Puk Elgård om Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journal: Den er et stykke danmarkshistorie

Kære Tove Ditlevsen

Vi er et jævnaldrende ægtepar på 55 år og har været gift i 29 år. Ægteskabet har været ret godt, og vi har 4 børn, som ikke har voldt os større problemer. Vi arbejder begge ude, og min kone tjener ca. 1⁄3 af vor samlede indtægt.

Nu kommer problem nr. 1: Min kone begyndte med sit udearbejde for 1 år siden, og af hendes løn bidrager hun med halvdelen til vore fælles udgifter. Resten synes hun, at hun har ret til at skalte og valte med, som hun vil. Blandt andet har hun oprettet en bankkonto på eget navn og sat 2.000 kr. ind. På grund af hendes udearbejde har jeg 2 timers ekstra arbejde hver dag med madlavning, opvask etc. Hendes luksusforbrug er en del større end mit. Jeg holder på, at det, vi tjener hver for sig, skal i en fælleskasse, og når nødvendige udgifter er betalt, skal vi være enige om, hvad resten skal bruges til, og hvad der skal sættes i banken.

Problem nr. 2: I et godt ægteskab spiller erotikken en stor rolle, men aftager naturligvis med årene. Indtil for et halvt år siden havde vi samleje 2-4 gange mdl., men da blev vi en dag rygende uenige og havde et større skænderi, og det har altid været sådan, at efter et sådant opgør har hun altid straffet mig med at sulte mig erotisk et stykke tid. I det sidste halve år har vi ikke været sammen, og jeg troede såmænd, at hun søgte andre græsgange, men så opdagede jeg ved et tilfælde, at hun tilfredsstillede sig selv. Jeg synes, det er snyderi over for en ægtemand, og er det ikke også usundt? Jeg har tilbudt hende separation og skilsmisse, men hun siger nej. Hvad mener De?

Novo

Kære ”Novo”

Jeg mener, at Deres to problemer hænger meget nøje sammen. Når forsørgede kvinder i en så sen alder pludselig selv tjener penge, kan de sjældent lade være med at føle disse penge − eller i hvert fald en del af dem − som deres egne private, der skal holdes uden for det fælles forbrug. Deres syn på den sag er det rigtige og rimelige, men De vil næppe kunne få Deres kone til at indse det.

I og med at hun er begyndt at arbejde ude, er der kommet et ekstra konfliktstof mellem Dem og hende, og da hun altid har haft den uskik at ”straffe” Dem erotisk, bør De ikke undre Dem over, at denne straf er blevet skærpet.

Alt vil komme i orden igen − eller i hvert fald bedres betydeligt − hvis Deres kone holder op med at arbejde. Tror De ikke, De kan formå hende til det? Det kan da næppe være en økonomisk nødvendighed nu, hvor jeg kan tænke mig, at børnene er så nogenlunde fra hånden. Hendes selvtilfredsstillelse er en yderligere straf eller hævn imod Dem, og vist er det da en slags »snyderi«. Det er såmænd ikke usundt hverken for sjæl eller legeme, men højst urimeligt for en gift person.

Jeg er overbevist om, at det vil være en enkel og effektiv løsning at vende tilbage til de gamle, patriarkalske forhold, hvor De alene bringer pengene til huse.

Med venlig hilsen

Tove Ditlevsen

Læs også: Puk Elgård tager Familie Journals brevkasse med rundt i hele verden

En anden tid

Ovenstående brev og Tove Ditlevsens svar kunne læses i Tove Ditlevsens brevkasse, Små hverdagsproblemer, i Familie Journal nr. 47, der udkom 21. november 1961. Puk Elgård, der i dag har en brevkasse i Familie Journal, har haft den kommende bog om Tove Ditlevsens brevkasse til gennemlæsning og fremhæver brevet fra Novo og Tove Ditlevsens svar, fordi:

− Det svar var aldrig gået i min brevkasse. Jeg ville svare, at kvinden har ret til de penge, hun selv tjener.

Puk uddyber:

− Tove Ditlevsen tager mandens parti og mener, at konen entydigt skal ændre sig og blive hjemmegående igen. Og at manden skriver, at han har to timers ”ekstra arbejde” hver dag, fordi konen arbejder, og han derfor skal hjælpe med det huslige som madlavning, opvask etc., det kommenterer Tove Ditlevsen slet ikke.

Når manden kalder dét arbejde at hjælpe til, så er det jo ligesom, når mange mænd i dag stadig siger, at de skal passe deres børn – selv om det bare er deres egne unger, de skal være sammen med, mens moren skal noget andet.

− Men vi må heller ikke glemme, at Tove Ditlevsens brevkasse afspejler en helt anden tid, og hendes brevkasse er et stykke danmarkshistorie. Vi får et indblik i, hvordan familierne levede i den periode – oftest med konen som hjemmegående og økonomisk afhængig af manden. Derfor var det måske ikke lige så let at smutte, hvis man var utilfreds med sit ægteskab.

