kunsten at give slip

Da Signe besluttede sig for at rejse ud og skrive en bog, var udgangspunktet at lære noget mere om Island, men også om sig selv.

– Jeg havde behov for at have hjemve, mærke mig selv og blive lidt småensom. Det blev jeg også. Til sidst havde jeg virkelig hjemve, og selv om det var enormt ubehageligt, så var det jo det, jeg kom efter. Det var også en lettelse, at jeg rent faktisk havde lyst til at rejse tilbage til København, for tænk nu, hvis jeg slet ikke havde lyst til at vende hjem igen.

Som læser følger man Signe fra ventetiden ved terminalen i Kastrup Lufthavn og frem til en måned senere, hvor hun lander i Danmark, fuldstændig overvældet og mættet af sanselige indtryk, men også forandret.

– Når man har et hoved som mit, hvor tankerne hele tiden kører, og hvor man konstant forsøger at regne ud, hvad der nu sker, så efterlader man heller ikke plads til, at andre mennesker kan overraske en. Men i Island lærte jeg at give lidt slip, og det var også det, der gjorde, at jeg kom hjem og tillod, noget andet eller nogen andre at komme ind. Det kunne jeg tydeligt mærke.

Alene med sine tanker

En meget konkret forandring, Signe oplevede, var behovet for at bevæge sig noget mere. I Island vandrede hun lange, stejle ture op og ned ad bjerge, og det betød, at hun efter sin hjemkomst begyndte at klatre.

– Jeg kom virkelig i kontakt med min egen krop, og jeg fandt generelt en anden ro i, at tingene nok skal ordne sig, apropos.

Der er ingen tvivl om, at Signe trives godt i sit eget selskab og sommetider også lidt for godt, fortæller hun. Men hvis man nogensinde overvejer at rejse alene, så skal man gøre det, forklarer Signe og understreger, at man selvfølgelig skal være i fysisk forfatning til det, det er klart.

– Selv hvis det bare er en weekend ved Vesterhavet, er det virkelig givende bare at være sammen med sine egne tanker, især hvis man er en, som tænker meget. Når du rejser alene, er du tvunget til at lære om dine omgivelser, både på det personlige og det overordnede plan. Og man kan jo altid tage en bog med, siger Signe og ligner pludselig en, der har fået en stor åbenbaring, inden hun begejstret udbryder:

– Denne her bog, den kan man tage med, griner hun.