
Æbleskiver er en skøn delikatesse, der oftest serveres omkring juletid. Æbleskiver fik deres navn, fordi de oprindeligt indeholdt æbler, men i den moderne version, er der ikke meget æble at spore i dem. I dag består æbleskiver nemlig mest af pandekagedej, men de bliver dog stadig stegt i kugleform i en traditionel æbleskivepande. Og selvom der efterhånden findes mange versioner af de nemme løsninger i supermarkederne, så smager de hjemmelavede æbleskiver nu engang bedst. Derfor har vi her på Familie Journalen samlet en masse opskrifter på æbleskiver, så du selv kan gå i gang. Du finder dem alle sammen lige her.
Mens børnene ofte får serveret varm kakao sammen med deres æbleskiver, er det ikke unormalt at de voksne får sig et glas gløgg. Til mange julearrangementer er det ligefrem utænkeligt, at servere æbleskiver uden også at tilbyde et dejlig varmt glas glühwein, som den glødede vin jo oprindeligt hedder. Og fordi æbleskiver og gløgg efterhånden er blevet synonymer, vil vi selvfølgelig ikke snyde jer for en lækker opskrift på gløgg. Prøv for eksempel denne opskrift på nem gløgg eller en opskrift på lækre æbleskiver med æblegløgg.
Æbleskiver har alle dage været en delikat og populær spise. I 1800-tallet var det normalt, at karlene og pigerne på gårde og herregårde rundt i Danmark fik æbleskiver med hjem til jul, som en slags julegave fra deres arbejdsgiver. Men æbleskiver er kendt helt tilbage fra før 1700-tallet, omtrent den tid hvor man mener, at æbleskivepanden blev opfundet.
Den ældste type æbleskive var rent faktisk en skive æble, dyppet i dej og derefter kogt i fedt over det åbne ildsted. Men gennem historiske kogebøger har man kunne følge æbleskivens vej fra æble til den type vi kender i dag, altså en dejbolle. I Frk. Jensens kogebog fra 1901 står der for eksempel, at der skal lægges en æblestump eller en smule æblekompot ind i æbleskiven mens de bages. Meget tyder altså på, at allerede dengang var æblet mindre dominerende i den klassiske delikatesse.
Vil du gerne prøve en god, gammeldags opskrift i stil med Frk. Jensen fra 1901? Så skal du prøve denne opskrift på gammeldags æbleskiver med (link fjernet)rigtige æblestykker (link fjernet).
Ingen jul uden æbleskiver, vil de fleste nok mene. Og det er ikke så underligt, at æbleskiver forbindes med julen, for sådan har det været i mange år. Faktisk optræder æbleskiver i nok én af de mest klassiske danske juleeventyr nogensinde. Det er selvfølgelig Peters Jul fra 1866 det drejer sig om - en historie om drengen Peter, der glæder sig til juleaften. Og i bogen er der oven i købet en tegning af æbleskiver, der vendes ud af en æbleskivepande. Også den kære H. C. Andersen har skrevet om æblefyldte æbleskiver i nogle af hans eventyr. For eksempel i eventyret Krøblingen fra 1872, hvor han fortæller om en julefest på en herregård.
Det tager sin tid at lave æbleskiver. Alligevel vil vi vove at påstå, at smagen af hjemmelavede æbleskiver er hele umagen værd. Og så er æbleskivebagning desuden en rigtig hyggelig aktivitet, som hele familien kan samles om. Du finder alle de bedste opskrifter hos Familie Journalen, og i vores opskrifter er der lagt op til æbleskiver for enhver smag. Herunder giver vi dig basisopskriften, som du helt selv kan sætte dit præg på.
Det skal du bruge:
(30 stk)
4 dl mel,
1 spsk. sukker
½ tsk natron,
½ l kærnemælk,
2 æg (delt i æggehvide og æggeblomme)
Sådan gør du:
- Pisk æggehviderne stive
- Pisk mel, sukker, natron, æggeblommene og kærnemælk sammen i en skål
- Vend nu æggehviderne forsigtigt i
- Hæld dejen i en kande og bagæbleskiverne på en æbleskive pande
- Brug smør eller raffinol som fedtstof.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.