Faldt for gadehunden Rico

Fredag, 29. januar 2010
af Redaktion
Familien Hooge havde i forvejen én italiensk gadehund. Foruden tre schæfere. Så ægteparret Karin og Claus tøvede i første omgang med at tage den frysende, febersyge Rico til sig. Til hundens såvel som deres egen store glæde skiftede de mening. Og heller ikke datteren Louise er i tvivl om, at Rico må være Danmarks sødeste gadekryds
Foto: Flemming Nielsen
Foto: Flemming Nielsen

Han er et blidere gemyt end de fleste og begår sig aldeles problemfrit blandt sine artsfæller af betydelig finere afstamning. Men på ét punkt skinner hans fortid som gadehund igennem:

Det to et halvt år gamle gadekryds Rico er ikke bare glad for mad, men sitrende ivrig og bange for at blive snydt, når han hører en madskål klirre eller får et glimt af en herlig godbid.

Madglad af nød
- I og med, at han har prøvet at sulte, er han nok blevet mere fikseret på mad. Der var ikke meget af ham, da han kom hertil i december 2008. I dag fylder han pelsen anderledes godt ud! Han vejer 22 kilo, hvilket ifølge dyrlægen er fire for mange, fortæller Ricos adoptivmor, 44-årige Karin Hooge fra Rungsted nord for København.

En 5. hund var i overkanten
Rico hedder egentlig Frederico og stammer fra Italien.- Jeg så ham første gang i december 2008 på togstationen i Lamezia i Syditalien. Min mand Claus og jeg var på vej til vores sommerhus i Badolato. Og det gjorde helt ondt at se Rico ligge og rulle sig sammen på stengulvet for at holde varmen. Men tidligere på året havde vi taget en anden italiensk hund til os. Og derudover havde vi hele tre schæfere. Så i første omgang gjorde vi ingenting.

Hjerte for gadehunde
På vej til sommerhuset i taxa blev hun og Claus dog enige om at tage tilbage næste dag. Hvis den forkomne hund stadig var på banegården til den tid, ville de tage ham med alligevel.

- Den beslutning er vi glade for i dag. For den næste dag fandt vi ham haltende og med blodet dryppende fra sit ene ben. Claus bar Rico ud i bilen, og han var for afkræftet til at protestere.

- Han elsker at være i hænder og kan ikke blive dikket og krammet nok. Pga. sin opvækst har han et underskud, der skal dækkes, fastslår Louise og Karin

Danmarks sødeste gadekryds
Vi sidder i familien Hooges stue omgivet af firbenet selskab. Ud over Rico er schæferne Dino, Hector og Yessie til stede, mens Charlie, som er den anden herreløse hund, familien har taget til sig, er med far på arbejde.

Det er Louise, der har skrevet til Familie Journal og foreslået Rico som kandidat til titlen som Danmarks sødeste gadekryds.

Ikke ondt skabt i Rico
- Det er ikke nemt at glide gnidningsløst ind i en godt sammentømret hundeflok. Men det har Rico gjort. Måske fordi han er ydmyg af natur, er han god til at tilpasse sig. Men han er ikke så tilbageholdende, at han ikke passer på os.

Trods hans baggrund er der ikke ondt skabt i Rico. Er du sød ved ham, får du kærligheden ti gange tilbage. Alene den modtagelse, vi får, når vi kommer hjem, og han danser rundt om os og laver ottetaller, er guld værd.

Af Johan Isbrand