Ferie med børn: Hvordan er det nu med solcreme?

Vi ved efterhånden, at solcreme er vigtigt, men hvor ofte skal det egentlig på, hvilken mængde skal bruges og ikke mindst hvilken faktor? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Barn med solcreme på ryggen
– Jeg er helt klar over retningslinjerne med skygge i middagssolen og tøj, hat og solbriller, men børn kan være svære at styre, og de vil jo også gerne i vandet midt på dagen, forklarer en mor.
Foto: Colourbox

Kære Lotte Bang

Så skal ferien, sommeren og solen nydes, og vi skal være ude alt det, vi kan. Vi håber selvfølgelig på strandvejr, så vi kan bygge masser af sandslotte og lege i vandet.

Mit spørgsmål er, hvor meget solcreme der skal bruges til børn og voksne, samt hvilke faktorer der er bedst, og hvor hyppigt man bør smøres ind.

Jeg er helt klar over retningslinjerne med skygge i middagssolen og tøj, hat og solbriller, men børn kan være svære at styre, og de vil jo også gerne i vandet midt på dagen.

Mvh. P

Kære P

Ja, det bliver da dejligt, og jeg tror, alle glæder sig til ferie.

Sand og vand skaber meget genskin fra solen, så her skal man være ekstra påpasselig.

Det er en god idé at smøre alle ind i solcreme ca. 20 minutter før, I skal ud i solen. Desuden øger det beskyttelsen, hvis I smører jer ind to gange med ca. 20 minutters mellemrum, før I går ud i solen. Det øger selvsagt mængden af solcreme og giver dermed færre ”helligdage”.

Solcremen skal bruges igen efter behov. Vand, sved og tørring med håndklæde fjerner cremen.

For at opnå den beskyttelse, som er angivet på flasken, skal en voksen bruge ca. 40 ml solcreme til at dække hele kroppen, mens børn skal bruge ca. det halve. En god tommelfingerregel lyder på én håndfuld solcreme til én krop, altså en barnehåndfuld til en barnekrop og en voksenhåndfuld til en voksenkrop.

Solfaktor 15 beskytter mod 93 procent af solens stråler, solfaktor 30 mod 97 procent og solfaktor 50 mod 98 procent, men der skal jo smøres nok på, før det virker.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.