Mine penge skal ikke gå til drengens snus

Jeg er papmor til to drenge, som jeg har kendt, siden de var fem og seks år. Nu er de begge voksne; den sidste er lige ved at flyve fra reden og skal klare sig selv med studie og bofællesskab med et par venner.

Han er på SU, og pengene er små, som de er for alle studerende. Han kunne godt taget et studiejob, men han har kæmpet med nogle diagnoser og har ikke haft så stort overskud de seneste år, og det er ret stort, at han nu føler sig klar til at læse og flytte hjemmefra.

Jeg vil gerne hjælpe ham økonomisk, men jeg har et forbehold, og det er dét, jeg gerne vil spørge til.

Da vi for et par uger siden begyndte at pakke hans værelse sammen, gik det op for hans far og mig, at drengen bruger snus. Vi fandt tomme bøtter blandt andet under sengen, og da vi spurgte ham, indrømmede han også sit misbrug af snus.

Nu synes jeg, at det er en kattepine at hjælpe ham med penge. For jeg vil ikke være med til at betale den totalt latterlige og usunde vane med at tage snus, men jeg har allerede tilbudt ham 1.000 kroner hver måned, og nu har jeg lyst til at trække mit tilbud tilbage, da jeg jo ellers er med til at finansiere et misbrug.

Men drengen har kæmpet en del i sit liv, og jeg er så irriteret og forvirret over denne bombe. Han har holdt det skjult, hvilket jeg synes er meget dårligt af ham.

Så nu spørger jeg dig: Puk, skal jeg bare sige til ham, at han kan få de 1.000 kroner hver måned, men at jeg ikke accepterer, at de bliver brugt til snus?

Projektet med at overvåge præcis, hvad de 1.000 kroner og hans andre penge går til, er dødsdømt på forhånd. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Du kan fortælle ham, hvad du mener om snus, og du kan fortælle ham, at du er ulykkelig over at være med til at finansiere så usund en vane, men du kan ikke give med forbehold. Eller det kan du godt forsøge, men jeg tvivler på effekten.

Og selvfølgelig har han holdt det skjult. Jeg kender INGEN unge hjemmeboende, der ved middagsbordet velvilligt lige smider ”hey, jeg er forresten begyndt at bruge snus” på bordet.

Jeg synes, snus er noget rigtig møg! Og jeg synes ikke, man på nogen måde skal underkende farligheden eller den dyre vane, men jeg tror også på, at der er forskellige tidsrum til forskellige udfordringer i livet.

Hvis din papsøn har haft en svær tid og nu står foran et af sit livs største udfordringer ved at begynde på studie og flytte hjemmefra, er tidspunktet til at droppe snus måske ikke så optimalt. Nu skal han lige godt i gang med det nye liv og få masser af selvtillid, og SÅ kan han droppe den tossede vane.

Snak med ham om det. Nu har hans forbrug være gemt under sengen og holdt hemmeligt, nu er det ude i lyset og noget, man kan tale om. Sig, at I står klar til at hjælpe ham, når han er parat til at droppe snusen.

Så for at opsummere: Hvis jeg stod i din situation, ville jeg – selv om jeg inderligt hader al tobak – i første omgang sørge for, at der kom ro på hos den unge mand. Lad ham falde til. Lad ham få nogle sejre, og når så det nye liv kører, igen tage snusforbruget op til samtale.