Jeg er glad for, at man kan være anonym i din brevkasse, for mit indlæg er sikkert ikke lige populært i alle kredse.
Jeg har et barnebarn, der fylder 18 år om en måned. Han er en rigtig dejlig dreng, men jeg opdager til min store overraskelse, at der står perlekæder på hans ønskeseddel.
Jeg er nok gammeldags, men jeg forstår simpelthen ikke, at det skulle være et ønske for en ung mand. Hvorfor går nutidens mænd med perlekæder og neglelak?
Jeg forstår det ikke, og jeg er bange for, at han vil blive drillet og måske skubbet ud af sin vennekreds her i den lille by, hvor vi bor. Jeg kan godt se, det måske er lettere, hvis man bor i København, for der går alle rundt i alt muligt, men ikke her hvor vi bor.
Jeg kommer ikke til at give ham perlesmykker, og jeg håber faktisk heller ikke, andre gør.
Bedste
Jeg kan love dig for, at der blev gjort store øjne, da feministen Amelia Bloomer indtog vesten iført bukser. Det var skandaløst og kontroversielt at se en kvinde i bukser på trods af, at det mange andre steder i verden var almindeligt, at kvinder var iført benklæder.
Moden og praktikken er skiftet mange gange gennem menneskets historie, og nu er der en del unge mænd, der har fået øjnene op for at pynte sig med perler og neglelak, og jeg må bare sige, at jeg elsker det.
Smykker til mænd er så langtfra et nyt begreb. Det menes, at de første smykker blev lavet for 130.000 år siden, og at det i høj grad var mænd, der bar dem som symbol på status og rigdom og for at beskytte sig mod overnaturlige kræfter.
Mænd har udsmykket sig gennem tiden, og nu er mændene begyndt at gå med mange smykker igen, og det er både lækkert og frisættende, hvis du spørger mig, og det gør du jo faktisk.
Jeg synes, dit barnebarn er et forbillede. At turde være den, man er, og at turde gå imod strømmen, er stærkt. Du behøver ikke være den, der giver ham en perlekæde, men jeg håber faktisk, han får en, når nu han så gerne vil.
Mange hilsner og tillykke med ham fra Puk