Puks brevkasse: Godt, jeg er ude af den familie

Nu bliver jeg nødt til at dele min tanker med dig. Hvad er det, der får to granvoksne mænd til at behandle deres ejegode far så dårligt? Han fik en hjerneblødning i 2017, og senere blev han dement og skulle på plejehjem.

Det var så lige meget, hvor han kom hen – de besøgte ham alligevel ikke. Det blev bare mere besværligt for mig at besøge ham, da jeg er handicappet (jeg fik også en hjerneblødning, men klarer mig selv i hverdagen).

Drengene tog først vores penge, som vi havde gemt til begravelsen, og så gav de deres far en ussel begravelse. Godt, jeg er ude af den familie; koldere og mere følelsesløs kan man vist ikke være.

H.

Kære H.

Det har jeg faktisk ikke rigtig mulighed for at svare ordentligt på.

For jeg kender jo slet ikke forhistorien, og det er måske der, man skal kigge, hvis man skal finde svaret.

Har far og sønner levet et konfliktfyldt liv sammen? Hvordan har opvæksten været? Har sønnerne lært at drage omsorg? Er der blevet draget omsorg for dem? Har der været nogen i deres liv til at lære dem om gode værdier? Hvilket liv har deres far levet?

Hvis man skal forstå folks handlemønstre, skal man ofte i gang med at trævle op og kigge baglæns. Men måske behøver du slet ikke det. Måske skal du bare slippe det her og, som du selv skriver, glæde dig over, at du er ude af familien.

Du virker til at være stærk, og du kan klare dig.

Jeg ønsker dig held og lykke fremover.

Bedste hilsner fra Puk