Hvad stiller vi op med tidsoptimisterne i familien?

Vi er en stor familie, i min mands familie er der fem ”børn” og i min tre, alle på den anden side af 50, og ingen har små børn, som skal passes af andre.

Da jeg var ganske ung, meddelte min ene svigerinde mig, at når man fik en invitation, skulle man svare inden for to dage. Det har jeg taget til mig, så hver gang, jeg får en invitation, skynder jeg mig at kigge i kalenderen og sende svaret straks. Af respekt for indbyderen.

Det er fint, at man som arrangør, i god tid, får svar fra alle gæsterne, så man, uanset om arrangementet er ude eller hjemme, kan forberede sig i god tid.

Men tilbage til ”problemet”: Min ene svigerinde og svoger på min mands side ulejliger sig aldrig med at svare før sidste dag og nogle gange flere dage efter. Undskyldningen er – hver gang – at de har så travlt. Og nej, de har ikke mere travlt end andre, de prioriterer bare anderledes.

Flere i familien er gået lidt til ”modangreb”, så de først svarer på invitation fra dem samme dag, der er frist, i håb om at familien kan mærke, hvor irriterende det er. Det syntes jeg er lidt barnligt, men vi prøver at åbne deres øjne for, hvor irriterende det er. Min svigerindes søster har konfronteret hende med det, men hun virkede ganske uforstående.

De kommer også alt for ofte for sent, både til fester og til mindre private arrangementer. Til vores datters 18-års fødselsdag kom de f.eks. en time for sent, og tjenerne måtte bede os gå til bords, for maden kunne ikke udsættes længere.

Nogle gange har jeg bare sådan lyst til at ”glemme” at besvare invitationen og komme dalrende en time senere end beregnet til deres arrangementer, men sådan er jeg ikke opdraget.

Har du et forslag til, hvordan man tackler sådanne typer, for de findes sikkert i flere familier.

Held og lykke med at få den skude vendt.

Du er i familie med et par tidsoptimister, og det er op ad bakke at ændre det. De lever i en anden verden og med andre begreber, hvor man ikke planlægger og ser på tiden på samme måde som andre. Vi er forskellige som mennesker, og det er jo egentlig fascinerende.

Jeg tror ikke, I skal operere så meget i, hvordan I kan straffe dem ved at lade dem smage egen medicin. Men jeg synes, du skal finde ud af, hvordan du kan leve godt med dine familiemedlemmer, som tydeligvis tilhører en anden ”race” end du.

Drop at forvente, at de svarer eller kommer til tiden. Hvis du vil have deres svar, så lad være at gå og blive irriteret, som dagene går, men ring og hiv et svar ud af dem.

Når du inviterer, så gå i gang med middagen, og vent ikke, hvis de ikke når det. Jeg kender også ”den slags” mennesker (skrevet med et smil), og jeg er selv stærkt udfordret, fordi jeg selv hænger i en klokkestreng og måske er kommet for sent en eller to gange i hele mit liv, men der er folk, der vil se på mig, og tænke ”slap dog lige lidt af, vi når det hele.” Jeg kan heller ikke have ting liggende på skrivebordet, og jeg svarer og ordner ting i det sekund, de dukker op, fordi det skaber ro i mit hoved. I den anden lejr ser det ud, som om jeg er alt for kontrolleret og stresset. Vi har bare en grundlæggende forskellighed.

Hvis det ellers er søde mennesker, så lær at trække lidt på skuldrene. Vi har godt af at lære at rumme mennesker, der ikke er som os. Jeg øver mig jævnligt, og jeg synes faktisk, det hjælper at øve sig.