Lotte Kaa Andersen har for nylig udgivet bogen "Mit hemmelige liv", men når hun er færdig med at lancere denne, er hun på udkig efter en ny tv-serie, som hun skal se.
I videoen i toppen af artiklen kan du høre om hendes anbefalinger til film og tv-serier, og hør også, om en helt særlig teateroplevelse, som blæste forfatteren bagover.
Bogen "Mit hemmelige liv" er et ærligt, intenst og skønt genkendeligt billede af kvindeliv og overgangsalder, der ikke behøver at betyde undergang.
Da statsministeren går på live tv den 11. marts 2020 og meddeler, at Danmark lukker ned, lukker Lotte Kaa Andersens krop også ned. Noget tungt og varmt rammer hende som en bombe. Hun kan ikke sove. Hudløs og gennemsigtig går hun gennem det forår uden at fortælle sin mand, søster eller bedste veninde om det, der sker med hende.
Midt i den perfekte storm beslutter hun sig for at blive klogere på det, der sker med hende. Hun spørger sine bekendte, en astrofysiker, en influencer, en journalist, en etnolog, en sexolog, en fremtidsforsker og to forfattere om deres erfaringer med at være midt i livet – og søger ekspertråd hos en læge, en psykiater og en gynækolog.
Mit hemmelige liv er en personlig og kollektiv fortælling om overgangsalder og kvindeliv. Om tab, sorg, skam og frihed. Og om at spørge, dele og række ud til andre kvinder (og en enkelt mand), når de tektoniske plader knager og brager under dig. Overgangsalderen kan føles som at krydse en ørken med en dårlig GPS, men måske behøver vi ikke at gå der alene.