
Jeg er lige blevet enke i januar og mente, at min mands pension blev udbetalt i tre måneder efter. Dette er så ikke tilfældet, da han var på plejehjem, så det stoppede den dag, han gik bort.
Samtidig blev boligtilskuddet stoppet på trods af, at jeg skulle betale husleje en måned efter.
Er dette helt ok? Der er jo rigtig mange udgifter i forbindelse med en bisættelse.
Kh, Enken
Som udgangspunkt mister man retten til alle sociale ydelser dagen efter, at man er død. Derfor er din mands udbetaling af både folkepension og boligstøtte standset.
Du har ret i, at hvis I havde boet sammen, da han døde, ville udbetalingen af folkepensionen have fortsat i op til tre måneder efter hans død. Det kaldes efterlevelsespension. Du ville i så fald have fået et brev fra Udbetaling Danmark højst en uge efter, at dødsfaldet var registreret i Folkeregistret.
Men når den ene ægtefælle flytter på plejehjem, skilles økonomien ad, og så gælder den regel ikke længere.
Med hensyn til boligstøtten forstår jeg spørgsmålet sådan, at det er den boligstøtte, du plejer at få udbetalt selv (og ikke din mands boligstøtte), som pludselig er standset. Det skyldes formentlig, at Udbetaling Danmark ved oplysningen om din mands død vurderer, at der er sket ændringer i dine økonomiske forhold, som de skal have oplyst for at kunne beregne din boligstøtte på ny.
Det må de gerne. Du er sikkert stadig berettiget, du skal bare søge igen med de eventuelle nye oplysninger.
Endelig skriver du, at der er mange udgifter forbundet med en bisættelse, og det har du minsandten ret i. Det er ganske horribelt, hvad det kan løbe op i.
Du har mulighed for at søge om begravelseshjælp, hvis skifteretten har udlagt boet, og din mand havde ret til dansk sygesikring.
Hvis du har kontaktet en bedemand, skulle vedkommende gerne have taget sig af den opgave for dig.
De bedste hilsner Bettina
Hvorfor får jeg ikke min mands pension efter hans død?
Jeg vil gerne have nødkald, men kommunen siger nej
Fremtidsfuldmagt eller ej: Hvad er fordelene?
Sygemeldt med piskesmæld: Sagsbehandler vil stoppe mine sygedagpenge
Tandbehandling før nyretransplantation: Min datter har ikke råd
De nye kontanthjælpsregler hæmmer min niece med borderline
Guide: Sådan laver du en fremtidsfuldmagt
Frustreret lejer og invalidepensionist: Jeg har intet rådighedsbeløb