Puks brevkasse: Forholdet er truet af familiebøvl

Mandag, 12. december 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Hvad gør man, når forholdet til svigerfamilien ikke fungerer? Læseren er ikke blevet accepteret af hele svigerfamilien, hvilket tager hårdt på deres forhold. Læs her, hvad Puk råder læseren til. 

Jeg har været sammen med min mand i 38 år. Det har ikke været den nemmeste vej, for ikke alle i hans familie har accepteret hans valg af kæreste.

Specielt hans bror har opført sig virkelig knotten og arrogant, han har nok følt, der gik noget fra ham.

Han er den ældste og har altid villet bestemme, men min mand og jeg har lært at leve med hans optræden eller trukket på smilebåndet.

I dag sidder broderen i en slags beskyttet bolig og skal have hjælp til mange ting. Især brødrenes søster hjælper ham, dog ikke med personlig pleje, men ellers jager han rundt med alt og alle og er sur på personalet.

Efter at han flyttede dertil for to år siden, har han valgt ikke at ville se mig. Jeg synes, det er underligt, og min mand er også træt af hans optræden, men besøger ham i snit en gang om ugen.

Søsteren er sur på især mig, fordi vi ikke vil hjælpe broren. Og gal over, at jeg ikke vil besøge ham, hvortil jeg har sagt, at han jo selv har valgt ikke at se mig. Min mand har støttet.

Det er nok ikke anderledes end i andre familier, hvor der også er bump på vejen. Men familiemæssigt har vi fået knæk.

Og på et tidspunkt har både jeg og min mand sagt, at det ikke duer, at vi fortsætter vores forhold, selv om vi stadig føler, at vi har noget sammen.

Da mine svigerforældre levede, var vi rigtig meget sammen, men nu hvor familierne er blevet større, har alle nok hver især.

Men man fornemmer på de fleste i familien, at broren har en stor andel i spliden, og når min mand besøger ham, oplever han ofte diskussioner og negativ stemning.

Hvad stiller vi op?

L.

Kære L.

Jeg tror, det er vigtigt at skille tingene ad. Broren, der er sur og negativ, skal jo ikke få lov til at ændre alles liv.

Jeg tror ikke, han har det godt. Det må være derfor, han er så gnaven. Det kan ikke nytte, at du og din mand opgiver kærligheden, fordi I lader broderen – eller søsteren – komme imellem jer. Hold fast i dit forhold. Det lyder, som om din mand gerne vil støtte dig.

Det lyder også, som om dynamikken i familien har ændret sig, og I lige skal finde frem til, hvordan hierarkiet er. Dine svigerforældre er væk, og den ældste bror er anbragt, det giver lidt uro i forhold til, hvem der så er familiens overhoved. Det lyder måske lidt gammeldags, men tag ikke fejl af den ro, det gav, da dine svigerforældre levede og kunne samle tropperne.

Hold jer ude af intrigerne og hjælp til der, hvor I kan. Hvis ikke din mands bror vil se dig, synes jeg, det er bedst at respektere det. Måske ændrer det sig med tiden, men hvis ikke må din mand fortsat besøge ham alene.

Lav så få konflikter som muligt. Livet er kort. Vi gider ikke skændes. Læg dit fokus på din mand og lav nogle dejlige ting med ham. Hold fast, når søsteren skælder dig ud, og sig, at du respekterer broderens ønske. Træd ud af konflikterne. Hold fast i den humor, du beskriver. Træk på smilebåndet og hold fast i det forhold, du har arbejdet på i flotte 38 år.

Varme hilsner fra Puk.