Kære Puk
Hvordan skal min søn møde min kæreste?
Jeg skriver til dig, fordi min søn på snart fem år vågner hver nat og ofte flere gange. Jeg har altid været alene med ham, og han er altid blevet puttet i sin egen seng, men når han vågnede, kom han ind i min seng, og det resulterede i, at han vågnede tidligere og tidligere og nogle gange, inden jeg selv var kommet i seng.
Læs også: Brev til Puk: Moderne mødre er så pylrede
Da jeg nu har fået en kæreste og gerne vil have min seng for mig selv – min kæreste sover ikke hos mig endnu – har jeg sagt til min søn, at han nu skal sove i sin egen seng hele natten. Men han vågner fortsat op til seks gange på en nat.
Når han vågner, går jeg ind til ham, nogle gange er han tørstig eller fryser, og de fleste gange ved han ikke selv, hvorfor han kalder. Han virker ikke bange, det er mere, som om det er blevet en vane for ham at vågne.
Har du nogle forslag til, hvad jeg kan gøre, for at han kommer af med den vane?
En meget træt mor
Som jeg ofte gør, vil jeg begynde med at fastslå, at jeg ikke er psykolog, og at mine svar ene og alene er baseret på det, jeg selv har erfaring med, eller hvordan jeg selv ville handle i en given situation. Så hvis du føler, der er dybere problemer med din søn, skal du naturligvis søge professionel hjælp.
Når det er sagt, så lyder det, som om din søn løber om hjørner med dig. Han har et helt fantastisk serviceorgan lige ved hånden. Det er klart, at han gør brug af det. Serviceniveauet er højt, og mor kommer, når han kalder. I hans verden er det helt perfekt. Dette er skrevet med smil på læben, for vi er mange mødre, der har placeret os selv i den situation.
Læs også: Brev til Puk: Familien opfatter min søn som uopdragen
Som 5-årig forstår han en hel del. Hvis det var mig, ville jeg bruge tid om dagen på at planlægge natten. Give ham mulighed for at være en del af løsningen. Hvis du siger til ham: “I nat vågnede du, fordi du var tørstig. Hvad har man brug for, når man er tørstig?”, så vil han sandsynligvis sige noget at drikke. Det roser du ham for.
Så spørger du ham, hvordan man kan planlægge det, så han har noget at drikke, hvis han vågner om natten. Hjælp ham med at finde frem til svaret om, at man kan stille et glas ved siden af hans seng. Lad ham hente glasset og gøre det klar til natten.
Læs også: Puks brevkasse: Har lyst til at melde mig ud af familien
I kan også tale om, hvad man gør, når man fryser eller skal tisse. Lad ham finde svarene og løsningerne. Tag lidt ad gangen. Sov med åben dør til begge værelser, og når han kalder på dig, så mind ham om den gode løsning, han selv fandt på. I kan eventuelt øve det, inden det bliver aften. Han skal have masser af ros og anspores til at løse situationen.
Du skriver, at han ikke virker bange, og jeg tror, du kan være ret sikker på, at han ville vågne med gråd og i det hele taget på en helt anden måde, hvis han er utryg. Hvis det sker, skal du naturligvis træde til, trøste og berolige. Men lige nu skal du se, om ikke du kan skrue ned for roomservice, så I begge kan finde ro om natten. Held og lykke. Lav det til en leg.
Mange hilsner fra Puk
Læs også: Brev til Puk: Et nederlag at tale med en psykolog?