- Jeg har klaret mig selv, siden jeg var 14 år og flyttede hjemmefra, og jeg har altid været meget opmærksom på ikke at gøre mig for sårbar – for eksempel blive økonomisk afhængig af en mand. Til gengæld så kræver det stensikkert også sin mand at leve med en selvstændig kvinde.

− Det slår mig også, at Tove Ditlevsen og hendes læsere var De’s, hvor vi i dag i brevkassen er dus. Jeg skriver kun De, hvis brevskriveren gør det. ”De” lægger en distance mellem mennesker, synes jeg, men jeg tror egentlig, Tove Ditlevsen godt kunne lide den distance. Hun var ikke så personlig i sine svar og fortalte sjældent noget om sig selv, tilføjer Puk.

Læs også: Sød nostalgi: Tilbageblik på Familie Journal i 1950

Hun bladrer lidt i bogen og siger så:

− Tove Ditlevsen giver ikke ved dørene i sine svar. Hun er ret kontant, og man er ikke i tvivl om, at hun har livserfaring – en broget livserfaring. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hun selv havde en masse at slås med i sit liv. Jeg har dyrket alle hendes uovertrufne digte og er vild med dem. Hun har virkelig lagt sin sjæl i sine digte om kærlighed, sorg, venskab, moderskab og familie. Hun var et meget poetisk menneske. Derfor kan jeg godt undre mig lidt over, at det er en og samme person, der har skrevet både digte og brevkasse.

Læs også: Puk Elgård skriver: Stol trygt på min brevkasse

Kvinder og karriere

− Uanset hendes form er jeg dog enig i mange af hendes pointer. Blandt andet er hendes budskab gang på gang, at man må tage sig selv i nakken, hvis tingene skal forandres. Forandring kommer fra en selv. Man kan ikke bare sætte sig og vente på, at nogen ændrer noget, man er utilfreds med – man må selv agere og skride til handling. Og grundlæggende er det de samme problemstillinger, der går igen i Tove Ditlevsens og min brevkasse: parforhold, økonomi, karriere, børn, familie og venner, fastslår Puk.

Tove Ditlevsen var knap 39 år, da hun overtog brevkassen i Familie Journal efter Edith Rode i november 1956. Puk var 44 år, da hun begyndte sin brevkasse i Familie Journal i oktober 2012.

− Vi har næsten været jævnaldrende, da vi begyndte med brevkassen. Selv om brevene og spørgsmålene fra læserne dengang og nu er forholdsvis ens, så har kvinderne ændret sig. Kvinderne på Toves tid virkede ofte ældre, end de var, mens kvinderne i dag ofte virker yngre, end de er.

Læs også: Skal man blande sig, når der bliver råbt højt hos naboerne?

- Mange af de kvinder, der skrev til Tove Ditlevsen, var kun i begyndelsen af 20’erne, men allerede gift og havde flere børn. Sådan er det ikke så tit i dag, hvor karrieren ofte kommer før børnene, og så er det ikke let at balancere med det hele, når man skal nå både børn og job. Jeg kan godt forstå, at det giver uro i mange familier – inklusive min egen.

I sin brevkasse har Puk gentagne gange fortalt om sine forældre og en barndom med alkohol og har også i mange andre sammenhænge givet meget af sig selv. Om det siger hun:

− Det falder mig helt naturligt, også for at møde brevskriverne der, hvor de selv står. Men Tove Ditlevsen fortalte stort set aldrig om sit eget liv. Ikke i brevkassen i hvert fald. Som medmenneske og brevkasseredaktør føler jeg, at brevskriverne har behov for respekt og omsorg. De skal føle sig modtaget og hørt, før de får et svar, også selv om jeg er lodret uenig med dem.

- Og når jeg svarer, tænker jeg: Det, jeg skriver i mit svar, vil det også være den samtale, jeg vil tage med vedkommende, hvis vi sad over for hinanden? Mit svar skal være præcist og let at afkode. Det skrevne ord må ikke opfattes forkert af modtageren.

Læs også: Puk Elgård får egen brevkasse i Familie Journal

− Jeg prøver også at se problematikken fra flere sider. Hvad er der på den anden side af hegnet? For jeg kender jo kun brevskriverens version. Ofte skrives der dog meget mellem linjerne. Det er ligesom, når mennesker går til lægen med en øm storetå, men så snart snakken går bag den lukkede dør, så er tåen måske kun et påskud for at besøge lægen, og smerterne stammer et helt andet sted fra.

- Sådan kan det også være med mine breve. Jeg skal læse mellem linjerne for at se, om de vil spørge om noget andet, end det de skriver.

Alle de breve, Puk får fra læserne, påvirker hende mere eller mindre. Noget, der dog især rører hende, er:

− Jeg får breve, der er skrevet om natten. Natten er stille, og der sidder man ofte alene med sine tanker. Det kan være svært. Og at de så skriver til mig, dét rører mig virkelig dybt – at mennesker finder vej til brevkassen i sådan en situation, siger hun og ser eftertænksomt frem for sig, før hun fortsætter:

− Tove Ditlevsen besvarede breve hver uge gennem 20 år, det er da imponerende. Gad vide, om jeg selv er brevkasseredaktør på ­Familie Journal i 20 år?