Hvad er der mon galt med min mands mave?

Årlange maveproblemer afholder denne mand fra rejser, social aktivitet og lange køreture, og ingen kan tilsyneladende stille en diagnose. Få Familielægens svar her.
Af: Lotte Bang
Ældre mand med mavesmerter
– Under alle omstændigheder mener jeg, han bør udredes nærmere, for situationen lyder da invaliderende, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colourbox
Annonce

Kære Lotte Bang

Min mand har i flere år haft nogle mavetarmproblemer, som går ham ret meget på. Problemet er så stort, at han ikke har lyst til at køre længere strækninger i bilen, flyve eller deltage i fester m.m. I så fald er han konstant optaget af, hvor hurtigt han kan komme på toilettet, for det skal ofte gå meget hurtigt.

Hans mave rumler tit og ofte, også gerne højlydt, og hver gang, han skal tisse, er han nødt til at sætte sig på toilettet, for der kommer samtidig tyndtflydende afføring ud, og der er generelt langt mellem hans tidligere normale afføring.

Han har fået foretaget en endoskopi, og den viste ingenting. Da min mand efterfølgende spurgte lægen, hvad vi så skulle stille op, lød svaret: “Det skal du bare lære at leve med”. Det, syntes jeg ikke, var særlig professionelt.

Har du en idé om, hvad årsagen kan være?

Mvh. A.M. 

Kære A.M.

Der findes mange årsager til kronisk diarré, og en af dem omhandler problemer med omsætning af galdesyrer. Tilstanden opstår, hvis man lider af manglende optag af galde i sin tyndtarm.

Galdesyrer findes i galden og produceres i leveren. Herfra passerer galden over i galdeblæren, der opbevarer galden, til den skal bruges i tarmen i forbindelse med fordøjelse af føden.

Når der indtages føde, gives signal til, at der er brug for galde, der så tømmes ud i tarmen og medvirker ved fordøjelsen. Galden har bl.a. betydning for optagelsen af fedtstoffer og fedtopløselige vitaminer i tyndtarmen samt væske- og saltoptagelse i tyktarmen.

Det meste af galden/galdesyrerne genbruges, men en lille del fortsætter passagen igennem tyktarmen og forsvinder så med afføringen.

Problemer med galdesyreomsætningen kan give diarré, fordi en øget mængde galdesyrer i tyktarmen virker generende på tarmen og trækker væske med sig, hvilket resulterer i vandig afføring.

Din mands problem kan også skyldes mange andre ting, men umiddelbart er det mit bedste bud. Under alle omstændigheder mener jeg, han bør udredes nærmere, for det er da et besværligt problem, som er invaliderende.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.