Læsning til sommeren: De nære familierelationer i fokus

Det er i de små konflikter, det store drama kan opstå. Det ved den svenske forfatter Moa Herngren, hvis romantrilogi endelig er blevet oversat til dansk.
Af
Anne Bruhn Jørgensen
Handlings- og karaktermæssigt er de tre romaner ikke forbundet, men fælles for dem er temaet om de nære og svære familierelationer, stemningen samt grebet, hvor vi som læsere får historien fortalt fra flere sider. 
Handlings- og karaktermæssigt er de tre romaner ikke forbundet, men fælles for dem er temaet om de nære og svære familierelationer, stemningen samt grebet, hvor vi som læsere får historien fortalt fra flere sider.
Foto: PR

Er det rigtigt, når man siger, at der altid findes to sider af en hvilken som helst sag? Og hvilken af siderne fortjener i så fald sympatien?

Dette spørgsmål er omdrejningspunktet for Moa Herngrens trilogi, hvor først mor/søn, senere ægteparret og til sidst to søskendes relation sættes under lup i hver sin roman med dertilhørende konflikt.

Afslørende adfærd

Sjovt nok ligger de største følelser gemt i de mindste handlinger, som samtidig er helt enormt relaterbare, i hvert fald for undertegnede. For hvorfor går Åsas svigerdatter ikke med den dyre, lækre bluse, som Åsa så generøst har udvalgt, købt og fået pakket ind, specielt til hende? Er det, fordi svigerdatteren ikke bryder sig om Åsas smag? Eller endnu værre ikke bryder sig om Åsa?

Og hvorfor er ægtemanden Nicklas ikke hjemme til at lukke GLS-mændene ind, når de langt om længe leverer de eksklusive havemøbler, fragtet helt fra Italien og til den glohede lejlighed i Stockholm, som Bea egenhændigt har udvalgt og bestilt?

Det eneste, han skulle, var at være hjemme og åbne døren eller i det mindste huske at hente dem på lageret udenfor byen, inden de sendes retur. Er han simpelthen så u-investeret i deres familieliv og 30 år lange ægteskab?

Spørgsmålene er mange, tonen er let og plottene helt nede på jorden, dog krydret med en enestående psykologisk indsigt.

”Svigermoren” udkom på dansk i august 2024, ”Skilsmissen” i marts 2025, og senere i år udkommer så ”Søskendefejden”, som er den tredje og sidste bog i trilogien. Alle er de udgivet på forlaget Grønningen 1.

Moa Herngren…

… er født i 1969, uddannet journalist og har tidligere arbejdet som redaktionschef på det svenske modemagasin Elle. Hun er desuden manuskriptforfatter samt forfatter til i alt 11 bøger.

 

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.