Sund læser: Hvorfor er min urin pludselig portvinsfarvet?

Søndag, 18. maj 2025
Lotte Bang
Foto: Colourbox
Blod i urinen er ofte harmløst, men sommetider er det faktisk et symptom på sygdom, som skal tages alvorligt. Men hvornår? Få Familielægens svar her.
Forpustet kvinde efter løbetur
Jeg er en sund og rask kvinde på 45 år, og jeg er vant til at løbe, forklarer en læser, som efter endt løbetur på 21 km. pludselig oplever blod i urinen.

Kære Lotte Bang

Forleden var jeg ude at løbe en tur, der nok var lige på grænsen af, hvad jeg kunne klare. 21 kilometer er trods alt noget.

Jeg kom hjem og var vældig stolt af mig selv, men da jeg efterfølgende ladede vandet, var min urin helt portvinsfarvet. Siden har der intet været.

Jeg er en sund og rask kvinde på 45 år, og jeg er vant til at løbe. Desuden mener jeg at have læst i et af dine tidligere svar, at blod i urinen kan forekomme efter hård fysisk aktivitet, uden der af den grund er noget galt.

Er det rigtigt, eller er jeg nødt til at kontakte lægen?

Mvh. N

Kære N

Det er rigtigt, at fysisk aktivitet kan være årsag til tilfælde af synligt blod i urinen, men makroskopisk hæmaturi, som det hedder, skal altid udredes, for det kan også være tegn på alvorlig sygdom.

Urinvejsinfektioner og nyresten er nogle af de mest hyppige forklaringer på blod i urinen, men det kan også skyldes ondartede tilstande, så der er altså ingen vej udenom. Lægen må besøges.

Det er også en mulighed, at blødningen i virkeligheden stammer fra livmoderen, men det vil du sammen med lægen blive klogere på.

Du vil formentlig blive henvist til videre udredning på hospitalet, hvor der skal foretages en CT-scanning af dine nyrer og urinveje samt en kikkertundersøgelse af din blære. Ingen af undersøgelserne er særlig ubehagelige, så det behøver du ikke være nervøs for.

Er det livmoderen, blodet kommer fra, bør en gynækolog involveres.

Langt de fleste af den slags blødninger, du har oplevet, har enten en godartet eller slet ingen forklaring. Det vigtigste er lige at få udelukket det alvorlige, og så kan alle slappe af igen.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk