Jeg har længe haft ondt i albuen, senere i venstre knæ og på det seneste også i højre ankel. Der er ingen rødme eller hævelse. Udover smerter ved bevægelse gør det også ondt, hvis man banker bare ganske lidt på knoglerne.
For mig føles det, som om der er betændelse inde i knoglerne, nok det, I kalder inflammation.
Efter at have jamret hos lægen op til flere gange sendte de mig videre til en røntgenundersøgelse af knæet og anklen, som konstaterede, at der er tale om slidgigt. Jeg skal derfor træne smerterne væk, blandt andet ved brug af en elastik. Lægen snakker dog uden om inflammation.
Jeg har selv haft svært ved at blive klogere på det, så kan du ikke forklare lidt om inflammation, og hvordan jeg får den væk?
Jeg er 66 år, vejer omkring 73 kilo og er 170 centimeter høj.
På forhånd tak.
Mvh. L
Slidgigt, nu oftere kaldet artrose, er en meget hyppig, kronisk lidelse i leddene, og den kommer ofte i større eller mindre grad med alderen.
Mellem de knogler, der danner et led, ligger ledbrusken. Ledbrusken optager trykket mellem knogleenderne og forhindrer, at knoglevævet slides. Ved artrose sker en nedbrydning af den brusk, der ligger mellem de knogler, der danner leddet. Derved opstår en irritation i leddet, en såkaldt inflammation. En inflammation er en slags betændelsestilstand uden tilstedeværelse af bakterier eller virus.
Ved voldsom, fremskreden artrose ses desuden ofte rødme og hævelse af leddet, og så er det ikke nemt at træne smerterne væk, men i mindre fremskredne tilfælde som dit er træning oftest en glimrende måde at behandle smerterne på.
Én af årsagerne til, at træning virker så godt på artrose, er højst sandsynligt, at den fysiske aktivitet stimulerer frigivelsen af nogle antiinflammatoriske stoffer, som reducerer fedtet omkring organerne, hvorved kroppen basalt bare bedres.
Din læge har mulighed for at henvise dig til en fysioterapeut, der kan hjælpe dig godt i gang med træning af leddene, og så kan du sikkert fortsætte selv. Det er også muligt, at et mindre vægttab vil kunne lindre smerterne.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.