Brev til Puk: Lad mig dog være menneske

Jeg skriver til dig i håb om at blive hørt af andre i befolkningen. Sagen er den, at jeg ikke føler, at jeg som handicappet bare kan få lov til at være menneske.

Jeg bliver tit spurgt om, hvad jeg “fejler”. Jeg har rygmarvsbrok, er 1,50 m høj og går lidt sjovt – jeg har et livslangt medlemskab af foreningen af gakkede gangarter.

Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg oplever, at folk fokuserer på mit handicap og ikke på, hvem jeg er som menneske. Det er jo ikke mit handicap, der definerer, hvem jeg er.

Jeg har også oplevet, at en, der bor i mit område, pludselig ud af det blå begyndte at synge “Så sig mig LILLE Karen ...” hver gang, han cyklede forbi mig. Det blev først stoppet, da jeg truede med at kontakte politiet.

Hvordan skal vi dog få vore børn og unge til at opføre sig ordentligt, når de voksne ikke kan?

Elverpigen.

Kære Elverpigen.

TAK! Godt brølt, løvinde. Dit brev er meget relevant og på sin plads.

Jeg er ked af det på dine vegne, og det er urimeligt, at du skal finde dig i tilråb og mennesker, der stirrer på dig. Det er også en meget vigtig pointe at gøre opmærksom på, at du ikke ER dit handicap. Du ER dig.

Som med så meget andet tænker jeg, at dialog og åbenhed er vejen frem. Det, at du orker at skrive til mig og komme med en direkte appel til dine medmennesker, er det helt rigtige at gøre.

Jo flere gange vi bliver gjort opmærksomme på, hvor håbløst det er, at vi tillader os at se ned på andre eller sætte vores medmennesker i bås, jo mere lærer vi, især når budskabet kommer fra hjertet og fra en stærk person som dig.

Vi har så absolut alle et ansvar i denne sammenhæng, og jeg hører gerne fra andre, der har oplevet samme uretfærdige behandling som dig. De fortællinger må vi have frem i lyset. Tak, fordi du siger fra.

Mange hilsner fra Puk.