Jeg er så stolt af min bror

Fredag, 14. november 2014
af Kurt Balle Jensen, foto: Jørgen Ploug
Mads har muskelsvind, sidder i kørestol og har sportslig succes. Men både han og forældrene har fokus på, at der er to børn i familien...

Familien Lykke Thomsen tager imod i deres hyggelige hus i Lemvig. Der er lækre kager til gæsterne, og der er smil og ro på, for det er weekend. Sidse på 10 år har pyntet kagerne smukt, og hendes storebror Mads på 14 ser forventningsfuld ud, mens han kommer kørende i sin kørestol og hilser på med et stort smil.

Mads har muskelsvind og har siddet i kørestol en stor del af sit liv. Alligevel er humøret højt, for Mads har et godt og spændende liv, og han har sin egen store interesse, el-hockey, som han dyrker med stor succes. Så stor, at han i foråret først blev udnævnt som Årets Spiller og derefter som Årets Fund inden for sportsgrenen.

I familien Lykke Thomsen går begge børn til sport som i så mange andre familier.

- Ja, vi kan mærke, at Mads er blomstret op og er blevet mere glad på grund af den succes, han har fået på banen, siger hans mor, Camilla Lykke Thomsen.

Læs også: Megastjerne med muskelsvind

Bakker op om begge

Når der skal spilles kamp, kan turen gå længere væk som til Aabenraa, Odense eller København.

- Sidse vil tit helst blive hjemme, og det skal der være plads til. Hun har jo sine venner og vil gerne lige kunne stryge afsted for at være sammen med dem, siger Camilla.

Det kan Sidse bekræfte. Hun synes, det er sejt af hendes storebror, at han er blevet Årets Fund, og hun er stolt af ham. Men hun har sit eget liv, og hun har sine egne interesser.

Derfor bliver Sidse og hendes mor ofte hjemme, når Mads skal til kamp, og det er vigtigt på den måde at have respekt for Sidse og hendes liv, mener forældrene.

- Mads får rigtig meget opmærksomhed i det daglige, fordi der er mange praktiske forhold, der skal tages hensyn til. Men det må ikke være sådan, at Sidse så føler sig overset. Mads kræver opmærksomhed på grund af sit handicap, Sidse skal vi huske at give opmærksomhed. Også derfor er det vigtigt at bakke op om dem begge, uanset om det er Mads og hans el-hockey, eller det er Sidse og hendes gymnastik, siger Camilla.

Hendes mand nikker bekræftende.

Det er en familie, hvor børnene trives med deres sport og deres kreativitet. En familie, hvor forældrene er meget bevidste om de forhold, der nu engang er, som de er: De har et barn, der er handicappet, og de har et barn, der ikke er handicappet. Begge børn skal føle, at de har den opmærksomhed og den opbakning, der giver dem tryghed og tro på sig selv.

Læs også: Muskelsvind er ingen hindring for Celine


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.