Opskrifter

Rullepølse og krydderfedt med grever

Mandag, 3. december 2012af Redaktion
Hjemmelavet rullepølse, hvor du selv bestemmer krydderimængden og fedtindholdet, er godt at have på lager

Ingredienser til rullepølse

Ca. 1½ kg svineslag, afpudset og uden svær
1 finthakket løg
1 spsk. fint eller groft knust salt
1½ tsk. kværnet peber
1½ tsk. stødt allehånde

Saltlage
2 l vand
275 g salt
2 spsk. sukker
2 laurbærblade
4 kviste timian

½ l suppe eller bouillon

TIP

Pølsen kan presses mellem to kageforme. Læg pølsen i den ene form og stil den anden form oven på med bunden nedad. Hæld en lille smule af kogesuppen ved og sæt noget tungt (sten eller konservesdåser) oven på.

Sådan gør du
Skær slaget til, så det danner en pæn firkant og er ensartet tykt. Bland salt, krydderier og løg og fordel det jævnt over slaget. Rul slaget sammen til en stram roulade. Hold pølsen sammen med kødnåle og snør den med kødsnor.
Kog saltlagen op og afkøl den. Læg rullepølsen i en beholder, der kan tåle saltlage (glas, plast eller porcelæn) og hæld den over. Læg låg på og stil den i køleskabet 4-5 dage. Tag pølsen op og tør den af. Kog pølsen i suppen ved svag varme ca. 1 time. Tag pølsen op og lad den hvile ½ time, inden den lægges i pres i en rullepølsepresse. Pres pølsen ca. 24 timer i køleskabet, men ikke for meget, mens den er varm, når pølsen er kølet af, kan presset øges.

Tip: Pølsen kan selvfølgelig fryses.

Ingredienser til krydderfedt med grever

Ca. 800 g hakket, fersk spæk el. flomme
1 god håndfuld frisk timian
½ dl solsikkeolie
2 mellemstore, hakkede løg
1 stort, hakket madæble

ER DU OGSÅ JULEENTUSIAST?

Vil du have juleopskrifter, kreative dekorationer, tips og gode gaveidéer - eller vil du dele dine tips? Besøg vores hyggelige julefællesskab på Facebook

Sådan gør du
Kom spækket i en sautérpande og lad det stille og roligt smelte under låg. Rør om nu og da, smeltningen varer ca. 1 time. Når overfladen er blank, lægges en timianbuket i fedtet. Tag greverne op efterhånden, som de er gyldenbrune, og læg dem på fedtsugende papir. Når alle grever er fisket op, fjernes timianen. Tilsæt olie, finthakket løg og æbletern. Nu begynder fedtet at skumme, men fortsæt ved jævn varme, til løgene er møre. Hæld fedtet i en krukke og lad det stivne. Lige inden det er helt stift, røres greverne i.

Opskrift: Anne Skovgaard-Petersen

Julens klassikere

Vi har samlet alle de bedste juleopskrifter til en god gammeldags dansk jul med masser af hygge...

Juleklassikere