Min veninde spillede ikke med åbne kort

I otte måneder havde jeg et godt forhold til en fem år ældre kvinde (min ældste nieces svigermor). Hun havde mange gode egenskaber, men hendes skarpe tunge var det, der gjorde, at jeg for lidt over to år siden sluttede forholdet. Vi kan dog stadig være i stue sammen til min nieces arrangementer.

Problemet er, at jeg efter vores brud har fundet ud af, at hendes ordenssans og rengøringsvanvid er en del af nogle psykiske udfordringer, som hun også er medicineret for.

Mens jeg var i forholdet, fik jeg kun at vide, at det var for at styre sine nerver, og da jeg mener at være et meget tillidsfuldt menneske, der ikke sår tvivl om andre, accepterede jeg hendes forklaring.

Hun har heller ikke udforsket nye forhold, og vi sms’er med hinanden med små bemærkninger, nærmest småflirtende, når vi skriver sammen op til for eksempel fødselsdage.

Jeg vil gerne hjælpe hende, men vil ikke afsløre, hvordan jeg fik de informationer om hende.

Jeg tænker, at jeg måske er en af de få, som kan hjælpe, men at hendes sygdom/verdensbillede gør, at jeg måske er den sidste, hun ønsker hjælp fra, fordi hun ikke spillede med åbne kort og derfor nødig vil have, at jeg ved dét, jeg ved.

Jeg har brug for kvindelig intuition i denne situation. Hvad vil du anbefale?

Jeg lurer på, hvad det egentlig er, du vil? Vil du gerne have hende tilbage? Eller er det et strejf af stolthed, der gør, at du har behov for at fortælle hende, at du nu ved, at hun ikke fortalte sandheden, da I var sammen? Du skal spørge dig selv, hvad formålet med din ”afsløring” i virkeligheden er.

Først og fremmest vil jeg sige, at vi burde være langt bedre til at tale om psykiske lidelser. Det skulle ikke være nødvendigt at gemme det, hvis sindet slår knuder. Men det er ikke noget, man taler højt om. Jeg ved det, for jeg har selv lidt af angst i perioder og har ikke været stolt af at fortælle det til nogen.

Hvis du fortæller hende, at du ved, at hun har skjult en diagnose for dig, så gør du hende sårbar. Og hun vil sikkert også føle det som en anklage. Den følelse skal hun ikke have, for det er jo ikke forkert at fejle noget. Så hvis du lægger op til den samtale, skal du tænke grundigt over, hvad der skal ske bagefter, ellers efterlader du hende bare som ”afsløret”, og hvad skal hun bruge det til?

Jeg tror ikke, at hun har gemt sin lidelse for dig for at lyve, men fordi det kræver stor tillid at åbne sig. Og det kan være, at hun ville have fortalt det, hvis I havde været sammen længere.
Så hvad vil du med hende?

Hvis du bare vil nyde hendes selskab indimellem og hendes sms’er, så synes jeg, du skal lade det blive, hvor det er.
Men hvis du igen er parat til at opbygge et forhold til hende, så er det klart, at du må nærme dig emnet. Og det kan du sagtens, for vi skal blive bedre til at tale om psyken.

Det kræver dog langt mere af dig end bare en sms hist og pist.

I så fald skal du være parat til at gå ind i hendes situation og favne alt det, der kan være svært, og det kræver stor forståelse fra din side. Kan du det?