Brev til Puk: Hun har læbestift på tænderne

Jeg arbejder på en lille arbejdsplads og har blandt andet en ældre kollega. Hun går meget op i sit udseende, er velklædt og pæn i hår og makeup.

Men hver gang, hun har smurt meget rød læbestift på, går der ikke særligt lang tid, før hun har det på begge fortænder.

Og jeg kan simpelthen ikke se andet end det.

Bør jeg sige det til hende – dét kan jeg ikke finde ud af?

Hun er meget elegant, og jeg tror, hun vil blive flov. Jeg ved ikke, hvorfor hun ikke selv ser det? Måske fordi hun ikke står og smiler til sig selv i spejlet.

Jeg har prøvet at sige det til de andre, og de siger altid bare, ”nåhr ja, sådan er x – pyt med det. Sådan har det altid været”.

Men jeg kan ikke høre efter, hvad hun siger – jeg ser kun de røde tænder.

Synes du, jeg skal sige det?

Jeg tænker også på, om jeg lader være med at sige det, fordi hun er en ældre dame. Hvis hun havde været yngre, var det måske lettere. Respekt for alderdommen og så videre.

Ja, det er en lille ting, jeg havde på hjerte, men jeg håber, du vil svare mig.

En kollega.

Kære En kollega.

Jeg er ikke sikker på, at respekt for alderdommen er lig med, at man lader ting i tænderne passere ubemærket forbi.

Jeg kan i hvertfald på egne vegne sige, at jeg virkelig håber, folk gider påpege både birkes, spinat og læbestift, når jeg bliver ældre.

Gå efter hende næste gang, hun er på toilettet, fortæl hende fortroligt, at hendes fortænder har taget farve af læbestiften, og så tror jeg altså, hun vil takke dig.

Prøv. Misforstået hensyn er den lette, men ikke altid rigtige løsning.

Bedste hilsner fra Puk.