Forvirret læser: Er mit stofskifte for højt eller for lavt?

Søndag, 11. maj 2025
Lotte Bang
Foto: Colourbox
Ofte kan en undersøgelse for det ene føre til opdagelsen af noget andet, og det er især kringlet, når der er tal at forholde sig til. Få Familielægens svar her.
Kvinde kigger forvirret på skærm
Nu har jeg selv siddet og kigget på mine blodprøver, og så vidt, jeg kan se, er stofskiftet for højt og ikke for lavt, så nu er jeg altså noget forvirret, fortæller læseren.

Kære Lotte Bang 

Jeg har i forbindelse med en række blodprøver for noget helt andet fået konstateret, at mit stofskifte er for lavt.

Jeg mærker ikke noget til det, og min læge har besluttet at kontrollere det igen om tre måneder, for han mener, der er en god chance for, at det bare normaliserer sig igen.

Det er jo alt sammen fint, men nu har jeg selv siddet og kigget på mine blodprøver, og så vidt, jeg kan se, er den prøve for stofskiftet, som kaldes TSH, for høj og ikke for lav, så nu er jeg altså noget forvirret.

Er det mig eller min læge, der er gal på den?

Mvh. O

Kære O 

Din læge har helt styr på det, men jeg kan godt forstå, du er blevet forvirret.

Vi har et stofskifte, som holdes i gang af vores stofskiftekirtel. Det kalder vi glandula thyroidea. Kirtlen er afhængig af et signalstof fra hjernen, nemlig TSH, for at producere alle de stoffer, kroppen skal bruge.

Laver kirtlen ikke nok, sendes mere TSH afsted fra hjernen, og så ser man et for højt TSH. Det er omvendt, hvis kirtlen laver for meget. Så falder ens TSH. Dit TSH er lidt for højt, og det betyder altså, at dit stofskifte er lidt for lavt.

Symptomerne på for lavt stofskifte er mange, blandt andet træthed, koncentrationsbesvær, hovedpine, depression og hukommelsesbesvær. Der kan også forekomme øget vægt og nedsat appetit, tendens til at fryse og meget tør hud, hårtab og skøre negle samt forstoppelse og søvnbesvær.

Et tilfældigt fund af et lidt for lavt eller lidt for højt stofskifte uden symptomer ses forholdsvis tit og retter sig ofte igen efter et par måneder.

Det er derfor helt efter bogen, når din læge venter med at handle, til det viser sig, om stofskiftet reelt er forstyrret eller blot retter sig af sig selv igen.

Stofskiftesygdomme har en tendens til at hobe sig op i visse familier, så har du pårørende med stofskifteproblemer, er sandsynligheden for, at du ender med at have brug for behandling, lidt større. Oftest er det dog helt uproblematisk og kan således klares med en lille pille.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk