Livserfaren kvinde: Er min sårbarhed atypisk?

Jeg har altid været en frisk og glad type med gang i job, familie, venner og diverse aktiviteter. Bekymringer har jeg ikke brugt meget tid på, men det skal dog tilføjes, at jeg heller ikke har haft de store sorger eller bump på min vej gennem livet.

Nu er jeg nået en alder af 63 år og nyder min rolle som bedstemor, livet med min mand, mit job og mine mange venner.

Der er dog noget, jeg har tænk en del over. Man læser altid i diverse ugeblade om kendte mennesker, der aldrig har været lykkeligere eller følt sig klogere på livet, end efter de blev 60.

Den fornemmelse har jeg ikke. Jeg føler mig derimod mere sårbar end tidligere, jeg er bekymret for, hvordan alderdommen skal forløbe, og samtidig er jeg meget bevidst om alle de ting, jeg rent faktisk ikke er så klog på.

Er jeg bare ikke som andre?

Tak for dit meget ærlige brev.

Jeg tror, du er helt som de fleste andre, for det ville da være mærkeligt, hvis mennesker, der er i den sidste tredjedel af livet, hvor kroppen langsomt bliver svagere og overskuddet mindre, ikke tænker over, hvordan det mon skal gå.

Jeg er også helt enig med dig i, at man med alderen bliver mere bevidst om alt det, man faktisk ikke ved. Jeg tror altså, det er helt almindeligt med lidt alderdomsængstelse og en fornemmelse af, at man, trods alderen, ikke ved alt

Men der er stor forskel, på hvordan man evner og vælger at takle den såkaldte tredje alder. Nogle er heldige at have et lyst sind og kan derfor skubbe bekymringstankerne langt væk, mens andre bliver mere overvældede.

Jeg har en del samtaler i min praksis med ældre mennesker, der synes, livet er svært, og den fornemmelse hænger ikke altid sammen med helbredet.

Jeg fornemmer, at du har meget at være glad for. Jeg vil anbefale dig at fokusere på dette, acceptere din øgede sårbarhed og bekymring, som, jeg skønner, er helt normal, men samtidig forsøge at få det til at fylde så lidt som muligt. Du kan alligevel ikke gøre noget ved det.